Danmark skal yde bidrag til FNs fredsbevarende operationer i Afrika. Men ikke for enhver pris, skriver Berlingske Tidende indledningsvis i sin leder mandag. Bladet fortsætter:
SOM MEDLEM AF FN – og af mange andre gode grunde – skal Danmark naturligvis yde et ordentligt bidrag, både økonomisk og militært, til sikring af fred og udvikling.
Med tilsagnet om støtte til FN følger reelt også et tilsagn om at støtte i Afrika, hvor de fleste konflikter og nødlidende befolkninger findes. Det er her, der er fast arbejde til størstedelen af FNs 83.000 udsendte soldater og civile.
Derfor har Danmark i varierende omfang haft soldater i Afrika siden midten af 1960erne. I de seneste 6 måneder har et halvt hundrede danske soldater gennem den dansk-inspirerede FN-brigade SHIRBRIG været med til at opbygge FNs mission i det borgerkrigshærgede Sudan.
Men som det er fremgået af beretningerne fra Sudan, er det ikke blot klimaet, geografien og de stridende parter, der skaber udfordringerne i Sudan. Det er i høj grad FN selv, der skaber vanskelighederne i form af bureaukrati og mangel på politisk vilje til at føre beslutninger ud i praksis.
FN-brigaden er i sig selv ikke så lidt af en fiasko. Ideen var ellers rigtig: En række lande skulle forpligte sig til at stille en brigade på 4.500 mand til rådighed, så den kan udsendes med en måneds varsel til konfliktområder.
En af idemændene var daværende forsvarsminister Hans Hækkerup, hvis gode ven, FNs generalsekretær Kofi Annan, markerede oprettelsen ved at møde op til parade på Livgardens kaserne nord for København.
Men nu da brigaden står over for sit 10 års jubilæum, kan man konstatere, at brigaden kun har været anvendt delvist og kun 2 gange. Årsag? Mangel på politisk vilje blandt deltagerlandene til at levere styrkerne, når det kommer til stykket.
Det bør Dannmark tage konsekvensen af og droppe deltagelsen. Det skaber ikke respekt for dansk FN-engagement at fastholde et projekt, som åbenlyst ikke fungerer.
Det skaber heller ikke respekt for FN-engagementet at finde sig i bureaukrati og dårlig ledelse i FN-systemet. Tværtimod skaber den slags forhold modvilje mod FN. Danmark kan ikke som USA sætte økonomisk magt bag krav om reformer, men kan dog selv beslutte, hvor og under hvilke betingelser Danmark yder støtte.
Blandt betingelserne må være, at de afrikanske lande i højere grad selv bidrager til at løse kontinentets egne konflikter. Med etableringen af Den Afrikanske Union har landene taget et skridt i den rigtige retning, men der er meget langt til en rimelig balance mellem egen indsats og støtte udefra.
De afrikanske lande råder over et par millioner soldater, men kan dårlig nok indsætte og forsyne deres beskedne styrke på omkring 7.000 soldater i Darfur. Det skal regeringen påtale højt og klart. Danmark skal bidrage i Afrika – men ikke for enhver pris, slutter Berlingske sin leder.
Lederen stod i Berlingske Tidende mandag den 5. december 2005..