Bertel Haarder: Slut med at tage fra de store NGOer og give til de små

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Integrations- og udviklingsminister Bertel Haarder (V) siger i et interview i den seneste udgave af Folkekirkens Nødhjælps Nyhedsbrev, at den hidtidige politik under VK-regeringen med at give mere til de små frivillige u-landsorganisationer og tage fra de store – såsom Nødhjælpen, Røde Kors m.fl. – nu er sat i stå.

Udviklingsministeren understreger, at han ikke deler holdningen om, at de penge, som NGOerne får fra Danida, som princip skal “spredes ud”, sådan at der bliver mindre til de store og mere til de små NGOer.

– Så det projekt har jeg sat i stå. Jeg synes ikke, at vi skal indføre “progressiv beskatning”, sådan at man tager fra de store og giver til de små. Hvis nu de store er dygtige, hvorfor skal vi så tage fra dem? siger Bertel Haarder, som understreger, at han har meget stor respekt for den kompetence, der er opbygget i de store organisationer.

Bertel Haarder lægger vægt på, at NGOerne i højere grad skal stimuleres til koordination og samarbejde og til at man foretager en vis arbejdsfordeling – også i arbejdet ude.

– Det, der taler til fordel for de små NGOer, er naturligvis, at man kan hjælpe fornyelse på vej, siger udviklingsministeren, der selv har været formand for en lille NGO, Nødhjælp til Kosova.

– Den skyndte jeg mig at nedlægge og overdrage til Folkekirkens Nødhjælp, da jeg opdagede hvor mange, der opererede på feltet, og hvor dygtigt Folkekirkens Nødhjælp arbejdede med præcist de samme ting. Hvorfor skulle vi så rende og falde over hinanden.”