Beijing har store planer om et grønt Vinter-OL i 2022

2022-olympics-beijing1
Thomas Jazrawi

Den olympisk vinterflamme er netop blevet videregivet fra Pyeongchang i Sydkorea til Beijing. 

De kinesiske værter har planer om at gøre arrangementet med de mange sportsgrene i sne og is til det grønneste nogensinde.

Det skriver Climate Action. 

Den kinesiske hovedstad havde værtskabet i 2008, men dengang var det sommerlegene. 

En af Kinas planer er at genbruge stadioner fra den tidligere afholdte olympiade. En kritik af bæredygtigheden ved OL har ofte været, at der bliver bygget stort, fashionabelt og exceptionelt, men de fornemme stadioner kommer derefter til at stå ubrugte hen. “Hvide elefanter”, som man kalder det i Brasilien, der havde værtsskabet i 2016. 

Gensyn med Birds Nest

Kina vil anvende de eksisterende konstruktioner fra 2008, herunder den berømte “Fuglerede” (Birds Nest), som var ramme for både åbningen og den afsluttende ceremoni. 

Kina vil også bygge en bydel med en meget begrænset udledning af klimaskadelige gasser. 

Den asiatiske stormagt har bl.a. underskrevet en samarbejdsaftale med det internationale agentur for vedvarende energi (IRENA), som skal hjælpe med at skabe en “olympisk zone med lave emissioner af kulstof”. Det foregår i nabobyen Zhangijakou, som er med i planerne for olympiaden og har et mål om at få 50% af sin energi fra vedvarende kilder i 2020 – to år før byen byder verden til de mange konkurrencer i de vinterlige sportsgrene.