Burundi er kommet langt siden den 12 år lange, blodige borgerkrig, der blev afsluttet med en fredsaftale i 2000. Derfor bør FN begynde at trække sine mere end 5.000 fredsbevarende soldater ud af det lille centralafrikanske land, mener Hussein Radjabu, der er formand for landet ledende parti, Forces for Defence of Democracy, skriver DR Online søndag.
– FN-missionen har løst mange af sine opgaver, sagde Radjabu til en lokal radiostation. Han mener dog stadig, at FN kan hjælpe med at træne Burundis politi og militær.
Carolyn MacAskie, der leder FNs mission i Burundi, er ikke enig og mener, at FN bør blive i landet indtil den sidste oprørsgruppe har afleveret sine våben.
Burundi er ligesom Rwanda en etnisk krudttønde, og en stribe opgør mellem flertallet af hutuer og det indtil for nylig regerende tutsi-mindretal har siden 1970erne kostet hundredtusinder livet.