Bangladesh med i frihandelszone

Redaktionen

Udenrigsministeren i Bangladesh, Moshed Khan, fastslog mandag, at landet snarest vil tilslutte sig en frihandelsaftale, som netop er indgået mellem 6 lande i Sydasien og Sydøstasien, skriver Berlingske Tidende tirsdag.

Aftalen vil skabe et frihandelsområde med næsten 2 milliarder mennesker i 2017. De andre lande i samarbejdsorganisationen, BIMST-EC, blev enige om aftalen i weekenden på et møde i Phuket i Thailand.

Udover Bangladesh vil frihandelsområdet omfatte Sri Lanka, Burma, Nepal, Bhutan, Indien og Thailand.