Barbara Moleko går på gaden og samler ind til verdens fattigste kvinder

Laurits Holdt

”Jeg har med egne øjne set, at hjælpen nytter, og hvis vi alle giver en smule, kan vi komme rigtig langt,” siger sangerinden Barbara Moleko, der netop har været i Uganda med Folkekirkens Nødhjælp som opvarmning til organisationens landsindsamling.

Den danske sangerinde Barbara Moleko besøgte i februar Uganda for Folkekirkens Nødhjælp. (Foto: Thomas White)

Da Barbara Moleko var 12 år gammel, flyttede hun fra Mozambique til Danmark. Hendes danske mor og sydafrikanske far havde igennem en årrække arbejdet med humanitært og rettighedsbaseret arbejde i Afrika, men nu var tiden kommet til at prøve noget nyt, og familien valgte at slå sig ned i Vanløse ved København, fortæller Folkekirkens Nødhjælp i en pressemeddelelse.

Barbara Moleko faldt hurtigt til. Hun kom i skole, lærte dansk og fik danske venner, men selv om den nye tilværelse var spændende, havde hun svært ved at slippe Afrika. Trods sin unge alder var hun meget bevidst om aldrig at glemme sine afrikanske rødder.

Tilbage til rødderne

I slutningen af februar fik Barbara Moleko mulighed for at rejse tilbage til Afrika. Som ambassadør for Folkekirkens Nødhjælps årlige landsindsamling har hun netop været i Uganda for at besøge projekter, der styrker kvinder og deres rettigheder. Indsamlingen falder den 8. marts – på kvindernes internationale kampdag, og pengene går i år til kvinder i verdens fattigste lande.

”Jeg har længe gerne villet lave noget for en organisation, der gav mening, og med Folkekirkens Nødhjælp kommer vi ud til rigtig mange mennesker. Det vil jeg gerne være en del af. Det ligger mit hjerte meget nært at give der, hvor man kan, og lige præcis det med at gå rundt og samle ind er noget, som de fleste af os har mulighed for. Jeg ser meget frem til indsamlingen d. 8. marts og håber, at min medvirken kan være med til at få endnu flere til at støtte op om dette gode formål,” siger den 28-årige sangerinde.

”Og nu har jeg med egne øjne set, at hjælpen virkelig nytter, og hvis vi alle giver en smule, kan vi komme rigtig langt,” siger hun.

Stærke rollemodeller

På sin rejse til Uganda besøgte Barbara Moleko kvinder, der i årevis har været undertrykte, men som i dag har fået uddannelse, selvtillid og mod til at bryde den sociale arv. Hun har mødt kvinder, der er vigtige rollemodeller i kampen mod kvindelig omskæring og misbrug, og hun har mødt kvindegrupper, der har oprettet låne/spare-grupper, så de i fællesskab er stærkere og bedre kan modstå tørke og sygdomsperioder.

Men rejsen bød også på mere barske oplevelser, som dyb fattigdom og hungersnød, og for Barbara Moleko, som er mor til en lille datter på halvandet år, har mødet med de mange sultne og underernærede børn gjort særligt indtryk.

Holdbar udviklingshjælp

”Det var så voldsomt, at det var svært at tage ind. Den sidste dag brændte det lidt sammen for mig. Jeg følte mig magtesløs og havde svært ved at forholde mig til, hvad jeg skulle gøre. Når man hører et barn græde så inderligt, og man ved det er på grund af sult, så knuser det ens hjerte. Jeg havde lyst til at tage alle børnene med hjem, og jeg havde lyst til at pakke en kæmpe madpakke og komme tilbage næste dag og give det til dem. Men jeg kan godt se, at det ikke er en løsning. Det er ikke en løsning at vende folk til, at de passivt får mad og drikke. Det kan være nødvendigt, når der er tale om store katastrofer, men ellers handler det om at skabe muligheder og udvikling. Jeg så, hvordan det virker og hvordan det kan påvirke et helt samfund. Netop de positive oplevelser opvejede på mange måder de voldsomme oplevelser. Det gjorde, at der er en følelse af håb for en bedre fremtid,” siger hun.

Om Barbara Moleko

28-årige Barbara Moleko har de seneste år opnået stor succes på den danske musikscene med blandt andet numre som ’Gør mig lykkelig’ og ’Dum for dig’. I efteråret deltog hun desuden i TV2s underholdningsprogram ”Toppen af poppen”, hvor hun både tog de øvrige deltagere og ikke mindst tv-seerne med storm.

Man kan gøre Barbara Moleko selskab og melde sig som indsamler den 8. marts på indsamler.nu