Israelsk tilbagetrækning fra Gaza? Øget donorstøtte? Hvad skal der til for at genoplive den kollapsede palæstinensiske økonomi?
2 af Verdensbankens topfolk, landedirektør for Gaza og Vestbredden, Nigel Roberts, og seniorkonsulent samme sted, Stefano Mocci, giver deres mening i en rundsendelse fra Folkekirkens Nødhjælp onsdag.
VERDENSBANKEN og Det Palæstinensiske Selvstyre, Israels regering og det internationale samfund brugte sidste år tid på at analysere og diskutere, hvad der er nødvendigt for at genoplive den ødelagte palæstinensiske økonomi – og hvad det kræver at udvikle et nyt og sundere økonomisk forholde mellem Israel og Selvstyret.
Økonomisk vækst og velstand i sig selv garanterer ikke fred. Men stagnation, arbejdsløshed og udbredt fattigdom gør under alle omstændigheder enhver søgen efter forsoning uendeligt meget vanskeligere.
Da Israel i juni 2004 bekendtgjorde sin plan om tilbagetrækning fra Gaza og dele af den nordlige Vestbred rettede Det Palæstinensiske Selvstyre, Israels regering og donorerne henvendelse til Verdensbanken og bad om en vurdering af tilbagetrækningens potentielle betydning for den palæstinensiske økonomi.
I rapporten “Stagnation eller genoplivning? Israelsk tilbagetrækning og økonomiske palæstinensiske muligheder” fra juni 2004 konkluderer Verdensbanken, at tilbagetrækning i sig selv ikke vil skabe en mærkbar forskel i den nedbrudte palæstinensiske økonomi. Der er brug for langt mere end en tilbagetrækning, hvis den palæstinensiske økonomis skæbne skal genoplives.
Donorstøtte alene gør ingen forskel
Rapporten understregede behovet for vedvarende hjælp fra udlandet. Men rapporten fastslog også, at udenlandsk hjælp ikke er en nøglefaktor i en økonomisk genoplivning. Det er klart efter bare flygtig vurdering af de seneste års donorhistorie.
Under Intifadaen fordoblede donorerne deres årlige støtte til næsten 1 milliard dollars pr. år – mere end 300 dollars pr. person pr. år – en rekord i udviklingshjælpens historie.
Og i samme periode faldt den gennemsnitlige palæstinensiske årsindkomst næsten 40 procent. Dette er et skoleeksempel på, hvordan et skadeligt politisk klima kan overtrumfe fordelene ved øget donorhjælp. Kun hvis det politiske miljø ændres, kan øget donorhjælp udrette noget som helst.
Fattigdommens hovedårsag
Hvad betyder “politisk miljø” præcist i denne sag? Frem for alt de indskrænkninger i bevægelsesfriheden for palæstinensiske varer og personer, der er blevet gennemtvunget under Intifadaen. Indskrænkningen af bevægelsesfriheden har fuldstændig forvredet og mast den palæstinensiske økonomi, så afkast af eventuelle investeringer er forsvindende lille.
Hvis tilbagetrækningen skal have nogen positiv indflydelse på den palæstinensiske økonomi skal den derfor følges af en hurtig afvikling af de mange lukninger af det palæstinensiske samfund. Til gengæld må Det Palæstinensiske Selvstyre og palæstinenserne genindføre lov og orden og leve op til de sikkerhedsforpligtelser, der er defineret i “Køreplan for Fred”.
Og for atter at tiltrække private investorer, som er en forudsætning for at opnå bæredygtig vækst, må Selvstyret gennemføre reformer i sin regeringsførelse og bekæmpe korruption.
Ændring i det politisk klima er første forudsætning
Sagt på en anden måde: Udviklingshjælp kan kun medføre bæredygtig vækst, hvis det politiske klima ændrer sig først.
Siden december 2004 har Verdensbanken samarbejdet med israelske og palæstinensiske embedsmænd om at finde muligheder for at afvikle lukningerne af det palæstinensiske samfund uden dermed at bringe Israels sikkerhed i fare.
Der kan være grund til en smule optimisme, men vejen til genoplivning af den palæstinensiske økonomi er ikke let, selv om parterne skulle nå til enighed om, hvordan man skal forsøge.
Der er tale om en økonomisk tilbagegang af historiske dimensioner og tab af al økonomisk dynamik, samtidig med at Selvstyret mister politisk kontrol og folkelig opbakning. Selv under de mest optimistiske forudsætninger står Selvstyret overfor skræmmende udfordringer i sit forsøg på at tage hånd om sin hurtigt voksende befolkning.
Hvis ikke der meget snart sættes grundigt i gang, vil håbet om økonomisk genoplivning og stigende velstand forsvinde mellem hænderne på os.
I så fald er palæstinenserne fordømt til langvarig fattigdom og Israel til en forarmet, bitter og vred nabo.
Og i denne sammenhæng må det siges, at der nærmest intet er sket på det praktiske plan, siden Verdensbankens offentliggjorde sin rapport i december 2004.
Nigel Roberts og Stefano Mocci
Læs mere på www.noedhjaelp.dk
