Dansk kapitalforening specialiserer sig i FN’s Verdensmål

ccby-unric
Forfatter billede

Udvælgelsen af de selskaber, som SDG Invest tilbyder sine kunder at investere i, sker gennem en dybdegående vurdering af selskabernes økonomi og deres bæredygtighed. Det skriver kapitalforeningen i en pressemeddelelse.

Bag denne udvælgelsesmetode står den danske kapitalforvalter
StockRate Asset Management og konsulentvirksomheden SDGlead. Ud af 65.000 globale selskaber, der er ratet, er der kun ca. 100 selskaber, som indtil nu er kommet igennem nåleøjet.

”Den finansielle sektor har en stor rolle at spille, når vi skal have en bæredygtig udvikling,” siger Anne-Louise Thon Schur, Partner i SDGLead, der har udviklet et unikt scorecard til SDG Invest.

”For at virksomhederne kan blive en del af SDG Invest, er det altså ikke nok at virksomheden har en politik på klima- og miljøforhold, børnearbejde osv. De skal yde en ekstra indsats indenfor innovation og investeringer i nye produkter og markeder, der kan afhjælpe globale problemstillinger,” fortæller Anne-Louise Thon Schur og fortsætter; ”Den finansielle sektor kan spille en stor rolle i at sikre den bæredygtige udvikling. Og det er derfor vigtigt at vi bevæger os væk fra passive ESG screeninger og i stedet belønner de virksomheder der går forrest i at tackle verdens udfordringer”.

Med den stigende fokus på klimaforandringer og især efter finanskrisens afslutning har interessen for bæredygtige investeringer været tiltagende, og der har floreret mange koncepter om bæredygtige investeringer og
impact-investeringer med den stigende interesse for at skabe en bedre verden at leve i.

”Vi oplever en stigende efterspørgsel blandt vore kunder efter
bæredygtige investeringer, men vi ser også, at de klassiske ESG-
screeninger omkring virksomheders miljø-og sociale forhold og ledelsesmæssige hensyn ikke er gode nok,” siger Kristian Kjer, kapitalforvaltningschef i StockRate.

”De eksisterende metoder lever ikke op til de bæredygtighedskrav, som den moderne og oplyste investor har,” siger han og fortsætter ”for disse investorer er en frasortering af virksomheder inden for bestemte brancher ikke nok –de ønsker at placere deres investeringer i stærke virksomheder, der handler langsigtet, og som samtidig går forrest når det kommer til at tackle de globale problemstillinger”.

”Ved at kombinere vores to modeller finder vi langsigtede og bæredygtige virksomheder, der proaktivt driver den transformation, der er nødvendig,” siger Kristian Kjer. ”Dermed kan vi sikre kunderne et solidt afkast,
mens de er med til at skabe en mere bæredygtig verden.”

Bestyrelsen i SDG Invest består af:

Karin Verland (formand), Administrerende Direktør i DIGNITY

Christian Sagild, Tidligere Administrerende Direktør i Topdanmark

Barbara Scheel Agersnap , Administrerende Direktør i Copenhagen Malmö Port

Camilla Bredholt, Stifter af Læger uden Grænser i Danmark

Kim Høibye, Advokat og Partner i Njord Law Firm