Cancun-topmødet om friere forhold for verdenshandlen er brudt sammen, skriver BBC Online søndag aften.
Den kenyanske delegerede, George Odour Ongwen, kom ud fra mødelokalet søndag eftermiddag lokal tid, og sagde, at forhandlingerne var ovre. Mødeformanden, Mexicos udenrigsminister, Luis Ernesto Derbez, ville kalde de delegerede sammen for at meddele sammenbruddet.
BBC Online lagde dog til, at formanden stadig talte med delegationsformændene og at det tidligere er sket, at delegerede udvandrer som led i forhandlingstaktikken.
Flere kilder bekræftede dog senere, at sammenbruddet var en kendsgerning, fordi de rige og fattige lande efter 4 dages forhandlinger var dybt splittede om regler for udenlandske investeringer og tempoet for afvikling af industrilandenes omfattende landbrugsstøtteordninger, der holder mange u-landsprodukter ude.
– Uenigheden var meget dyb og kløften umulig at lukke, sagde George Odour.
Problemerne var centreret omkring de såkaldte “Singapore-emner”, som især Japan og EU prolongerede, og som skal forenkle handel og investeringer over grænserne, øge konkurrencen og markedsadgangen for multinationale koncerner.
Dette ømtålelige emne blev overført til Cancun, fordi man på det forrige møde i Verdenshandelsorganisationen, WTO, i Qatar, ikke kunne komme videre med dem. Udviklingslandene ønsker ikke, at regler for udenlandske investeringer bliver noget WTO skal kunne blande sig i. De ønsker selv at bestemme betingelserne for udenlandske firmaers investeringer, f.eks. om overskuddet skal blive i landet, om der skal anvendes en vis mængde lokal arbejdskraft eller om man skal kræve et vist lokalt ejerskab
I Cancun var der lidt bevægelse på området. EU gik således med til at droppe omtalen af de multinationale selskaber fra det afsluttende communique, men det var ikke nok for u-landene.
De ønskede tillige indrømmelser fra industrilandene i spørgsmålet om landbrugsstøtten. Et udkast til afslutnings-communique, der cirkulerede lørdag, gik ind for at afvikle de rige landes eksportsubsidier, når det drejer sig om produkter, som u-landene “har en særlig særlig interesse i”. Men det lå langt fra kravet om at afvikle alle subsidier over en nærmere defineret tidsperiode, som den førende u-landeforhandlingsgruppe, G21-gruppen, fremførte.
De rige landes subsidier til deres bønder anslås samlet at løbe op i 300 milliarder dollars. Et svimlende beløb, der mange gange overgår verdens samlede udviklingsbistand.
Sammenbruddet bringer chancen for at sætte et nyt friere globalt handelsregimente på plads fra 2005 i fare. Allerede før Cancun har der dog været følere ude for at holde en ny WTO-ministerkonference i sommeren 2004 for om muligt at genvinde det tabte momentum.
Sammenbruddet lignede ifølge BBC Online udgangen på det berygtede WTO-møde i Seattle i 1999, hvor kløften mellem rige og fattige nationer blev ledsaget af blodige gadekampe mellem politi og anti-globaliserings-demonstranter.