Rettighedsbaseret udvikling er en af de mest spændende og perspektivrige tendenser i udviklingsbistanden, skriver international chef i Folkekirkens Nødhjælp, Christian Friis Bach, indledningsvis i en kronik i Berlingske Tidende mandag.
Han fortsætter:
I stedet for at dele mad og medicin ud, går flere og flere over til at dele rettigheder og redskaber ud. Redskaber der skal give fattige mennesker mulighed for selv at kæmpe for deres rettigheder. Retten til mad, til uddannelse, sundhed, tag over hovedet og til beskyttelse.
For et år siden var jeg i det nordlige Etiopien i det område, hvor de store sultkatastrofer hærgede i 1970erne og 1980erne. Efter et møde med en gruppe lokale etiopiske landmænd kom en af dem hen til mig med et lille “medlemskort” og spurgte, om han ikke også kunne få et medlemskort til Folkekirkens Nødhjælp.
Jeg svarede lidt forvirret nej, men så forklarede han hvorfor: Han havde oplevet, at den lokale borgmester lyttede til ham, når han fremviste sit medlemskort.
Historien fra Etiopien fanger essensen af, hvad en rettighedsbaseret udvikling er. Gennem medlemskortet kunne landmanden identificere sig, og det hjalp ham til politisk indflydelse, til at kæmpe for sine rettigheder og til beskyttelse mod overgreb. Borgmesteren turde ikke bare smide ham ud eller kaste ham i fængsel.
Rettighedsbaseret udvikling er en af de mest spændende og perspektivrige tendenser i udviklingsbistanden. I stedet for at dele mad og medicin ud, går flere og flere over til at “dele” rettigheder og redskaber ud. Redskaber der skal give fattige mennesker mulighed for selv at kæmpe for deres rettigheder: retten til mad, til uddannelse, sundhed, tag over hovedet og til beskyttelse.
Første skridt i den kamp er at give fattige mennesker bedre muligheder for at identificere sig – dét som udviklingsøkonomen Hernando de Soto kalder “means of identifikation”. Når fattige kan identificere sig, kan de få indflydelse på deres eget liv – og indflydelse på de lokale politikere og magtstrukturer.
Det kan ske ved at anerkende, udbygge og beskytte ejendomsrettighederne – ikke mindst for de fattige, f.eks. ved at sikre, at de får skøder på deres jord og registreret deres ejendomme eller dokumenteret deres uddannelser, historie eller tilhørsforhold.
Det har en tredobbelt effekt:
– De fattige kan identificere sig og dermed bedre få indflydelse.
– De kan bevise, hvem de er, og med deres skøder og »medlemskort« stille sikkerhed for lån. Det sætter gang i væksten.
– Endelig føler de sig som en del af samfundet. Det dæmmer op for lovløshed og kriminalitet. Identifikation fører til inklusion.
I de Sotos hjemland Peru blev strategien brugt i et forsøg på at bekæmpe terrororganisationen Den Lysende Sti. Hernando de Soto fik overtalt Perus præsident Fujimori og hæren til at anerkende landmændenes egne vagtværn, og de gav landmændene skøder på deres jord.
Det virkede. Opbakningen til Den Lysende Sti forsvandt, i takt med at de fattige landmænd følte sig inkluderet i og respekteret af samfundet.
Når vi i Indien hjælper med at genopbygge husene efter tsunamien, insisterer vi på, at det nye skøde skrives i både mandens og kvindens navn – og at kvinden står først.
Det giver kvinderne status, anerkendelse og indflydelse, og hjælper i kampen for deres rettigheder. De kan ikke bare smides ud. Det er første skridt til mere ligestilling.
Andre steder kan det være kulturelle barrierer, der står i vejen. I et land som Malawi omtales kvinder i sproget ofte som noget, man kan eje, på lige fod med at man kan eje jord eller en cykel.
Her er første skridt i kampen for kvinders rettigheder at ændre sproget og kulturen og sikre, at kvinder bliver identificeret på lige fod med mænd.
Endnu andre steder bruges rettighederne mere direkte. I en række lande bruges kvinders seksuelle og reproduktive rettigheder nu som et afgørende omdrejningspunkt i kampen mod hiv/aids for især piger og unge kvinder. Det styrker dem og beskytter dem mod overgreb.
I Indien tog en lille gruppe borgere skridtet fuldt ud og anlagde sag ved den indiske højesteret mod regeringen for ikke at overholde den ret til mad, som ellers var nedfældet i forfatningen.
Resultatet blev, at domstolen afsagde en række dekreter, der skulle sikre, at retten til mad fik virkning i praksis. Et af dem var, at indiske skolebørn havde ret til et godt og nærende måltid mad i skolen. Det har allerede fået betydning for millioner af indiske skolebørn – mange af dem så fattige at de tager en del af skolemaden med hjem og deler med deres familie.
