Cubas leder, Fidel Castro, kritiserede fornylig USAs planer om at satse massivt på biobrændsel.
– At omdanne fødevarer, som for eksempel majs, til brændsel, og at bruge landbrugsjord til samme formål vil føre til tidlig død for millioner af mennesker, skrev Castro i en artikel i regeringsavisen, Granma.
I artiklen retter Fidel Castro især kritik mod USAs storstilede satsning på at landets bilister skal bruge 130 milliarder liter biobrændsel inden år 2017.
Han påpegede, at der går 320 millioner ton majs til at producere den mængde biobrændsel.
Iagttagere ser artiklen i Granma som det som et første regulære tegn på, at Fidel Castro er på vej til at genoptage ledelsen af landet.
Han har været påfaldende tilbagetrukket siden han gennemgik en tarmoperation for 8 måneder siden og overdrog magten til sin lillebror, Raúl.
I følge den spanske nyhedsportal, Hechos de Hoy siger uafhængige kilder, at ordlyden i artiklen bekræfter, at den er skrevet af Fidel Castro.