Af Morten Koch Andersen, DIGNITY
Partiet Awami League, regerings- og oppositionsparti, slår hårdt ned på enhver politisk modstand. Det har begrænset ytringsfriheden og forfølger menneskerettighedsaktivister. I maj 2013 døde 61 demonstranter, da en oppositionsprotest blev ryddet.
5. januar 2014 blev der afholdt parlamentsvalg i Bangladesh. Det er femte gang siden 1991, hvor demokratiet blev indført efter 16 år med militærregimer. Rivaliseringen mellem de to største partier Awami League og Bangladesh National Partydominerede valget, der var præget af vold. Over 500 blev dræbt, flere tusinde blev sårede, og byer blev lukket af strejker og optøjer i månederne før valget. 500 valgsteder blev brændt ned eller smadret på selve valgdagen. Awami League vandt et overbevisende valg, men uden deltagelse af oppositionen, hvoraf 18 partier boykottede valget. Af de mere end 80 millioner vælgere deltog under 40 procent, omend tallene er usikre. I 2008 lå valgdeltagelsen på over 85 procent.
Både regerings- og oppositionsparti
For første gang nogensinde formåede et parti at sikre regeringsmagten i to sammenhængende perioder, men det skete på baggrund af anklager om valgfusk og manipulation. Valget var langt fra frit og fair, men rigtigheden i anklagerne er ikke påvist, da ingen internationale observatører var til stede, og ingen undersøgelser er iværksat.
154 ud af 300 parlamentsmedlemmer blev valgt uden modkandidater, og resten blev afgjort internt i Awami League eller blandt allierede kandidater. Da grundloven kræver en opposition i parlamentet, er der opstået den særprægede situation, at ét parti har dannet regering og samtidig er sin egen opposition.
Awami League har således siddet i regering siden 2008, hvor de afløste et militærstyre, der tog magten pga. omfattende vold op til parlamentsvalget i 2006. Militæret forsøgte at afmontere partierne og sende deres ledere i eksil, men faldt for et voksende folkeligt pres anført af landets studenter, der krævede demokratiet genindført.
Grundlovsændringer og restforfølgelse af modstandere
Læs resten af artiklen på DIGNITY Institutes netsted.
Morten Koch Andersen er programkoordinator på DIGNITY Institute og ph.d. i internationale udviklingsstudier med fokus på bangladeshisk politik.