Et begravelsesoptog gennem København viser lørdag (01.08.09) den irakiske skuespillerinde, Siham Alwan, en sidste ære, skriver DR online.
Siham Alwan døde torsdag, 58 år, af kræft. Arrangørerne venter, at 500 mennesker og 80 biler vil deltage i optoget. Det udgår lørdag eftermiddag fra Verdenskultur Centret i Nørre Alle på Nørrebro og bevæger sig gennem Københavns gader til Vestre Kirkegård mellem Vesterbro og Valby, hvor bisættelsen finder sted.
Siham Alwan arbejdede i 1970erne på Folkets Teater i Bagdad, men måtte flygte i 1978 på grund af politisk forfølgelse. Først til Libanon og Syrien, og i 1989 kom hun med familien til Danmark, hvor hun fortsatte sit virke som skuespillerinde.
I 1992 blev Siham Alwan udnævnt til Årets Flygtningekunstner, og hun har medvirket i flere film, bl.a. Ole Christian Madsens “Pizza King” og Jesper Troelstrups “På flugt”.