Af Merete Jensen, U-landsnyt.dk
Seks danske virksomheder vil nu underskrive den internationale aftale om brand- og bygningssikkerhed på tekstilfabrikker i Bangladesh.
Det lovede de, da Udenrigsministeriet i samarbejde med Dansk Initiativ for Etisk Handel (DIEH) og den norske pendant, IEH, inviterede den nordiske tøj- og tekstilbranche til møde i Eigtveds Pakhus på Christianshavn mandag.
Præcis to måneder er der gået siden Rana Plaza-ulykken i udkanten af Bangladesh’ hovedstad Dhaka, der den 24. april kostede mindst 1131 tekstilarbejdere livet, da bygningen styrtede sammen over dem.
Og 40 dage skulle der altså gå, før de seks store danske virksomheder Bestseller, IC Companys, DK Company, PWT Group, COOP Danmark og Dansk Supermarked endelig besluttede at underskrive.
Bæredygtig og sikker industri
Aftalen blev lanceret den 15. maj af de internationale fagforbund IndustriALL, UNI Global Union og tekstilbranchen.
Over en fem-årig periode skal den sikre en bæredygtig og sikker beklædningsindustri i Bangladesh, idet den forpligter virksomhederne til at støtte op om en uvildig sikkerhedsinspektion på de fabrikker, hvor de får produceret deres varer.
Adspurgt, hvorfor det skulle tage de danske virksomheder så længe at forpligte sig til aftalen, sagde Bestsellers kommunikations- og CSR chef Mogens Werge: ”Det er en god dansk tradition, at man lige ser, hvad det er, en aftale rummer, før man skriver under.”
Et af hans kritikpunkter har været, at den enkelte virksomhed ikke kunne få overblik over de økonomiske implikationer af en underskrift. I dag talte han dog om en ’fin aftale’ og tilføjede, at det aldrig var et økonomisk spørgsmål, om Bestseller ville skrive under.
”Vi har i virkeligheden kun snydt os selv ved at vente med at skrive under, fordi vi har mistet indflydelse på aftalen,” konstaterede Mogens Werge.
Trods spekulationer om, hvorvidt den internationale aftale risikerer at gøre det dyrere at source fra Bangladesh, ville Bestseller ikke umiddelbart flytte produktionen videre:
”Vi kigger hele tiden på nye markeder, men aftalen får ikke Bestseller til at overveje at flytte videre til Vietnam eller andre steder,” forsikrede Mogens Werge.
En Herkules-opgave
Philip Jennings generalsekretær i UNI Global Union kaldte arbejdet med at forbedre sikkerheden for de 4,6 millioner tekstilarbejdere i Bangladesh ’en Herkules-opgave’ ikke mindst i lyset af landets massive korruptionsproblemer.
Han tilføjede, at han var begejstret for at se, at det var de store danske virksomheder, der nu vil underskrive og kaldte dem ’The Great Dane of retail’.
Ifølge Jennings har 66 mode- og tekstilvirksomheder på verdensplan nu underskrevet aftalen, der dermed dækker omkring halvdelen af Bangladesh’ tekstilproduktion.
Til gengæld var de mange små og mellemstore virksomheder, der dominerer den danske mode- og tekstilindustri, stadig ikke overbevist om fordelene ved at underskrive aftalen. På mødet blev der rejst forslag om at etablere en mekanisme, der kan støtte mindre virksomheders deltagelse i aftalen.
Danske virksomheder importerede sidste år beklædningsvarer fra Bangladesh for 2,4 milliarder kr.
Handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr (SF) har flere gange opfordret de danske tøj- og tekstilvirksomheder til at skrive under på den bindende internationale aftale – og til at gå forrest i kampen for en mere bæredygtig produktion.
”Der er positivt, at flere danske virksomheder i dag har besluttet, at de vil skrive under på den internationale aftale. Vi løfter nu engang bedst i flok,” sagde Pia Olsen Dyhr i dag.
Organisationen Workers Rights Consortium, der beskæftiger sig med arbejder-rettigheder, vurderede tidligere på måneden, at 60 øre mere pr T-shirt ville være nok til at sikre et ordentligt brandtilsyn på samtlige af Bangladesh’ 4500 tekstilfabrikker.
På fredag skal mode- og tekstilbranchen endnu engang diskutere bæredygtig produktion i Bangladesh, når Udenrigsministeriet inviterer til informationsmøde om den danske partnerskabsaftale, der forpligter danske virksomheder til at øge etisk handel, forbedre arbejdernes rettigheder og sikkerhed – herunder arbejde for en højere minimumsløn – samt arbejde for en grønnere produktion.