Kommentar af Trygve Ølfarnes, UNDP
Det er nødvendigt at styrke befolkningernes modstandsdygtighed i de kriseramte områder i Syrien og i nabolandene. Det kræver nytænkning af hvordan donorerne bedst kanaliserer deres bistand, skriver Trygve Ølfarnes.
Den 31. marts mødes repræsentanter fra Danmark og andre donorlande i Kuwait City for at tilkendegive deres forsatte støtte til den krigsramte befolkning i Syrien, samt til nabolandene, som har taget imod et stort antal flygtninge fra Syrien.
Krisen i Syrien er gået ind i sit femte år. Siden 2011 har 220.000 mennesker mistet livet. Mere end 12,1 millioner mennesker – heriblandt mere end fem millioner børn – lever som flygtninge eller er internt fordrevet. Økonomien er i frit fald – tabet anslås til 1025 milliarder kroner i løbet af de sidste fire år. Nabolandene og de lokale værtssamfund kæmper for at klare den massive strøm af flygtninge.
Den nationale beredskabskapacitet og den traditionelle humanitære indsats er ved at nå sit bristepunkt. Stabiliteten i lokalsamfundene og den sociale sammenhængskraft er i alvorlig fare og udgør en trussel mod hele regionen – og potentielt også mod resten af verden.
Påvirker alt
Konflikten i Syrien påvirker stort set alle aspekter af livet i landet og i hele regionen. Situationen har udviklet sig fra at være en humanitær krise til at være en langvarig menneskelig udviklingskrise. Syrien er gået fra at være et mellemindkomstland til at have en fattigdomsrate på 75 procent. Mere end fire millioner mennesker lever i ekstrem fattigdom, og hovedparten af syrerne har mistet deres eksistensgrundlag.
De allerede sårbare nabolande er også under hårdt pres; deres udviklingsfremskridt er truet af stigende arbejdsløshed og øget kamp om knappe ressourcer, såsom vand og adgang til skole og sundhedsydelser.
I forhold til deres egen befolkningsstørrelse har Jordan og Libanon taget imod den højeste andel flygtninge på verdensplan. Sammen med andre værtslande som for eksempel Irak, Egypten og Tyrkiet, bidrager de med flest ressourcer for at løse krisen.
Den øvrige bistand
Situationen har alvorlige sociale og økonomiske konsekvenser for værtslandene. Den påvirker deres egen stabilitet og bremser landenes hårdt tilkæmpede udviklingsfremskridt.
Traditionel humanitær bistand er ikke længere nok, så FN’s Udviklingsprogram (UNDP) arbejder tæt sammen med nationale og internationale aktører, samt med andre FN-organisationer for at skabe en ny dagsorden for Syrien-krisen, der i langt højere grad fokuserer på opbygning af folks modstandsdygtighed i de berørte områder.
Sidste år støttede UNDP for eksempel over 2,3 millioner syrere gennem etablering af nye jobs og genopbygningsprojekter. Organisationen gav også direkte støtte til 387 små- og mellemstore virksomheder og skaffede livsnødvendig medicin til AIDS- og tuberkulosepatienter.
Den nye dagsorden fokuserer på opbygning af modstandskraft og overlevelsesevne. Det samlede budget for planen er 58,7 milliarder kroner.
Andre kanaler
For at gennemføre planerne kræver det, at donorlandene nytænker, hvodan de kanaliserer deres bistand. Der er behov for mere koordineret støtte og for forbedret samspil mellem donorernes humanitære, udviklings-, sikkerheds- og udenrigspolitiskekontorer, samt større inddragelse af civilsamfundet og den private sektor. Det vil kunne fremme en mere helhedsorienteret tilgang, som ikke blot fokuserer på kortsigtede behov, men også på de mere langsigtet.
Som krisen i Syrien trækker ud og bliver stadig mere kompleks er der brug for at se på bistanden i et nyt perspektiv.
De mennesker, der er ramt af konflikten har naturligvis brug for mad, husly, vand, medicin og beskyttelse; men de har også brug for støtte til at genopbygge deres liv, til at uddanne deres børn, til at genoprette sundhedsydelser og til at styrke den sociale sammenhængskraft i fragmenterede fællesskaber.
Den internationale donorkonference i Kuwait giver det internationale samfund en vigtig mulighed for at fremme en mere langsigtet og strategisk tilgang at yde støtte på.
Trygve Ølfarnes er vicedirektør for UNDPs nordiske kontor
