Af Jann Sjursen
generalsekretær i Caritas Danmark,
kronik i Kristeligt Dagblad den 21. april
Det er næsten 25 år siden, dansk udviklingsbistand sidst blev kulegravet af et udvalg (det såkaldte Ole Bang-udvalg 1980-82, red.).
25 år er lang tid, og derfor er det mildt sagt ikke for tidligt, at en ny kommission bliver sat på opgaven at give den danske udviklingsbistand et serviceeftersyn med et globalt perspektiv.
Det er vigtigt, at arbejdet kommer til at omfatte mere end forvaltningen af de omkring 14 milliarder danske skattekroner, der går til udviklingsbistand.
Hvis vi skal forhindre, at verden fortsat går sin skæve gang, og gabet mellem rige og fattige lande øges, kræver det, at langt flere politikområder bliver afstemt efter, hvordan vi kan bidrage til at skabe en mere hel verden. Derfor er det globale perspektiv afgørende.
En udviklingskommission må forholde sig til, at udviklingsbistand kun er en del af løsningen på fattigdomsproblemet, og at Danmark kun er en aktør blandt mange i det globale spil.
Hvordan får vi inddraget flere politikområder herhjemme i forhold til at skabe mere retfærdighed? Hvordan kan vi påvirke internationale institutioner til at spille mere offensivt med på f.eks. 2015-målene og det, der ligger endnu længere ude i fremtiden?
Der skal nok være dem, der tænker ”kommission – gab – endnu mere papir, tomgangssnak og smagsdommeri”. Regeringen bærer et vist ansvar for, at den holdning er udbredt. Den nedlagde efter sin tiltræden i 2001 med hård hånd råd og nævn, og lagde på det nærmeste eksperter for had. Den slags gør indtryk på mange.
Nu er der kommet andre boller på suppen, og der bliver igen gjort flittigt brug af råd, nævn, kommissioner m.v. Og tak for det! Det er med til at forbedre den politiske beslutningsproces både i dybden og bredden.
Fagligt når man et spadestik dybere, når folk med særlig viden på et område inddrages. Og ved at involvere en bred vifte af interessenter, som holdningsmæssigt kan være med til at identificere og eventuelt afstemme forskellige interesser og værdier i samfundet, bliver efterfølgende politiske beslutninger også bedre forankret.
Endelig har regeringen vist, at kommissioner og råd m.v. kan bruges til mere end at producere betænkninger og rapporter til lager. Velfærdskommissionen blev offensivt brugt som katalysator for en debat samtidig med, at den producerede en del papirer. Den forblev ikke en lukket studiekreds for de lærde blot. Den skabte debat.
Det er i det perspektiv, forslaget om en udviklingskommission skal ses. Den vil kunne levere et kvalificeret bud på en fremtidig dansk udviklingsbistand med et globalt perspektiv. Og med en bred sammensætning vil den kunne sikre et godt, fælles grundlag at diskutere og tage stilling ud fra.
Den kunne kort sagt bygge bro og skabe forståelse for den opgave, som Danmark og det internationale samfund må påtage sig, hvis vi for alvor mener, at fattigdommen skal bekæmpes.
Her er vi ved en væsentlig opgave for en ny kommission. Skal fattigdomsorienteringen fastholdes som overordnet pejlemærke for den danske u-landsbistand?
Er det overhovedet hjørnestenen i dag, da terrorbekæmpelse, sikkerhed, nærområdeindsatser, det arabiske initiativ osv. er stærkt dominerende overskrifter ikke bare i den danske debat, men bestemt også i den internationale?
For Caritas Danmark er det et vigtigt spørgsmål. Vi finder det afgørende at fastholde fattigdomsorienteringen som prioritet nummer et.
Vi føler os ikke overbevist om, at det nås ved at fokusere på de 3 kerneområder ”god regeringsførelse, kvinder og det private erhvervsliv”, som ifølge udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) skal være omdrejningspunkt for den danske bistand. Men lad det komme an på en prøve i et kommissionsarbejde.
Udviklingsbistand er et langt sejt træk. Derfor skal strategier også have en lang holdbarhedsdato. De seneste år har båret præg af en række forskellige udspil og prioriteringer fra regeringen. ”En verden til forskel”, Sikkerhed, Vækst og Udvikling”, ”Globalisering – fremskridt i fællesskab” og ”Vilje til udvikling”.
De såkaldte rullende 5-årsplaner er en saga blot. Vel var de lidt tørre og støvede, men de repræsenterede dog en helhed og kontinuitet, som savnes i dag.
Ovennævnte publikationer har nok formelt set erstattet de rullende 5-årsplaner, men det er netop først og fremmest en formel betragtning. De er ganske enkelt for ”tynde”, også selv om de sammenholdes med bemærkninger i finansloven, der er udvidet i forhold til tidligere.
Hvert år synes at byde på en ny strategi, som snarere matcher den aktuelle mediedagsorden og gør udviklingsbistand til et blandt flere udenrigspolitiske instrumenter end fremmer opfyldelsen af langsigtede mål.
