For en uge siden udkom bogen ”Vi tror vi kan måle alt. En historie om udvikling” af Bjørn Førde, tidligere generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke med meget, meget mere. Bogen handler om Mellemfolkeligt Samvirkes arbejde i Zimbabwe, hvad der kom ud af arbejdet og betydningen af møderne mellem zimbabwere og de udsendte danskere.
”En stor og værdifuld bog,” skrev Jørgen Harboe i sin anmeldelse, mens Kirsten Larsen ønskede sig en lidt dybere diskussion af de udsendte danskeres rolle i udviklingsarbejdet.
Bag næsten hvert stykke udviklingsarbejde står et stykke organisationsarbejde, og det arbejde bliver mere og mere surt i flere små organisationer, der er ved at blive kvalt i krav fra bankerne. Bankerne giver muligvis bureaukratiet en tand mere end nødvendigt for ikke at komme i klemme i lovgivningen om hvidvask af penge.
Siden den dansk-støttede invasion af Afghanistan i 2001 er landet blevet den største modtager af dansk udviklingsbistand. Nu er det blevet annonceret, at de sidste amerikanske, danske og andre allierede soldater bliver trukket ud af landet 11. september i år. Spørgsmålet er så om udviklingsmidlerne vil gå samme vej: ud af landet. Det skal vi for alt i verden undgå, lyder det fra organisationen DACAAR, som har hjulpet befolkningen i Afghanistan siden 1984.
Vi bragte også en historie om, hvordan dansk og danskstøttet forskning har gjort os alle klogere på sygdommen kolera – for eksempel hvordan man kan forhindre fæcesbakterier i at komme ind i kroppen.
Fra lortebakterier skal vi til en lortesag, for nu at være lidt direkte.
Ny møgsag hos Oxfam
Oxfam er en af de hjælpeorganisationer, der er med til at genopbygge efter årtiers krig og konflikt i Irak. Dens medarbejdere arbejder blandt andet med at genopbygge vandforsyning og hjælper fordrevne og hjemvendte med at starte virksomheder. Gode sager vil de fleste nok umiddelbart mene. Men internt i organisationen har det gode åbenbart knap så gode vilkår, afslører The New Humanitarian.
Overdrivelse af positive resultater, mobning, tilsvininger, trusler om fyring eller negative anbefalinger, hvis medarbejderne klagede har angiveligt været udbredt hos Oxfam i Irak. Og når medarbejderne alligevel har klaget, har de ikke oplevet lydhørhed i organisationens hovedkontor. Det har fået fem frustrerede nuværende eller tidligere medarbejdere til at fortælle om situationen til mediet.
”What happens in Iraq, stays in Iraq,” siger en af whistleblowerne til The New Humanitarian. Vedkommende citerer en af de lokale Oxfam-chefer, der angiveligt har fået lov at opfører sig, som han/hun ville – angiveligt fordi han/hun er virkelig god til at fundraise.
Det er mere end fem år siden, de første klager fra medarbejdere i Irak løb ind på organisationens hovedkontor, men det har ikke resulteret i væsentlige forandringer, skriver mediet.
Oxfam kom i modvind, da beretninger om flere chefers opførsel i Haiti kom frem i 2018. Sagen skabte stor røre og kostede i en periode organisationen muligheden for at modtage offentlige midler i Storbritannien. Først i år er den igen blevet godkendt af de britiske myndigheder, så den igen kan modtage offentlige midler.
Det er kun få uger siden at The New Humanitarian kom med en lignende afsløring om Oxfam i Den Demokratiske Republik Congo, som vi beskrev i Bistanden kort 8. april.
Fra organisationen lyder det, at den tager klagerne alvorligt, at sagerne fra Irak er undersøgt, at det har fået konsekvenser for visse medarbejdere, og at der er blevet afholdt regelmæssige møder med de fem whistleblowers fra Irak – hvilket de fem dog benægter.
Læs hele historien hos The New Humanitarian.
Her går det godt – send flere penge
Udviklings- og hjælpeorganisationerne er fulde af gode ideer, og det resulterer i rigtig mange ansøgninger til de forskellige Danida-finansierede puljer, som organisationerne kan søge midler fra. CISU har oplevet det med Engagementspuljen, og nu melder Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde (CKU) om, at der er blevet søgt om dobbelt så meget, som der er at dele ud i denne omgang.
