Jørgen Harboe
Jørgen Harboe (født 1943) har over 40 år på bagen som udviklingsjournalist og forfatter med særlig fokus på Sydasien.
Han har også haft fingrene nede i det praktiske udviklingsarbejde som projektkoordinator i Bangladesh, menneskerets-monitor i Rwanda og våbenhvile-observatør i Sri Lanka.
Desuden har han deltaget i solidaritetsarbejde omkring Den Tredje Verden i Danmark og været med til at starte både de danske udviklingsjournalisters forening, Nairobiklubben og Timbuktufonden, der støtter journalistik og oplysningsarbejde om udvikling og globalisering.
Dansk udviklingsbistand skal fremover baseres på frygt. Frygt for, at de fattige sværmer ind over os som græshopper og æder vores velstand.
Det må være konklusionen på et interview, udenrigsminister Kristian Jensen (V) gav efter at have deltaget i et topmøde i Den Afrikanske Union i Addis Abeba sidst i januar.
Her testede Kristian Jensen sine afrikanske ministerkollegers villighed til at tage deres statsborgere tilbage, efter at borgerne forgæves havde søgt asyl i Danmark og andre europæiske lande. Den vilje var begrænset, sagde den danske udenrigsminister jf. internetmagasinet Altinget.
Ministeren bebudede derfor, at han ville bruge udviklingsbistanden som middel til at gøre de fattige udviklingslande mere hjælpsomme, når Danmark ønsker at skaffe sig af med uønskede immigranter og asylansøgere.
’Vi vil hjælpe dem mod, at de er klar til at tage imod dem, der ikke har lovligt ophold i Danmark’, siger Kristian Jensen jf. Altinget.
Altså u-landsbistand begrundet i frygt for folkevandring fra fattige områder til Danmark og andre rige lande. Og – må man formode – afslag på bistand til de fattige lande, der ikke vil hjælpe det rige Danmark af med uvelkomne gæster.
Panikreaktion
For mig viser Kristian Jensens udtalelse på det afrikanske topmøde, at vi har et skrigende behov for at diskutere hvorfor vi giver udviklingsbistand i Danmark. Et er, at vilkårene har ændret sig dramatisk, både i vores eget land og i de lande, vi ønsker at hjælpe, men hvis selve motivet for at yde bistand drejer sig 180 grader, giver det så overhovedet mening at tale om udviklingsbistand?
Jeg synes, at svaret er nej. Hvis Kristian Jensen kommer igennem med sit forslag, bliver bistanden et omvendt hjælpeprojekt: bistanden skal bruges som et forsøg på at bestikke de fattige lande til at løse et dansk udviklingsproblem, som vi ikke selv kan klare uden deres hjælp.
Den form for bistand vil jeg ikke kendes ved, og jeg vil heller ikke være fortaler for den. Jeg anser den simpelthen ikke for at være udviklingsbistand, selv om den nok så meget får Danida som afsender.
Jeg vil gætte på, at mange andre har det på samme måde. Derfor mener jeg, vi har brug for at genoptage debatten om, hvorfor vi engagerer os i de fattige lande. Uden folkelig debat og uden forsøg på at etablere en fælles platform er det alt for let for Kristian Jensen og andre med samme sindelag at forandre det, der engang var tænkt som en global medmenneskelig indsats til en modbydelig perversion.
Folkevandringen op mod Europa en realitet, og det er absolut nødvendigt at søge holdbare løsninger på de problemer, den fører med sig. Men det er absurd at kalde kejtede forsøg på at håndhæve et adgangsforbud vendt mod de fattige for udviklingsbistand. Det er snarere en panikreaktion.
