CARE om klimakonferencen: Hvor længe skal verdens fattigste vente?

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Aldrig før har vejret kostet det internationale samfund så meget som i 2011. Men de mange naturkatastrofer kræver flest ofre i u-landene, hvor 19 ud af 20 dødsfald sker.

Derfor mener CARE, at verdens ledere skal prioritere finansiering til fattige og udsatte lande, så de bedre kan modstå klimaforandringerne som led i den klimaaftale, der haster mere og mere.

Det skriver CARE Danmark i en presseudtalelse mandag, hvor den store klimakonference (COP 17) går i gang i Durban i Sydafrika.

– Fattige mennesker bliver hele tiden mere sårbare overfor klimaforandringerne og har begrænsede midler til at beskytte sig selv i katastrofesituationer og tilpasse sig de ændrede klimaforhold. De har ikke råd til at vente, siger Rolf Hernø fra CARE Danmark, som skal deltage i COP17 i de to kommende uger.

19 ud af 20 dødsfald forbundet med naturkatastrofer finder sted i udviklingslandene, ifølge Verdensbanken. Og selv om 2011 var det dyreste år nogensinde målt i forhold til penge brugt på at rette op på vejrets luner, så kommer de fleste af pengene ikke udviklingslandene til gode.

De fleste ofre er kvinder

Naturkatastrofer koster især kvinder og piger livet.

2/3 af de omkomne under tsunamien i Det Indiske Ocean i 2004 var kvinder, ifølge en ny rapport fra CARE, FNs humanitære koordinations-kontor, OCHA, og Feinstein International Center med titlen “Køn og alder gør en forskel – forbedring af den humanitære indsats under katastrofer”.

– Kvinder og piger er blandt dem, som betaler den højeste pris under naturkatastrofer. Samtidig har kvinderne nøglen til at gøre tilpasningsaktiviteter til en succes, der gavner hele familien. CARE ønsker derfor at sikre, at de mest sårbare grupper – oftest kvinder – ikke bliver glemt, når parterne ved COP17 skal forhandle om finansiering til klimatilpasning, siger Rolf Hernø og fortsætter:

– Det handler om at sikre, at der kommer penge i den nye FN-fond for klimatilpasning, men samtidig handler det om, at pengene går til de mest sårbare lande og de mest sårbare befolkningsgrupper i disse lande.

Kast forbeholdene til side

Bedre støtte til klimatilpasning hænger tæt sammen med en bred og forpligtende klimaaftale.

– Udover fremskridt i forhandlingerne om klimafinansiering til de fattigste lande ønsker CARE at se enighed om en ny forpligtelsesperiode under Kyoto-protokollen. Samtidig forventer vi klare fremskridt mod en længere bindende aftale om CO2-reduktioner. Uden dem vil klimaforandringerne eskalere, og det vil koste både liv, lidelse og rigtig mange penge, siger Rolf Hernø.

CARE opfordrer derfor alle parter i COP-forhandlingerne til at hæve ambitionsniveauet og arbejde for, at en aftale bliver indgået hurtigst muligt.

– Særligt er det vigtigt, at EU viser lederskab og mod til at gå foran. EU sidder med nøglen til forhandlingerne med tilbuddet om forlængelse af Kyoto-protokollen. Hvis EU kaster forbeholdene til side, er der større sandsynlighed for, at andre lande følger med, anfører Hernø og tilføjer:

– Verden forhandler nu om en global klimaløsning på syttende år. Hvor længe skal verdens mest klimaudsatte mennesker vente?

Yderligere oplysninger hos:
Liv Helstrup Østergaard, kommunikationsmedarbejder
tlf. 200 131 og e-mail: [email protected]