CKU organiserer en række danske, kirkelige organisationer, der beskæftiger sig med udviklingsarbejde
Organisationen har 11,5 millioner kroner til at støtte projekter med, og der er kommet ansøgninger på tilsammen 22 millioner kroner. Kirkelige civilsamfundsorganisationer har søgt om i alt 7,3 millioner kroner til projekter, der blandt andet skal forsøge at sikre børns og kvinders rettigheder og modvirke vold, udnyttelse, kønslemlæstelse og børneægteskaber i Kenya, Nepal og Nicaragua. Andre danske civilsamfundsorganisationer har tilsammen søgt om 15,5 millioner kroner til projekter, der skal forsøge at sikre tros- og religionsfrihed og frisætte kvinder fra undertrykkelse og diskrimination i blandt andet Marokko, Libanon og Egypten.
CKU og og Globalt Fokus, der er paraplyorganisation for 80 udviklingsorganisationer, vil have regeringen til at øge støtten til danske civilsamfundsorganisationer, så den kommer til at udgøre en fjerdedel af udviklingsbistanden. Helt konkret opfordrer CKU til at opjustere beløbet til CKU-puljen og det såkaldte ToRF-vindue (ToRF = tros- og religionsfrihed) for ansøgninger til projekter, der fremmer tros- og religionsfrihed:
”Det er fantastisk at læse om alle de mange gode projekter, som danske civilsamfundsorganisationer søsætter sammen med lokale partnere i syd. Det demonstrerer det folkelige engagement, som efterlyses af Udenrigsministeriet, og som Danidas undersøgelse viser er i vækst. Derfor vil jeg opfordre Udenrigsministeriet til at øge puljerne, så vi kan støtte mange flere projekter,” siger Peter Blum Samuelsen, sekretariatschef for CKU.
Læs mere hos Center for Kirkeligt Udviklingsarbejde.
Skal vi ikke spørge folk, hvilken slags nødhjælp de vil have?
Der er krads kritik af de store internationale humanitære organisationer og det system, som de tilsammen udgør. Kritikken kommer fra FNs afgående nødhjælpschef, Mark Lowcock: Vi lytter ikke til, hvad folk rent faktisk vil have, men beslutter det bare hen over hovedet på dem, lyder det.
”Det humanitære system er gearet til at give folk i nød det, som de internationale organisationer og donorer synes er bedst, og hvad vi har at tilbyde frem for at give dem det, de selv siger, at de har mest brug for,” siger han blandt andet.
”I Tchad og Cox’s Bazar og også andre steder er der folk med store humanitære behov, der sælger nødhjælpen for at kunne købe det, de virkelig har brug for – en klar indikation på, at det, der bliver givet, ikke imødekommer folks behov og præferencer.”
”I Tchad er kun 12 procent positive overfor den bistand, som de har modtaget.”
Kritikken kom torsdag under et webtransmiteret debatarrangement med Mark Lowcock, der er leder af FN’s kontor for koordinering af humanitær hjælp, OCHA. Det var arrangeret af tænketanken Center for Global Development. Se det her eller i videoen herunder.
Det er ikke ny kritik – det har været på forskellige dagsordener i de seneste 20 år, siger han. Så hvorfor er det ikke blevet ændret, kunne man med rimelighed spørge.
Det skyldes i vidt omfang, at de humanitære aktører ikke har noget incitament til det – det efterspørges ganske enkelt ikke af donorerne, lyder det fra ham.
Men det er nødt til at blive ændret for at kunne hjælpe de flere og flere mennesker, der har behov for humanitær hjælp – 33 millioner for tiden. Derfor foreslår han, at der bliver oprettet en uafhængig kommission, der skal hjælpe med til at dreje den globale humanitære bistand fra at fokusere på donorerne og organisationernes forestillinger om, hvad der er brug for, til at fokusere på at lytte til ønskerne fra de folk, der lever i de humanitære kriser.
Samtidig med debatarrangementet lancerede OCHA et dokument, hvor Mark Lowcock skitserer problemstillingen og præsenterer et forslag til en sådan uafhængig kommission – Independent Commission for Voices in Crises (ICVIC), kalder han den.
Det var alt, vi valgte at bringe i denne uge. Har du eller din organisation tips til nyheder og andre historier fra det danske udviklings- og bistandsmiljø, så tøv ikke med at sende dem til os på [email protected]