Det er et eksempel på, at en rettighedsbaseret tilgang kan give markante fremskridt for millioner af mennesker på meget kort tid.
Et afgørende element i en rettighedsbaseret udvikling er organisering.
I november besøgte jeg Cambodja og var ude i en fattig landsby, hvor vores lokale partner arbejdede med rettighedsbaserede metoder. Da vi mødte sekretæren for landsbyregeringen, fortalte han, at han “havde meget, meget travlt”, fordi han pludselig modtog stribevis af et-årsplaner og fem-årsplaner fra de lokale landsbyråd.
Hans opgave var at samle dem og prioritere imellem de mange planer sammen med landsbyregeringen. Oprettelsen af landsbyråd gav synlige resultater i den politiske proces.
Det er også et eksempel på, at det er afgørende at få “vendt ansvarligheden om”.
I mange fattige lande – i særdeleshed i lande som Cambodja, hvor der stadig er lange og mørke skygger fra rædselsregimet under Pol Pot – føler befolkningen fortsat, at de skal stå til ansvar over for magthaverne.
I et demokrati skal det være omvendt. Magthaverne skal stå til ansvar over for befolkningen. Det var det, der var ved at ske i landsbyen i Cambodja, og derfor havde sekretæren fået travlt.
Det skal kombineres med bedre regeringsførelse “fra oven”. Det er ikke nok, at befolkningen bliver bedre til at råbe op. Der skal også være nogen, der hører efter.
Derfor er det afgørende, at der lægges pres på regeringerne for at sikre en åben, ansvarlig og retfærdig administration. Det handler om alt fra demokrati, fravær af korruption, at sikre civilsamfundet indsigt og indsigelsesmulighed og til simple ting som åbne budgetter og bedre information.
I Uganda viste et studie, at kun 20 øre ud af hver krone brugt på uddannelse nåede de lokale skoler.
Det førte til en reform, hvor der blev langt større åbenhed i de offentlige budgetter. Der blev indrykket annoncer i de lokale aviser med information om, hvor mange penge de enkelte skoler burde have fået, og lærere og forældre organiserede sig for at sikre, at pengene kom frem.
En senere undersøgelse publiceret i 2004 viste, at det derefter var 80 øre ud af hver krone, der nåede frem. Information, organisering og effektive institutioner var afgørende.
I Malawi støtter vi lokale organisationers kamp for at påvirke udformningen af det årlige statsbudget og sikre midler til sociale formål. Det kan være afgørende.
I Danmark er finansloven en af de vigtigste politiske beslutningsprocesser med tusindvis af henvendelser fra borgere og organisationer, udredninger, analyser, samråd, møder og debatter. Den samme åbne og demokratiske proces skal etableres i verdens fattige lande.
Og i takt med at det sker, skal den officielle danske bistand i stigende grad blot sendes som budgetstøtte til de pågældende regeringer. Hvis først der er god regeringsførelse, aktive folkelige organisationer, en fri og kritisk presse, uafhængige kontrolapparater, domstole, ombudsmænd og rigsrevisorer i landene selv, er der ingen grund til at kontrollere dansk bistand fra Udenrigsministeriet i København.
Da det i Nicaragua lykkedes at få en repræsentant for lærernes fagforening ind i den komité, der skulle overvåge bistanden til folkeskolen, kunne de læne sig tilbage på den danske ambassadør. Han hidsede sig op og gik til pressen, hvis der var noget galt.
Ansvaret blev forankret lokalt. Rigtig og rettighedsbaseret bistand kan derfor, modsat hvad Christian Bjørnskov påstår i Berlingske Tidende (6.3. 2007), bestemt være med til at fremme reformer og god regeringsførelse.
Rettighedsbaseret udvikling kan dermed ogsåændre hele måden, vi giver bistanden på. Og det kan ikke mindst ændre rationalet.
Insisterer vi på,at alle har ret til mad, uddannelse, sundhed og beskyttelse, ændrer vi samtidig udviklingsbistanden fra at være almisser til at være en naturlig anerkendelse af, at alle har ret til et liv i respekt og værdighed.
Helt som de danske kommunale udligningsmekanismer medvirker til at sikre alle danskere samme muligheder og rettigheder, skal de globale udligningsmekanismer sikre alle mennesker i verden basale muligheder og rettigheder.
Det har ikke kun perspektiver for den enkelte, men for den måde vi anskuer udvikling på- både lokalt og globalt.
Endelig bryder rettighedsbaseret udvikling med den gammeldags opdeling i civile/politiske og sociale/økonomiske rettigheder, og skaber en stærk kobling mellem alle menneskerettigheder – fra retten til uddannelse og mad til ytringsfrihed og foreningsfrihed.
Det er der stærkt brug for. Rettigheder skal ses i sammenhæng og i synergi, slutter Christian Friis Bach.
Kronikken stod i Berlingske Tidende mandag den 12. marts 2007
