Når burmeserne fejrer deres vigtigste højtid, nytåret, er det med en vandfestival, hvor det er vanskeligt ikke at blive våd.
Selvom nytåret blev fejret i Burma 13.-16. april i år, er det ingen hindring for, at VerdensKulturCentret på Nørrebro og Burma Campaign Denmark inviterer til burmesisk vandfestival lørdag d. 8. juni midt i København.
For Burma er på alles læber i disse år. Men det er sjældent at få lov rigtigt at fejre det så længe tillukkede land med den store historie.
Når det går løs i Burma under Thingyan Water Festival, må alle plaske vand på hinanden. De unge søger underholdning, mens de ældre trækker sig tilbage i klostre for at markere det nye år.
I København er der lagt op til, at vandpjaskeriet går hånd i hånd med lærerigt oplæg, burmesisk buffet og musik – ja, og så vandleg for børn.
Program for Burmesisk Vandfestival
14.00: Oplæg om burmesisk nytår, kultur og historie
14.30: Lækker buffet med forskellige retter fra Burma
15.00: Dans og musik
15.45: Vandsjov for børn og barnlige sjæle
Vandfestivalen fejres i et samarbejde mellem VerdensKulturCentret og Burma Campaign Denmark