En Udviklingskommission vil kunne levere et fundament for en ny langsigtet strategi på lige fod med ”En verden i Udvikling” og ”Partnerskab 2000”.
I en international sammenhæng er den danske udviklingsbistand ganske effektiv. Det skyldes ikke mindst det langsigtede perspektiv, som er med til at sikre, at skatteborgernes penge på u-landsområdet bliver anvendt så effektivt som muligt til gavn for de fattigste. Kortsigtede løsninger er som oftest ikke kun dårlige, men også dyre.
I de senere år har der været en tendens til, at udviklingsbistanden er blevet brugt til stadig mere, selv om den er blevet betydeligt mindre. Den er nu nede på 0,8 procent af bruttonationalindkomsten (BNI) mod tidligere 1 pct.
Tidligere var der også en særlig MIFRESTA-ramme, der bl.a. finansierede miljøinitiativer, freds- og stabilitetsindsatser. Den er væk og var ellers planlagt til at nå 0,5 pct. af BNI i 2006.
I det nye årtusinde har Danmark således brugt adskillige milliarder kroner mindre på international bistand, end vi før har haft for vane. Råderummet for nye initiativer er derfor minimalt – og nye initiativer fører til reduktioner på eksisterende.
Tilmed skal en række af de nye initiativer først og fremmest løse nogle globale og grænseoverskridende problemer, snarere end at bekæmpe fattigdom. Initiativerne i sig selv kan jo være fornuftige nok, men de fremmer ikke fattigdomsorienteringen i udviklingsbistanden og opfyldelsen af 2015-målene.
For at fastholde fattigdomsorienteringen i bistanden er det nødvendigt med et fast fokus og klare principper.
En udviklingskommission kunne opstille kriterier for den internationale indsats fordelt på i hvert fald 2 hovedområder: En del vedrørende fattigdomsbekæmpelse, og en del vedrørende øvrige internationale indsatser.
Efterfølgende vil det naturligvis være en politisk beslutning, hvor mange penge, der skal fyldes i de 2 kasser, og det er jo ikke givet, at det alt i alt giver flere penge til løsning af internationale opgaver.
Men en langsom og uigennemskuelig udhuling af den fattigdomsorienterede udviklingsbistand undgås.
I mange år har målsætningen været, at Danmarks bistand fordelte sig nogenlunde ligeligt mellem den del, der bliver ydet bilateralt fra Danmark til modtagerlandene, og den del, som Danmark yder til u-landene via internationale organisationer, først og fremmest FN-systemet.
Nu er der klart ubalance. De multilaterale organisationer modtager mindre end 40 pct. af den samlede bistand. Hvilke konsekvenser, det får for Danmarks indflydelse på FN-organisationerne, kan det være svært at sige noget om.
Men hvis flere lande gør som Danmark, vil det alvorligt svække FNs udviklingsorganisationer, som i modsætning til Danmark og de øvrige medlemslande dækker globalt. Også det forhold kunne en udviklingskommission belyse.
Som generalsekretær for en af de ikke-statslige aktører på u-landsområdet finder jeg det naturligvis vigtigt, at NGOernes rolle i samarbejdet med udviklingslandene bliver belyst i et kommissionsarbejde.
Udviklingsministeren har for nylig inviteret de danske NGOer til en dialog om civilsamfundsstrategien. Invitationen skal hilses velkommen.
En dialog om civilsamfundsstrategien – og om NGO-bistanden mere generelt – vil være en naturlig del af arbejdet i en udviklingskommission. Også den del af arbejdet, hvor man inviterer til debat.
Danmark gør det godt, når det gælder u-landsbistand. Det viser internationale undersøgelser gang på gang. Så vi har et godt udgangspunkt for at gøre det endnu bedre.
Og vi har en forpligtelse! En udviklingskommission vil være et væsentligt bidrag til, at vi når videre, slutter Jann Sjursen.
Kronikken stod i Kristeligt Dagblad lørdag den 21. april 2007.
Jann Sjursen (43) er tidl. minister (1993-94), formand for Folketingets udenrigsudvalg (2001-05) og partiformand (1990-2002) for Kristendemokraterne, som dengang hed Kristeligt Folkeparti.
Netop Kristeligt Folkeparti stillede i december 2003 forslag om en udviklingskommission uden at vinde politisk gehør herfor, idet VKO stemte imod.
Udover Ole Bang-udvalget rapport for 25 år siden har dansk bistand været genstand for en kulegravning tilbage i sluttresserne. Det var “Betænkning om Danmarks Samarbejde med Udviklingslandene” – afgivet af det af regeringen den 2. april 1969 nedsatte udvalg; bedre kendt som “Den Røde Betænkning” efter farven på omslaget.
Man kan læse mere om Sjursen ved at gå ind i rubrikken Arkiv i Jann Sjursen” ind i søgefunktionen for oven.
Caritas Danmark er den katolske kirkes humanitære hjælpeorganisation, som udfører nødhjælps- og udviklingsprojekter i en lang række lande.
Kilde: www.caritas.dk
