Cambodja – demokratisk nedtur, men økonomisk optur

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Analyse af Jens Lehrmann Rasmussen, U-landsnyt.dk

For knap et år siden vandt Cambodian People’s Party (CPP) parlamentsvalget, som det har gjort ved alle valg, lige siden afsættelsen af den berygtede Pol Pot og hans Røde Khmerer efter den vietnamesiske invasion i 1979.

Partiets leder, Hun Sen, har været premierminister siden 1985. Der har regelmæssigt været talt om valgfusk, også ved tidligere valg, og ingen har gjort sig illusioner om millimeterdemokrati og flertalsstyre i det fattige sydøstasiatiske land. 

Men førhen har der været et minimum af respekt for ytringsfrihed, forsamlingsfrihed mm. Dette må siges at være ophørt, efter at regeringen har fængslet adskillige opponenter mod regeringen, især fagforeningsledere.

Også aktivister, der kræver rettigheder over deres jord, er blandt de ramte, som har været tilbageholdt siden januar eller længere.

Vil kue fagbevægelsen

30. maj bestemte en domstol, at 23 anholdte fagforeningsaktivister skulle løslades.

Dette er dog en tvivlsom succes, idet de alle er blevet idømt betingede domme for ”intentional violence and incitement”. Herunder er de dømte også blevet pålagt bøder af betydelig størrelse. 

Denne markante domfældelse viser tydeligt, at regeringen ikke længere er villig til at acceptere faglige aktiviteter som dem, vi kender fra demokratiske samfund.

Samtidig er der fremsat lovforslag i parlamentet, som yderligere vil begrænse mulighederne for fagbevægelsen. Fx foreslås det, at kun én fagforening må være aktiv på hvert arbejdssted.

Den nye lovgivning kritiseres heftigt af ILO, der er FNs internationale arbejdsmarkedsorganisation.

Damp på økonomien

Paradoksalt nok er baggrunden for disse begivenheder ikke mindst Cambodjas økonomiske succes de seneste år.

Før borgerkrigens afslutning i 1994 blev landet nærmest anset for en ”fejlslagen nation”. Efter år 2000, hvor de sidste kampe ebbede ud, har landet imidlertid gennemgået en rivende økonomisk udvikling med årlige vækstrater på seks procent eller mere.

For årene 2014-18 forudses således en økonomisk vækst på over syv procent om året.

Det er især to sektorer, som har båret udviklingen: Tekstil- og beklædningsindustri samt turisme. Også olie- og gasudvinding i Cambodjas territorialfarvand vil påvirke økonomien positivt.

Beklædningsindustrien er fortrinsvis baseret på eksport, som er vokset med otte procent årligt.

Udløbet af Mulitifiber-aftalen i 2005 har ikke berørt industrien væsentligt – se mere om denne aftale på http://en.wikipedia.org/wiki/Multi_Fibre_Arrangement 

Finanskrisen har dog ramt landet hårdt, men økonomien er hurtigt kommet på fode igen. 

Virksomhederne i beklædningsindustrien er for 96 pct. vedkommende ejet af udlændinge.

Ofte 14 timers arbejdsdag

Beklædningsindustriens succes er ikke mindst tillagt det åbne økonomiske regime, der har muliggjort disse investeringer, som for det meste har fundet sted efter årtusindskiftet. Industrien beskæftiger ca. 335.000 arbejdere, heraf 91 pct. kvinder.

Turismen er vokset fra næsten ingenting efter borgerkrigens afslutning til i dag ca. fire millioner besøgende om året. Ca. 250.000 er beskæftiget med turisme.

Denne økonomiske succes har medfødt stigende bevidsthed blandt arbejderne især i beklædningsindustrien om deres muligheder for at forbedre deres løn og arbejdsvilkår.

Begge dele var som udgangspunkt meget ringe med lønninger under eksistensminimum og ofte 14 timers arbejdsdag mm. De faglige aktivister, som regeringen har tilbageholdt, har netop arbejdet for at forbedre forholdene. 

Hvad vil regeringen?

Spørgsmålet er så, hvilken kurs regeringen vil vælge.

Vælger den konfrontationen, er det måske muligt på kort sigt at holde omkostningerne så langt nede, at landet stadig er attraktivt i nogle investorers øjne, men det vil næppe være muligt at kvæle protesterne helt.

Vedvarende uro på arbejdsmarkedet vil trække i modsat retning og gøre det svært at opretholde det nuværende væksttempo.

Vælger regeringen i stedet at forhandle med fagbevægelsen, indebærer det måske på kort sigt stigende omkostninger, men dette kan på sigt modsvares af mindre uro og en højere arbejdsproduktivitet.

Kilder: Economist, Wikipedia, Den Store Danske