Den amerikanske vicepræsident Dick Cheney siger nu direkte adspurgt af en radiovært, at terror-mistænkte udsættes for tortur, skriver gratisbladet “Nyhedsavisen” fredag
Radioværten ville vide, om vicepræsidenten syntes, at visse former for tortur – herunder at holde hovedet under vand – er i orden, når man på den måde kan få oplysninger, der redder menneskeliv.
Dick Cheney svarede: “Altså, det er okay med mig” og supplerede med oplysningen om, at al-Qaeda-lederen Khaled Sheikh Mohammed, der sidder fængslet på Guantanamo, er tortureret på netop denne måde.
Metoden, der refereres til, går under navnet “water boarding” og går ud på, at man lader som om, man drukner sit offer.
Kommunikationskoordinator Tue Magnussen fra Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) i København forklarer:
– Der findes forskellige former. Man kan være fastspændt til et bræt og så få vippet hovedet ned i vand, til man får druknefornemmelser. Man sætter folk under et enormt pres. På den anden side har metoden den fordel – set fra torturbødlernes synspunkt – at den ikke efterlader spor.
Han bryder sig bestemt ikke om, at USAs vicepræsident udtaler sig på den måde om tortur.
– Det afslører rystende uvidenhed hos en ledende amerikansk politiker. “Water boarding” har været kendt i hundredevis af år og falder klart ind under kategorien tortur, anfører Tue Magnussen.