Først skyllede regnen huse og afgrøder væk. Nu står 22 afrikanske lande over for hungersnød og epidemiudbrud. Og det er ikke sidste gang Afrika skubbes ud over kanten af ekstreme klimafænomener – tværtimod.
Hvis ikke det internationale og meget dyre katastrofeberedskab skal døgnbemande Afrika i fremtiden, må donorerne konsekvent tænke langsigtet og katastrofeforebyggende – det er tilmed 80 gange billigere, frmgår det af en artikel på CARE Danmarks website.
Souleymane Diallo brugte 55 år på at bygge de 10 muddervægge og det stråtag, der indtil fornyelig udgjorde hans families hjem. Det tog regnen 3 timer at rive huset ned igen.
– Vi mistede alt den nat. Det, oversvømmelserne ikke ødelagde, blev stjålet, fortæller Souleymane Diallo fra det vestlige Mali til FN. Tyvene tømte også et forrådskammer, der skulle brødføde Souleymane Diallo og hans 29 familiemedlemmer gennem de næste måneder.
Bekymringerne slutter dog ikke her for Diallo-familien. Og i store områder af Afrika står hundredetusinder i samme situation. For de fatale farer er først for alvor på vej nu.
Sult og sygdom truer
Regnen har druknet de afgrøder, der skulle blive næste års mad, og det stillestående vand, der stadig dækker veje og marker, giver ideelle betingelser for bakteriedannelse og dermed spredning af infektionssygdomme.
Hjælpeorganisationer advarer på tværs af kontinentet om sygdomme som diarré, kolera, malaria og dysenteri, der oftest følger i kølvandet på oversvømmelser.
– Vi drikker ikke rent vand længere, fordi alle brøndene blev forurenede, da latrinerne flød over. Vi kan ikke købe vand på flasker, så vi bliver nødt til at drikke fra brøndene. Vi ved det er farligt, og vi bliver syge, men vi har ikke noget valg, fortæller Souleymane Diallo.
Samtidig griber fødevaremanglen om sig. Mange landsbyer er afskåret fra omverden, og nødhjælpen har på grund af vandmasserne ekstremt svært ved at nå frem. Men problemet er ikke kun akut, for den manglende høst i år vil gøre et kæmpe indhug i mængden af næste års forråd i Afrika.
For ofrene for oversvømmelserne står det umulige valg mellem basale fornødenheder: Mad på bordet eller et tag over hovedet?
– Hvad skal vi leve af, hvis vi bruger pengene på at genopbygge huset? spørger Souleymane Diallo.
80 gange billigere at være på forkant
Spørgsmålet er helt centralt, og det viser præcis det dilemma, som de mennesker, der lever på kanten af det mulige står overfor, når de udsættes for yderligere og uventet pres.
Souleymane Diallo er nødt til at prioritere mad til familien – men uden tag over hovedet er familien yderligere udsat i forhold til nye trusler fra et mere barskt klima.
I det hele taget har oversvømmelserne ramt egne og folk, der ikke var forberedte. Derfor skal det internationale samfund rykke ud med katastrofeberedskabet. Og det er dyrt – både menneskeligt og økonomisk.
Da sultkatastrofen havde bidt sig fast i Sahellandet Niger i 2005, kostede det 80 dollar at redde et underernæret barn. Ifølge Jan Egeland, der er FNs under-generalsekreter for humanitære forhold, havde det kun kostet en dollar at forebygge underernæringen, hvis verden havde reageret i tide.
Med forbyggende indsatser og langsigtet udviklingsarbejde ville også omfanget og omkostningerne af dette års begyndende humanitære katastrofe have været mindre.
– Der er ingen hurtige løsninger i forhold til naturkatastrofer, der bliver til humanitære katastrofer. Det handler grundlæggende om ekstrem fattigdom og sårbarhed og hermed ringe mulighed for at håndtere katastroferne, når de rammer, siger Nanna Callisen Bang, der er programkoordinator i CARE Danmark og bl.a. var vidne til sultkatastrofen i Niger for 2 år siden.
– Nødhjælp er kun en akut form for hjælp – det forhindrer ikke situationen i at opstå igen og igen. Oversvømmelserne nu bør derfor gøre det helt, helt synligt for donorerne, hvor centralt det lange seje træk med langsigtet udviklingsbistand er. Langsigtede indsatser skal styrke befolkningen, så de bedre kan stå i mod, når krisen igen rammer. Det er sådan, vi bremser katastrofecirklen, anfører Nanna Callisen Bang.
Hun påpeger, at verden skal indstille sig på og planlægge i forhold til, at der pludselig kommer vand – og eller tørke – i lande og regioner, hvor vi ikke tidligere har set det, og hvor folk derfor ikke er parate til at reagere.
– Derfor er det samtidig vigtigt, at de organisationer, der arbejder med langsigtet udvikling begynder at tænke katastrofeforebyggende, anfører Nanna Callisen Bang og konkluderer:
– Det er os, der allerede er i felten. Det er os, der er tæt på de mennesker, der igen og igen rammes af et barskere klima. Og det er os, der kan tage erfaringer fra et
område med til et nyt. Sådan kan vi spare menneskeliv, nød og lidelse – og penge.
Se også www.care.dk
