Bistandsydere øger samarbejdet med Kenya

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Kenyas regering og donorkredsen mødtes 24. og 25. november 2003 i Nairobi til CG-møde (Consultative Group Meeting) for at drøfte Kenya’s udviklingsplaner og donorernes bistandstilsagn til landet.

CG-møderne, der normalt holdes hvert eller hvert andet år, har for Kenyas vedkommende ikke været holdt i 7 år, primært fordi den økonomiske og især den politiske udvikling har været stærkt kritisabel, skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse fredag.

Mange donorer har i den periode reduceret eller helt afbrudt deres bistandssamarbejde med landet på grund af udbredt korruption og undertrykkelse af demokrati og menneskerettigheder. Dialogen var positiv men kritisk, og de fleste donorer stillede øgede bistandsmidler i udsigt til Kenya.

Efter valget i december 2002 har den nye koalitionsregering fremlagt et nyt økonomisk genopretningsprogram, taget initiativ til at bekæmpe korruptionen og øget indsatsen for at reformere den offentlige sektor og fremme god regeringsførelse.

En forfatningskommission arbejder samtidig på en række forslag, der kan fremme demokrati og respekt for menneskerettigheder. På den baggrund er der i befolkningen og hos donorerne skabt forventning om en mere positiv udvikling i Kenya, og dermed et fornyet grundlag for at drøfte udviklingssamarbejdet.

Mødet blev åbnet af Præsident Kibaki. Udover de fleste af de kenyanske ministre og stort set alle donorer deltog repræsentanter fra oppositionen, civilsamfundet, den private sektor og pressen. Det var første gang i Kenyas historie at et CG-møde således var åbent for andre kenyanere end regeringen.

Debatten foregik under 4 hovedoverskrifter:
1) Økonomisk vækst og reduktion af social ulighed
2) Forvaltning af offentlige midler
3) Reform af og opbygning af kapacitet i den offentlige forvaltning samt
4) koordinering og harmonisering af donorbistanden.

Donorerne havde forberedt fælles indlæg om alle punkterne, som anerkendte de nye strategier og tiltag den ny regering havde taget på de enkelte områder.

Samtidig pegede donorerne på svagheder og udestående tiltag, som måtte gennemføres, hvis man reelt ville gøre sig håb om at reducere fattigdommen, komme korruptionen til livs og effektivisere og forbedre den offentlige forvaltning og sikre god regeringsførelse.

Donorindlæggene og baggrundsdokumenterne kan findes på Verdensbankens hjemmeside under www.worldbank.org/ke

På baggrund af donorindlæggene og livlig spørgelyst fra salen redegjorde Kenyas regering for den politik og de konkrete tiltag, der var planlagt eller påtænkt for at løse problemerne.

Donorerne og de øvrige deltagere modtog redegørelsen i overvejende positiv ånd, men påpegede samtidig, at hensigtserklæringerne ikke måtte forblive tomme ord og løfter. De skulle omsættes til konkret handling, som kunne bringe Kenya på fode igen, reducere fattigdommen og fremme god regeringsførelse.

Især spørgsmålet om konkrete resultater af anti-korruptionskampagnen blev rejst gentagne gange. Andre emner, der påkaldte sig opmærksomhed, var forfatningsrevisionen, hvor det fra kenyansk side blev lovet, at processen ikke vil blive bremset og en ny forfatning foreligge midt i 2004.

Også hiv/aids kom op til drøftelse og sundhedsministeren kunne oplyse, at seneste opgørelse havde vist en reduktion i andelen af hiv-smittede fra 10,2 procent af befolkningen i 2002 til 9,4 pct. i år. Der blev dog rejst tvivl om tallenes rigtighed.

Donorerne gav tilsagn om væsentlig stigning i bistanden både i form af gavebistand og lån. Den endelig opgørelse foreligger endnu ikke, men tilsagnene oversteg klart de kenyanske forventninger, om end der næppe var helt tilstrækkelige midler til at gennemføre den økonomiske plan i fuldt omfang.

Det blev formuleret ret utvetydigt, at det forhøjede bistandsniveau kun ville blive udmøntet, hvis regeringen i Nairobi levede op til de politiske og økonomiske reformer, der blev stillet i udsigt.

Dansk bistand til Kenya har i en årrække ligget på ca. 70 mio. kr., men er allerede fra i år hævet til knap 90 mio. kr. og der planlægges med en stigning til 120-130 mio. kr. årligt.

Kilde: www.um.dk