SANTIAGO, 28. Oktober 2008: Søndag var der kommunalvalg i Chile, og holder den næsten færdige stemmeoptælling, vandt højrefløjen for første gang, siden chilenerne via en folkeafsteming afstatte militærdiktatoren Augusto Pinochet i 1988, skriver det spanske dagblad El País.
Højrefløjen vandt 40,56 procent af stemmerne, mens den regerende centrum – venstre koalition måtte nøjes med 38,46 procent. Og det var vigtige byer, højrefløjen erobrede. Blandt dem hovedstaden Santiago og den nærliggende havneby Valparaíso.
Om et år er der præsidentvalg i det sydamerikanske land, og det spanske dagblad vurderer, at resultatet af kommunalvalget gavner højrekandidaten, forretningsmanden Sebastián Piñera, der i øjeblikket ligger i spidsen i meningsmålingerne.
Da det foreløbige valgresultat blev kendt, bad præsident Michelle Bachelet regeringskoalitionen forny sig og lytte til, hvad folk på gaden bekymrer sig for.
Det ventes, at Bachelet i november vil ændre regeringen for at give plads for nogle af regeringskoalitionens spidskandidater til det parlamentsvalg, der holdes sammen med præsidentvalget.