Lars Zbinden Hansen skriver fra Adjarra
Danmark har i 17 år støttet Benins vej- og transportsektor. Nu 1,2 milliarder kroner senere runder man af ude på landet: på bivejene.
Vi er lige steget ud af Land Cruiseren med de diplomat-plader, der snart forsvinder fra det offentlige rum i det lille vestafrikanske land, Benin.
Nummeret 17 CD 34 RB er med 17-tallet en indikation af, at her kommer den kongelige danske ambassade. Så længe det varer.
Når nøglen drejes for sidste gang i ambassaden i Cotonou engang i slutningen af 2014, er pladerne formentligt for længst afleveret i det beninske udenrigsministe-rium og bilen solgt.
I mellemtiden har den nu seks år gamle firhjuls-trækker kørt Benins hovedveje tynde og kan sammen med ambassadens ansatte og stribevis af besøgende fra Danmark bevidne, at landets største transport-arterier er i forholdsvis god stand sammenlignet med så mange andre steder i Afrika.
I de her dage kan man i hvert fald køre fra syd til nord i det langstrakte land uden at ramle ind i alt for mange ”pot holes”.
Vor sidste indsats
Men den kraftige diesel-bils største udfordring har altid været at rumle og bumle ad uendelige, hullede jordveje – på bivejene – og den udfordring bliver nok en kende større de næste halvandet år.
For det er herude – ”off the beaten track” – at Danmark lægger sin sidste indsats på transportområdet.
52.000 kilometer mangler der, før Benin kommer bare tilnærmelsesvis i nærheden af europæisk standard med sine biveje. Det er det tal, som ambassaden angav i sin sidste projektansøgning til U-landsstyrelsen i København.
Her anmodede man om 100 millioner kroner til ”anlæg og vedligehold af 10.000 kilometer biveje, 600 kilometer vandveje og 50 anløbsbroer i 76 af Benins 77 kommuner”.
Bevillingen gik igennem, og for små to uger siden blev aftalen om det sidste transport-samarbejde mellem Danmark og Benin underskrevet med den beninske finansminister.
Et multi-modalt projekt
Det er med disse ”udfasende kendsgerninger” at vi nu står ved siden af den godt tjente Land Cruiser og kigger ned ad et langt stykke ryddet skov, hvor en tidligere vandresti er blevet lavet om til en fin og glat jordvej – pænt buet opad på midten og med grøfter langs kanterne, så vandet kan løbe væk i regntiden.
Det er et såkaldt ”multi-modalt” projekt, siger den beninske projektkoordinator Nadege Nassaza. Den tekniske glose kommer sig af, at bivejen består af cirka 2 kilometer landevej og 1 kilometer flodvej midt i, forklarer hun.
Pointen med bivejen er oplagt. Den forbinder en lidt større vej med byen Adjarra 3 kilometer borte, og Adjarra er med sine cirka 65.000 indbyggere simpelt hen handelsstationen for hele oplandet.
Med den nye vej, der blev færdig i februar, slipper småbønderne for en omstændelig omvej på over 10 kilometer for at få deres varer fragtet over til byen.
De sparer både tid og penge, eftersom transport over det lange stræk også var dyr. Nadege siger, at bønderne nu sparer omkring 60 procent i udgifter til transport.
Lokalt ansvar
Før selve vejbyggeriet gik i gang, var Nadege herude i felten for at undersøge, om befolkningen nu også var parate til at leve op til projektets krav om ”decentralisering” og om ”en deltagende tilgang”.
Hun skulle sikre, at de lokale borgmestre og landsby-overhoveder tog ansvar for projektet og ikke mindst for vedligeholdelsen, mens lokal-befolkningen skulle konstruere selve vejen. Som modydelse modtog de løn fra projektkassen.
I en tidligere fase af transportprogrammet (fra 2005) betalte Danida cirka 30 millioner kroner i lønninger til lokalbefolkningen.
Det er penge, ”der giver bønder mulighed for at købe såsæd og erhverve eller leje større jordarealer”, som det hedder i en notits fra U-lands-styrelsen som en forudsætning for den allersidste danske indsats på transportområdet.
I samme notits skriver Styrelsen, at ”der ligger en væsentlig udfordring i inddragelsen af kommunerne, som ofte har lav kapacitet til planlægning og gennemførelse af offentlige arbejder”.
