Søndag (11. dec.) er det UNICEFs internationale børneTV- og radiodag, som markeres over hele verden og traditionen tro også på DR1 og TV2.
På TV2 vises bl.a. Camilla Nielssons film om 14-årige Sumaya, der lever i en flygtningelejr i Darfur, hvor hun passer sine 6 små søskende. De er konstant syge af det forurenede vand, de har at drikke.
På DR1 vises der i løbet af dagen 3 film, som alle er produceret af Frode Højer Pedersen. Kl. 14.45 kan man følge den hiv-smittede Saul fra Uganda, som seerne havde mulighed for at møde for første gang for 2 år siden. Saul er nu blevet 16 år og han har været i behandling i over et år.
Han har fået det meget bedre, men stigmatiseringen i det afrikanske landsbysamfund er stor, og for Saul er det et kæmpe problem, at han skal fortælle sin bedste ven Rogers, at han er smittet.
Udover filmen om Saul viser DR1 2 andre film om børns vilkår. Kl. 19 handler det om gadebørn i Nicaraguas hovedstad, Managua, som lever en stor del af deres liv på en af byens enorme lossepladser, og kl. 23 vises en film om børnesoldater i Burma.
Frode Højer Pedersen var nomineret til en Emmy Award i år for sine film om udsatte børn, der blev vist på sidste års børneTV- og radiodag.
På TV2 sætter Snurre Snups Søndagsklub med Bubber i spidsen for 12. gang fokus på børns rettigheder og vilkår.
Denne gang handler det om danske børn, der enten har oplevet en skilsmisse i familien eller er vokset op som anbragt barn i familiepleje. Derudover besøger Bubber et asylcenter, hvor han ser, hvordan børnene bor og lever.
Kl. 15.05 vises Camilla Nielssons film om Sumaya. Hun er mærket af flere års traumatiske oplevelser på grund af krigen i Sudan, og hun skal trods sin sorg passe huset og sine små søskende.
UNICEFs internationale børneTV- og radiodag ”Tune in to kids” er en dag, hvor mediefolk over hele verden retter søgelyset mod børnene. De inviterer børn til at være en del af hele produktionsprocessen eller til at deltage som aktører i programmer på TV og i radio.
Denne dag, som altid falder på den anden søndag i december, kan børn få mulighed for at tale om deres drømme og håb, de kan dele informationer, og de kan udveksle meninger.
Hovedformålet er at give børn og unge en stemme og inddrage dem aktivt i dagens mange udsendelser.
Yderligere oplysninger hos Anne Mette Friis, chef for børne- og ungdomsarbejdet i UNICEF Danmark på tlf. 35 27 38 29.