Det var en aften i Harare, vist nok i 1993. MS-formanden var i byen, og koordinatoren havde inviteret til middag, danske gæster sammen med lokale ansatte og nogle politiske pinger fra regeringspartiet, vi betragtede som gode og nødvendige venner. Iblandt dem Stan Mudenge, som tidligere havde levet i eksil i Lesotho med hjælp fra Mellemfolkeligt Samvirke, nu minister for højere uddannelse i Mugabes regering. En stor mand i fysisk forstand, med en slagkraftig og dominerende dyb mørk stemme; også en slagkraftig debattør, hvor han ofte udnyttede sin baggrund som historiker med speciale i Zimbabwes før-koloniale historie.
”Hvad kan man forestille sig, at regeringen vil foretage sig på jordområdet? Kan man eksempelvis forestille sig, at regeringen vil gribe ind over for ulovlige invasioner af de hvide farmeres jordbesiddelser?” spurgte Knud Vilby på et tidspunkt, efter at de indledende høfligheder var afløst af en rimelig kontant meningsudveksling om de bekymringer, vi som ngo-bistandsorganisation oplevede omkring landets udvikling i en stadig mere autoritær retning.
Mudenges klare svar var, at man ikke kunne forestille sig, at en sort regering ville gribe ind over for invasionerne. Det var trods alt jord, man havde kæmpet for i 70’ernes frihedskamp. Som historiker kendte han historien om Zimbabwes jord og de hvides rolle i fordelingen. Basta!
20 år senere huskede de Knud
Det var en diskussion, som sagtens kunne være løbet af sporet fra starten.
Men når jeg tænker tilbage på de år (1991-97), hvor Knud var formand for MS, slår det mig, hvor ofte han formåede at etablere rolige og rummelige samtaler om vanskelige emner mellem mennesker med meget forskellige positioner. Måske skyldes det delvist en medfødt eller i hvert fald naturlig beskedenhed, hvor personen aldrig får lov til at stå i vejen for sagen; og så helt sikkert, at få personer i vores kongerige betragtes som så grundlæggende troværdig af alle, også modstandere, som tilfældet er med Knud.
Det fik jeg endnu et bevis eller eksempel på for et par år siden, da jeg i Botswana mødtes med Gloria Somolekae, nu medlem af parlamentet, men godt tyve år tidligere medlem af det udvalg, MS havde etableret for at rådgive frivilligprogrammet. Hun deltog i nogle af de møder, Knud som formand og jeg som generalsekretær afholdt med partnere og frivillige rundt om i landet, da det var besluttet at lukke MS-programmet i Botswana.
Det var der ikke overraskende stor modstand imod. Mange lokale og frivillige oplevede, at MS lod dem i stikken, også Gloria.
”Men jeg husker fra dengang, at din formand stilfærdigt og ærligt forklarede os, hvorfor beslutningen var blevet taget, og at han svarede ordentligt på vores spørgsmål. Vi var uenige med ham, men vi satte pris på hans ærlighed,” forklarede Gloria.
Sådan husker jeg også selv Knuds år som formand i MS, og det var godt for organisationen.
Konkrete resultater
Det var ikke Knud, som opfandt begrebet ”folkestyret udvikling”, det gjorde John Degnbol-Martinussen, hans forgænger på formandsposten. Men der er ikke tvivl om, at de nævnte menneskelige kvaliteter bidrog afgørende til, at det lykkedes MS at gennemføre den nytænkning og modernisering af frivilligprogrammet, som var den afgørende udfordring i 90’erne. En mission, som jeg tror historikerne vil mene lykkedes i rimelig grad.
Beskedenheden forhindrer Knud i at gøre det store ståhej ud af sine personlige bidrag til denne og tilsvarende sager. Derfor vil man aldrig høre ham berette om hans efter min mening afgørende personlige rolle i én af MS’ mest succesrige initiativer nogensinde: etableringen af en ramme for global miljø- og katastrofebistand.
Der havde været klima- og miljøtopmøde i Rio de Janeiro. Den 1. oktober 1992 sendte MS et brev med formandens underskrift til Folketingets medlemmer. Den 18. december lå der en beretning, som blev bakket op af et flertal i tinget. Inden 2000 skulle rammen nå op på 0,5 procent af BNI – oveni den allerede vedtagne 1 procent til bistand. Knud forstod det politiske lobbyarbejdes snirklede veje, men at hans personlige integritet og troværdighed var lige så vigtig, er helt sikkert.
Ordentlighed og troværdighed præger også den del af Knuds virke, som en bredere dansk offentlighed kender til, nemlig de mange bøger og artikler, han har lagt navn til gennem årene – og heldigvis fortsætter han med at være produktiv.
Orker at holde fanen højt
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har betragtet Knuds udgivelser som en stærk inspiration i mit eget forfatterarbejde, og jeg havde i 70’erne og 80’erne den store glæde også at være redaktør på nogle af hans udgivelser. Hvor jeg stadig mindes, hvor let han var at arbejde sammen med sammenlignet med en hel del andre. Åben for nye forslag; ikke sur over at få kritik. Det har jeg, uden at det altid er lykkedes, forsøgt at tage ved lære af.
I sit bidrag til MS’ jubilæumsbog ”Man bliver aldrig den samme”, skriver Knud blandt andet.:
“Menneskemødet! Det lyder måske lidt småhøjtideligt, men det er jo grundlæggende det, der former livet for os alle sammen. Ikke alt var fantastisk, men nogle gange gik tingene op i en højere enhed. De forskellige elementer forenedes. Og så var det fantastisk.”
Så enkelt tror jeg i en vis forstand det er med Knuds tænkning og gøren. Han holder af mennesker, og han formår at skabe tillid. Han går ikke på kompromis med sine grundlæggende principper, og for ham handler det altid om mennesker.
Det skal han hyldes for. Og specielt i disse år synes jeg også, vi skal takke Knud for, at han orker at holde fanen højt. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at han vil fortsætte på den måde, og det er vi mange, som er glade for. På den ene eller anden måde er vi mange, som har Knud meget at takke for.
Tillykke med dagen, Knud!
