Carlsberg vil ekspandere i det stadig mere øldrikkende Vietnam, som tæller flere end 87 millioner indbyggere, skriver Berlingske Tidende fredag.
Bryggerikoncernens admin. direktør, Jørgen Buhl Rasmussen, og topchefen i Vietnams næststørste bryggerigruppe, Habeco, Nguyen Van Viet, underskrev torsdag en hensigtserklæring i København, som skal øge Carlsbergs ejerandel i Habeco fra 16 til 31 procent.
Carlsberg har p.t. en markedsandel i Vietnam på 11 pct., men sammenlagt sidder Carlsberg og Habeco på 32 pct. af det sydøstasiatiske lands ølmarked. I juni 2009 indledte de 2 selskaber i fællesskab opførelsen af et nyt bryggeri i det sydlige Vietnam med en årlig kapacitet på 500.000 hektoliter, anfører Berlingske.
Vietnam er sammen med Kina og Indien kernen i Carlsbergs asiatiske forretning.