Hvis vi skal gøre en ende på fattigdommen gælder det om at give selv de fattigste mennesker en chance for at tage ansvar.
Erfaringerne med mikrokredit viser, at det betaler sig, skriver generalsekretæren for CARE Danmark onsdag i et indlæg i Berlingske Tidende under Opinion.
Af Niels Tofte
Af verdens godt 6 milliarder mennesker er omkring 5 milliarder afskåret fra at gå i banken og optage et lån. Hovedparten bor i u-landenes landdistrikter. Her er småt med jobs, og befolkningstilvæksten gør, at flere og flere lever af de samme små jordlodder.
Hvordan skal man som fattig kvinde kæmpe sig ud af den usleste armod og give sine børn den uddannelse, som man aldrig selv fik? Et af svarene – og måske det allerbedste – er mikrokredit.
Idéen er, at kvinder, som kender hinanden, går sammen i grupper og hver måned indbetaler et begrænset beløb. Efter en tid låner gruppen ud til de første kvinders investeringsprojekter – en ko, en gris, en symaskine eller en sæk korn.
Mikrokreditterne kan også organiseres af en udefrakommende organisation, som hjælper gruppen, bidrager med lidt startkapital og oplærer investorerne i kvæghold, svineavl eller syning.
Perspektivet er, at hvis man investerer eksempelvis 200 kroner i en gris, som efter få måneder får 5-10 smågrise, vil kvinden i løbet af et år kunne betale lånet tilbage og derefter hæve sin levestandard ganske betragteligt.
Det kan lyde som konen med æggene, men er rent faktisk, hvad millioner af kvinder oplever gennem mikrokredit-ordninger i stil med den model, nobelprismodtageren Mohammad Yunus nu er belønnet for med sin Grameen Bank i Bangladesh.
CARE Danmark har i mange år arbejdet med ikke-kommercielle mikrokreditter som en bærende del af vore langsigtede og bæredygtige udviklingsprojekter.
Resultaterne taler for sig selv: Tilbagebetalingsraterne ligger på mellem 95 og 100 procent og vidner om det uudnyttede potentiale klodens fattigste trods alt besidder. Giv dem en lille investeringskapital, og det kører.
Selv i Niger, verdens fattigste land, er det lykkedes CARE at organisere mere end 160.000 kvinder i låne-sparegrupper.
De små lån virker som dynamo for udviklingen og giver de involverede kvinder selvværd og status. Fordi de får en chance for at disponere på familiens vegne, og fordi de langsigtede investeringer, mikrokreditterne baner vej for, er helt nødvendige for at overvinde fattigdommen i det barske vestafrikanske Sahelland.
Mikrokredit er med andre ord effektiv hjælp til selvhjælp.
I et af CARE Danmarks mindre projekter i Nepal er der oprettet 46 spare/kreditordninger. Kun en enkelt har måttet lukke igen. I de resterende akkumuleres kapital i et imponerende tempo. Den samlede egenkapital har passeret 2 millioner kroner. Penge, som vel at mærke er de fattiges egne.
Det lyder måske ikke af så meget i danske ører, men i betragtning af fattigdommen og det forhold, at en fjerdedel af grupperne består af de allerfattigste, de kasteløse dalitter, er det ret godt gået.
Med kendskab til dansk historie burde det ikke overraske at denne type aktivitet virker i udvikling af samfund.
For 150 år siden var det blot en lille del af danskerne, som havde adgang til kredit. Løsningen var dannelse af solidarisk hæftende grupper, som vi kaldte andelsforeninger og andelskasser.
Andelsbevægelsen satte skub i dansk økonomi i slutningen af det nittende århundrede, og situationen kan på mange måder sidestilles med den, vi finder, i u-landenes landdistrikter i dag.
Der er naturligvis også forskelle. En af de mere markante er, at mens vi i Danmark tog udgangpunkt i familien med manden som overhoved, så satser vi i u-landene primært på at involvere kvinderne.
I langt de fleste kulturer er det nemlig kvinderne, som er ansvarlige for familiens ve og vel og for at børnene får tøj og sko og kommer i skole. Vil man hæve levestandarden og uddannelsesniveauet, må man bygge på kvinderne.
Det er også sigende, at det stort set altid er kvinder, der bliver valgt som kassebestyrere. Selv om der er både mænd og kvinder i lånegrupperne.
Mikrokreditterne gør en forskel i det små, men samlet set er betydningen grænseløs. Det er hjælp til kvinder, der hjælper dem til at hjælpe andre, slutter generalsekretæren for CARE Danmark sin kommentar.
Kommentaren stod i Berlingske Tidende onsdag den 13. december 2006
Kilde: www.care.dk
