En uge inde i klimaforhandlingerne ved COP17 i Durban i Sydafrika har flere store lande valgt ikke at gå med i ny forpligtelsesperiode under Kyoto-protokollen, der udløber i 2012.
CARE efterlyser ambition og lederskab fra de vigtigste forhandlingslande, skriver CARE Danmark i en presseudtalelse lørdag.
Halvvejs inde i klimaforhandlingerne i Durban er der fremskridt at spore på nogle områder. F.eks. er forhandlerne gået i gang med at konkretisere sidste års aftale fra klimakonferencen i Cancún i Mexico om at lave nationale planer for u-landenes tilpasning til klimaforandringer.
Derimod halter det voldsomt med at opnå enighed om ambitiøse begrænsninger af drivhusgasserne, som kan holde den globale opvarmning under smertegrænsen to grader.
En ny forpligtel-sesperiode under Kyoto-protokollen er et hovedkrav fra u-landene og derfor en vigtig brik i forhandlingerne.
EU har tilbudt at forpligte sig i en ny periode, men ud over Norge er alle øvrige underskri-vere af protokollen faldet fra.
Store udlederlande af CO2 såsom Japan, Rusland, Canada, Australien og New Zealand har valgt ikke at gå med.
Hvor er ambitionerne?
Samtidig har EU stillet som betingelse for en ny periode under Kyoto-protokollen, at andre store udledere som USA og Kina accepterer at forhandle om en global juridisk bindende aftale inden 2015.
Men både de fleste store rige lande og de nyrige u-lande mangler fuldstændigt ambitioner om at bidrage til en global løsning på nuværende tidspunkt, vurderer Rolf Hernø, der følger klimaforhandlingerne for CARE Danmark.
“Det er et kynisk spil, hvor de store spillere i forhandlingerne holder verdens fattigste og mest klimaudsatte mennesker som gidsler. CARE Danmark savner at se mere lederskab og ambition fra de største lande – dem, som kan være med til at skubbe aftalen i hus. Der er brug for en samlet løsning,” siger Rolf Hernø og fortsætter:
“Hvis det glipper endnu en gang, er det vigtigt, at EU er klar til at gå foran og arbejde videre på, at andre lande følger trop. Vi er i et kapløb med tiden, og det kan få vidtrækkende konsekvenser for verdens fattige – hvis vi taber det. Alle forsøg på at hjælpe fattige mennesker med at tilpasse sig klimaforandringerne vil være som at pumpe vand ud af en synkende båd i stedet for at reparere hullet,” konkluderer han.
