Lars Zbinden Hansen
skriver fra Lomé (16.05.11)
Lørdag var det burkinske militær igen på gaden. Ikke for at forsvare det fattige land på kanten af Sahara mod angreb fra udlandet, men for at protestere mod soldaternes lave lønninger og dårlige livsbetingelser.
Denne gang var det soldater i byen Pô, på grænsen til Ghana 143 kilometer syd for Burkina Fasos hovedstad Ouagadougou, der lod maskingevær-kugler hvine op i luften, og mindede præsident Blaise Compaoré om, at de sidste 3 måneders voldsomme uroligheder stadig ikke ser ud til at ville lægge sig.
Mytteriet i Pô er det seneste af en række oprør i militæret og i politiet, men denne gang vil uroen sikkert få den ellers så kølige Compaoré til at løfte de bekymrede øjenbryn et par ekstra gange.
Pô er nemlig hjemsted for militærets officersskole, og det var herfra præsidenten selv planlagde og senere udførte det blodige kup, der bragte ham til magten i 1987 ved at likvidere den populære præsident Thomas Sankara.
Compaoré har i forvejen en strejke blandt ansatte i det nationale telekommunikationsvæsen, Onatel, at forholde sig til. Strejken startede i onsdags og har bragt store forstyrrelser i et i forvejen ringe fungerende telefonnet.
Siden 22. februar, hvor en ung studerende, Justin Zongo, døde i politiets varetægt i byen Koudougou, har Burkina Faso været præget af demonstrationer og strejker i stort set alle egne af landet, anført af studenter, soldater, politiet og endog medlemmer af præsidentens egen garde.
12 er dræbt og de materielle ødelæggelser har været omfattende, ikke mindst efter 3 dages højspændt drama i Ouagadougou i midten af april.
Præsidentgarden gjorde oprør, og det tvang Compaoré til at flygte til sin hjemby Ziniaré, lidt nord for hovedstaden, mens soldaterne gik amok i byens gader, brød ind og tømte butikker, brændte hærchefen, Dominique Djindjérés, hus ned og overfaldt Ouagadougous borgmester.
Compaoré vendte dog tilbage til præsidentpaladset dagen efter, men nu var butiksejerne på gaden i protest mod soldaternes hærgen. Flere regeringsbygninger blev brændt ned, bl.a. hovedkvarteret for Compaorés regerende parti, CDP (Congrès pour la Démocratie et le Progrès).
Compaoré bliver
Temaet for alle demonstrationer har hele tiden og overalt været det samme: protest mod det ”dyre liv”, de galopperende høje priser på ris, mælk, sukker og olie. Samtidig har råbet om, at Compaoré skal træde tilbage, lydt over den ganske nation.
Det er der imidlertid ikke meget, der tyder på. Selv om Compaorés nyudnævnte udenrigsminister, Djibrill Bassolé, i sidste uge i Paris udtalte, at præsidenten ”ikke bliver ved magten for evigt”, er der udbredt skepsis til, om Compaoré frivilligt forlader præsidentposten, når hans forfatningsmæssigt sidste periode udløber i 2015.
Compaoré har i alle årene været en ren mester i at udmanøvrere enhver opposition, og det er ikke første gang han er udsat for pres. 5 gange før har der været voldsomme demonstrationer og uroligheder i Sahel-landet, som gennem årene har modtaget betydelig bistand fra Danmark.
Præsidenten har denne gang forsøgt at dæmme op for urolighederne ved at fyre den øverste hærledelse og skifte regeringen ud, bl.a. ved at indsætte sig selv som forsvarsminister – selv om han i forvejen som præsident er øverste chef for militæret -, og ved at hente den burkinske ambassadør i Paris , Luc Adolphe Tiao,hjem og udnævne ham til ny ministerpræsident.
Den nye ministerpræsident meddelte som noget af det første, at priserne på en række basale fødevarer vil blive sat ned.
Den nærmeste fremtid vil vise, om præsidentens seneste manøvrer dæmper gemytterne ned, eller om det ”arabiske forår” reelt har gjort sin indtog blandt de 15 millioner burkinere, der er lige så fattige i dag, som da Compaoré kom til magten for 24 år siden.
Journalist Lars Zbinden Hansen har indgående kendskab til vestafrikanske forhold og er p.t. bosat i Lomé i Togo.