Det er ren signalpolitik at dobbelt-forbyde tortur. Men måske skal strafferammerne overvejes, konkluderer Berlingske Tidende i en leder lørdag, der her gengives i sin helhed:
EFTER LANG TIDS modstand har justitsminister Lene Espersen (K) givet efter og bedt Straffelovrådet om at overveje, om tortur skal være forbudt i den danske straffelov.
Forhåbentlig vil rådet opdage, at tortur faktisk i forvejen er forbudt. Der er vel en pæn lille håndfuld paragraffer i straffeloven, herunder voldsparagrafferne, som tortur falder ind under, så hvorfor skal tortur nu være ekstra forbudt?
Man mindes forløbet, da kvindelig omskæring skulle ekstra-forbydes i dansk lovgivning, desuagtet at kvindelig omskæring naturligvis i forvejen var strafbart. Meningen med dette forbud var da også kun at »sende et signal« til visse indvandrermiljøer.
Det er vist også signalgivning, vi er ude i denne gang. Flere af justistsministerens argumenter har i hvert fald ikke meget med jura at gøre.
F.eks. er hun optaget af, at det er lykkedes Amnesty International at indsamle 145.000 underskrifter til fordel for et forbud mod tortur.
Men lovgivning foregår ikke via underskriftindsamlinger. Og hvordan mon i øvrigt teksten på underskriftslisterne var udformet: “Undertegnede, der godt ved, at tortur er strengt forbudt, går alligevel ind for, at det bliver forbudt en ekstra gang, fordi det vil tage sig pænt ud i udlandet” – sådan mon? Nej, vel.
Desuden nævner justitsministeren, at Norge har sådan et eksplicit torturforbud. Men i norsk lovgivning har man nu mange bestemmelser, som vi ikke kunne drømme om at indføre herhjemme, så det er ikke et argument, der bør tages alvorligt.
Men det vil bestemt se pænt ud med et torturforbud – medmindre det da får nogen til at tro, at tortur indtil nu har været tilladt i Danmark.
Det er bare ikke straffelovens opgave at tage sig ud og være et »signal«; signalgivning skal politikerne hellere overlade til Banedanmark.
Kun et enkelt argument har nogen substans, nemlig at straffelovens forældelsesbestemmelser har tvunget statsadvokaten til at droppe i alt tre tortursager.
Straffeloven blev ellers ændret så sent som i foråret, så forældelsesfristen nu stiger med forbrydelsens strafferamme. For grov vold er strafferammen seks år og forældelsesfristen 10 år, og det gælder både privat vold og vold i statsligt regi – tortur.
Så hvis Danmark er “et fristed for torturbødler”, som det så manende udtrykkes, så er det også en sikker havn for almindelige voldsforbrydere.
Hvis man mener, at lige præcis tortur skal have længere forældelsesfrist, skylder man almindelige voldsofre en forklaring på, at netop deres gerningsmænd skal kunne slippe af krogen efter ti år.
En bedre idé var det at tage alle straffelovens forældelsesfrister op til overvejelse.
Men man bør tænke sig om; der er jo en grund til, at man har bestemt, at forbrydelser skal forældes efter en vis tid, f.eks. et hensyn til retssikkerheden. Det hensyn forsvinder ikke, uanset Amnestys underskrifter, slutter Berlingske.
Lederen stod i Berlingske Tidende lørdag den 26. november 2005.