Nadege fortæller da også, at der har været en masse problemer her ved Adjarra-vejen med at få organiseret arbejdet.
Men det lykkedes til sidst for omkring 200 lokale beboere at få gjort den 3 kilometer lange vej færdig. Det tog tre måneder, og der blev kun brugt simple redskaber – ingen store anlægsmaskiner.
I Nadeges ”operationsområde” er der nu anlagt i alt 3 ”multi-modale” biveje, og i hele regionen er man oppe på i alt 200 kilometer vej.
På vandvejen
Hun er samtidig gået i gang med at ”sensibilisere” befolkningen i fire andre lokaliteter, og – siger hun – løber som ved Adjarra ind i problemer med borgmestre, der ikke kan blive enige om selv de mindste detaljer.
Hvor skal vejen føres – forbi hvilke huse? Hvem skal have tilbudt arbejdet med at lave vejen etc. etc.?
Det forklarer hun, mens Land Cruiseren standser for enden af den første kilometer og den første anlægsbro, der har et pænt depotrum, hvor bønderne kan oplagre deres varer undervejs til og fra markedet i Adjarra.
Her stiger vi sammen med seks kvinder med bundter af træ og bananer og andre frugter ombord i en lang træ-båd (piroque) med plads til 18 mennesker.
Det står der i hvert fald på indersiden af træværket, selv om det er tvivlsomt, om båden ville kunne klare 18 tungt belæssede afrikanske kvinder. Og dem er det jo – kvinderne – der slæber, også her ved Adjarra.
Vi lader os fragte ned af ”Den Sorte Flod”, som den hedder, mens manden, der stager os fremad, underholder Deres udsendte med at fortælle, at der ikke er krokodiller i floden. ”Kun en del varan-arter”, siger han.
Vejen snævrer ind
En kilometer længere fremme lægger vi til ved den næste anløbsbro. Ligesom broen, vi forlod i den modsatte ende af floden, er denne konstrueret i solidt cement og med pæne nye trætrapper ned til vandet.
Her er der intet depotrum som i den anden ende af vandvejen, og det gjorde ifølge Nadege borgmesteren i Adjarra ganske knotten. Hvorfor i den ene ende og ikke i den anden?
Til gengæld er der etableret et lille skur med masonit-tag, der fungerer som ”voodoo-rum”, som man ikke havde i den modsatte ende. Det krævede befolkningen, før de overhovedet ville gå i gang med arbejdet, forklarer Nadege.
Den sidste kilometer op ad bakken og ind i Adjarra snævrer projektet sig i bogstaveligste forstand ind. Vejen bliver smallere og smallere. Det skyldes, at beboerne satte sig imod, at huse skulle rives ned for at give plads til vejen.
Det er altså en god gang slalomkørsel mellem husene, inden vi havner direkte inde på Adjarras enorme marked med dets liv og leben, musik og råben.
Her på ugens store markedsdag, torsdag, er hundredvis af kvinder i farvestrålende lændeklæder i gang med at faldbyde deres varer. De kommer fra nær og fjern – mange af dem nu en omvej mindre.
Fakta:
Danida har støttet Benins transportsektor siden 1995, og den samlede støtte til og med udgangen af 2013 løber op i 1,2 milliarder kroner
Den sidste fase (2012-2013) har udover bivejs-projektet som mål at støtte forvaltningen i det beninske transportministerium, en særlig vejfond og i kommunerne.
Transportsektorprogrammet var oprindeligt tænkt som et større femårigt program, men er nu blev omlagt til to år for at sikre udfasningen inden udgangen af 2013.
Danida har indgået et delegeret partnerskab med den ledende donor på transportområdet, EU, der også i fremtiden vil yde støtte til transportsektoren sammen med Verdensbanken og den Vestafrikanske Udviklingsbank.
Hollænderne overvejer at inddrage støtte til biveje i deres bistandsprogram for Benin.
Danidas bivejsprojekt falder på et forholdsvis tørt sted: Benin regering har for 2011 afsat 4,5 milliarder kroner til transportsektoren, hvoraf kun 75 millioner går til biveje.
————
Journalist Lars Zbinden Hansen korresponderer til U-landsnyt.dk fra Vestafrika. Han er bosat i Lomé i Togo.
