Mellemfolkeligt Samvirkes bestyrelse har netop ansat 52-årige Frans Mikael Jansen som ny generalsekretær, fremgår det af en pressemeddelelse tirsdag.
Frans Mikael Jansen har mere end 20 års international erfaring med ledelse, strategi- og organisationsudvikling samt politik-, lobby- og informationsarbejde fra en lang række organisationer og det private erhvervsliv.
Han bliver efter det oplyste samtidig den første person nogensinde, der har været generalsekretær for 2 organisationer i u-landsmiljøet herhjemme. Han var nemlig i midten af 1990erne generalsekretær og leder af projektafdelingen i bistands- og solidaritetsforeningen, Ibis.
Har han desuden været direktør for konsulentfirmaet International Development Partners, kursuskoordinator i Dansk Røde Kors i Malawi og udviklingsarbejder for Mellemfolkeligt Samvirke i Tanzania.
Frans Mikael Jansen er netop ved at afslutte treethalvt års arbejde i Uganda som rådgiver og leder af Danidas program for god regeringsførelse, som fokuserer på menneske-rettigheder, konfliktløsning og demokrati.
Han har arbejdet i over 25 lande i Afrika, Asien, Latinamerika og Europa på korte og lange udviklingsopgaver.
Den nye generalsekretær har en master i Internationale Udviklingsstudier og en bachelor i Offentlig Administration fra Roskilde Universitetscenter samt en læreruddannelse.
Mellemfolkeligt Samvirkes formand Søren Hougaard er glad for at kunne ansætte en så erfaren generalsekretær:
– Frans Mikael er den helt rigtige mand på det helt rigtige tidspunkt for Mellemfolkeligt Samvirke (MS). Han er den dynamo og udvikler, som kan sikre os konsolidering og vækst efter en periode med nedskæringer.
– Frans Mikael er beskrevet som en samler og et “lokomotiv”. Samtidig har han en lang erfaringsbaggrund og et meget højt professionelt niveau inden for Mellemfolkeligt Samvirke kerneaktivitet, udviklingsbistanden. Med disse værdifulde kvalifikationer er vi sikre på, at han bliver et stærkt aktiv for foreningen i de kommende år”.
Frans Mikael Jansen er klar til de nye udfordringer i Mellemfolkeligt Samvirke efter nogle år som konsulent og i Danida. Han siger:
– Jeg mener, at det er helt nødvendigt med folkeligt engagement og folkelig deltagelse i løsningen af verdens problemer. Derfor er jeg glad for og stolt over igen at kunne lægge min indsats for mellemfolkelig forståelse og samarbejde, demokrati og afskaffelse af fattigdom i en folkelig dansk medlemsorganisation.
– Mellemfolkeligt Samvirke står for mig som “forenings-Danmarks” udviklings- og u-landsorganisation. Derfor er det logisk, rigtigt og vigtigt, at Mellemfolkeligt Samvirke støtter folkelige organiseringer i andre dele af verden og arbejder for demokrati og inddragelse af befolkningerne i den politiske beslutningsproces, anfører han.
Frans Mikael Jansen tiltræder i slutningen af september. Han afløser Lars Udsholt, som har søgt nye udfordringer efter knap 4 år på posten som generalsekretær.
Mellemfolkeligt Samvirke er en folkelig organisation, der arbejder for demokrati og udvikling i Afrika, Asien, Mellemamerika og Mellemøsten gennem udsendelse af det, der førhen hed u-landsfrivillige i stort tal.
Derudover sender organisationen hvert år hundreder af danskere på work camp i udlandet. Mellemfolkeligt Samvirke har mere end 7.700 medlemmer og en omsætning på 220 millioner kr., hvoraf over 90 procent stammer fra Danida-midler.
MS har netop gennemgået en stærkt tiltrængt demokratisering af sin struktur.
VK-regeringen har udsat foreningen for store nedskæringer, således er næsten totredjedel af medarbejderne i hovedsædet i København afskediget eller er gået selv inden for de sidste 3-4 år.
Yderligere oplysninger hos Søren Hougaard, Mellemfolkeligt Samvirkes formand, 21602068 og Frans Mikael Jansen, ny generalsekretær, 00256 772 735877, JansenFransMikael.jpg