Lic.scient. lektor Mogens Buch-Hansen, p.t. Dar es Salaam, fylder 60 onsdag den 22. august.
Fødselaren har siden 1976 været ansat på Roskilde Universitetscenter. Her har han bl.a. været med til at oprette Internationale Udviklingsstudier, som de sidste 20 år har uddannet et stort antal kandidater, der i dag repræsenterer Danmark udadtil i internationale organisationer, på danske ambassader og i dansk erhvervsliv, der arbejder internationalt, især i u-landene.
Internationale Udviklingstudier er nu en del af det nye Institut for Samfund og Globalisering på RUC under ledelse af Gorm Rye Olsen.
Forskningen og undervisningen har Mogens Buch-Hansen regelmæssigt suppleret med erfaringer fra praktisk udviklingsarbejde i en stribe lande i Afrika og Asien.
Den engagerede mand har på baggrund af sine mange praktiske erfaringer og teoretiske analyse-baggrund deltaget flittigt i den offentlige debat om globalisering og uligheder i verden. Senest i en kronik i Politiken i juni, hvor han slog til lyd for nedsættelse af en udviklingskommission.
“Det er på høje tid at få gennemanalyseret vores u-landsbistand i forhold til de mere dominerende økonomiske strukturer”, skrev han således.
“Det er et kvart århundrede siden, at det sidst er sket, og det er ikke for tidligt at gøre det igen, for verden er hverken blevet mindre ulige eller mere sikker. Det er på tide at rejse spørgsmålet, om udviklingsbistanden i sin nuværende form bidrager til det”, anførte Buch-Hansen.
Og videre:
“Med en udviklingskommission, der kunne genopfriske globalisering, udvikling og bistand som vigtige politiske emner, kunne vi måske få nogle politikere til at interessere sig for de – for fremtiden – afgørende emner og være med til at fremme en bred debat i Danmark, der kunne trække udviklingsbistanden op af bistandstræthedens sump”.
Det skulle udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) ikke nyde noget af, så der kommer næppe en udviklingskommission lige med det første. Den kunne jo også risikere at kritisere ministeren sønder og sammen…
Mogens Buch-Hansen har også en meget privat tilgang til u-landene og u-landsarbejdet, idet hans kone, mag.scient. Ellen Buch-Hansen, er ansat i Danida. Hun har de sidste 3 år været udstationeret som bistandsråd i vort største samarbejdsland, Tanzania, nemlig på ambassaden på Ghana Avenue i Dar es Salaam – hvorfor bopælen for begge p.t. er den store østafrikanske havneby.
Læs også telegrammerne “Kronikør: Nedsæt en kommission, der skal kulegrave u-landsbistanden”, dato 08.07.07 og “Tørnæs: Nej til kommission, der skal kulegrave dansk bistand”, dato 25.07.07, begge under Dansk bistand