Den sidste legitimering af Irak-krigen hed indførelsen af et demokrati. Det er endnu alt for tidligt at sige, at den ny forfatning ikke peger den vej, noterer Berlingske Tidende på lederpladss tirsdag og fortsætter:
PÅ FALDEREBET for et udkast til Iraks nye forfatning spørger mange sig selv, om irakerne overhovedet ønsker demokrati. For det, irakerne er i færd med at udforme, det kan vel ikke være dét, som Saddam Hussein blev væltet for at opnå?
Det vantro spørgsmål er absolut forståeligt.
Saddam Hussein blev fjernet, fordi diktatoren ikke tilfredsstillende kunne garantere FN, at han ikke besad masseødelæggelsesvåben. Men ikke mindst fra USAs side var det også en udtalt forventning, at invasionen tillige kunne give skubbet til en demokratisk udvikling i Irak og i videre perspektiv i Mellemøsten som sådan.
Det håb delte og deler denne avis. Irakere og andre nationer i den despoti-plagede region fortjener samme muligheder for at opbygge frie samfund som alle andre.
Men det er også rigtigt, at demokrati-håbet blev mere fremtrædende som del af forsvaret for Irak-invasionen, efterhånden som det stod klart, at Saddam ikke havde de våben, han bevisligt havde haft, og som begrundede krigen imod ham.
Et demokratisk gennembrud i Irak kunne, med andre ord, retfærdiggøre en krig, som de fleste europæere (i vidt omfang med urette) ellers anså for forfejlet. Forfejlet, fordi dens hovedbegrundelse faldt bort, da det stod klart, at Irak ikke lå inde med de heftigt annoncerede våbenlagre.
Hvis det så også ender med et amputeret demokrati, så er det vel det endelige bevis på, at hele Irak-affæren har været en fatal misforståelse?
Et amputeret demokrati bliver det – i gængs vestlig forstand. Derom er der næppe tvivl.
Irakernes religion, islam, står til at få en central rolle i forfatningen. Kvindernes rettigheder og rolle i samfundet tegner i konsekvens heraf til at blive ringe. Det er med al mulig grund, at irakiske kvindeorganisationer i de seneste uger har demonstreret i Bagdad imod udsigten til, at landets nye forfatning vil indeholde kvindeundertrykkende elementer af islamisk religiøs ret, sharia.
At forfatningen i den henseende for så vidt kun vil formalisere, hvad der i forvejen har været tradition og folkelig praksis i størstedelen af det irakiske samfund, kan ikke være nogen trøst.
Men på dette som på andre områder, hvor en irakisk grundlov vil blive en massiv skuffelse for de mere renskurede vestlige forhåbninger, må man også bede om et gran af realisme. Og at man holder fast i det utrolige, der faktisk er ved at ske.
Hvis irakerne indfører en styreform, man lidt spidst kan kalde islamisk demokrati, så må man konstatere, at det er, hvad irakernes folkevalgte repræsentanter har ønsket.
Det er ikke tilfredsstillende. Men det er altså det bedst opnåelige. Og det er helt rimeligt at holde fast i, at der stadig er tale om et kolossalt fremskridt i forhold til Saddam Husseins blodige klanbaserede diktatur.
For skuffede vestlige iagttagere bliver det en personlig opgave ikke at lade det bedste være det godes værste fjende, når det gælder Irak.
Skulle USA og den øvrige vestlige koalition forkaste den demokratiske proces i Irak, fordi irakerne i første omgang vælger en model, der ikke falder i vores smag?
Dét ville om noget være at underkende irakernes suverænitet i deres eget land.
Og igen: Det er faktisk utroligt, hvad der sker. En befolkning, som for godt to år siden levede i frygt og total underkuelse, har allerede gennemført ét demokratisk valg. Irakerne, mænd og kvinder, valgte i januar med overvældende valgdeltagelse og trods trusler om terror deres lands første folkevalgte parlament.
Processen er i gang. Ingen dele af det religiøst og etnisk opdelte land vil risikere egen indflydelse ved at nægte de andre deres.
Landets hidtil undertrykte befolkningsflertal, shiaer og kurdere, har alle enormt meget at vinde ved den demokratiske proces. Løbende opinionsmålinger blandt irakerne viser, at de ønsker demokrati, mulighed for at afsætte en regering, borgerrettigheder og ytringsfrihed.
Vedtagelsen af en legitim forfatning ved en folkeafstemning vil være et stort skridt på vejen for Irak. Det vil ikke få terroristerne til at stoppe deres massakrer. Men det vil fortælle dem, at deres kamp for at vinde kontrollen med landet får det endnu sværere fremover, slutter avisen.
Lederen stod i Berlingske Tidende tirsdag den 23. august 2005.
