Greenpeace: Løkke løber baglæns – på de fattiges regning

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Thomas Jazrawi

Det fremgår af en kommentar af klimarådgiver Jens Mattias Clausen:

Regeringen har lige offentliggjort deres finanslovsforslag for 2016 og på trods af de ekstremt lave forventninger, vi havde inden, er det på forunderlig vis lykkes regeringen at overraske negativt.

Den internationale klimafinansiering, som Danmark skal levere til ulandene ifølge aftalen ved COP15 i København, skæres med hele 37 procent. 

Det er helt urimeligt og sender et meget ringe signal her kun få måneder før klimatopmødet i Paris, hvor man efter planen skal blive enige om en global klimaaftale.

Klimafinansiering er helt afgørende for, at man overhovedet kan få en aftale. Det er også derfor, at bl.a. Merkel og Cameron har annonceret store stigninger i deres bidrag.

I stedet for at følge trop, vælger regeringen så at skære drastisk ned.
Men ikke nok med det. Man ønsker også at tage klimafinansieringen fra udviklingsbistanden, der er blevet skåret med flere milliarder.

Det er altså de fattigste, der skal betale regningen for regeringens ubehageligheder. Ikke bare er det hamrende usympatisk: det er også et klokkeklart brud på en række FN-aftaler om, at klimapenge skal være ”additionelle” – dvs. ligge ud over udviklingsbistanden.

Det er et princip, som Danmark ikke bare har skrevet under på, men som endda er blevet fremhævet som afgørende af statsminister Lars Løkke Rasmussen selv i forbindelse med COP15. 

I Information sagde Løkke: ”Det er vigtigt for mig personligt at understrege, at finansiering af en ny klimaaftale ikke må underminere vores indsats over for at nedbringe fattigdom og nå udviklingsmålene”.

Med andre ord vælger Løkke & Co. nu at skide højt og flot på principper, som de ellers selv har været fortalere for.

Disse angreb på klimafinansieringen kommer i direkte forlængelse af regeringens forsøg på at afmontere alle de progressive danske klimamålsætninger, som de har arvet fra den tidligere regering.

Samtidig kræver Danmark, at u-landene skal forpligte sig til at gøre mere, når verdens ledere mødes i Paris.

Når et af verdens rigeste lande, der gennem længere tid har været grøn bannerfører, opfører sig sådan, så er det ikke bare hyklerisk, men potentielt ødelæggende for mulighederne for at få en god aftale, der kan sikre, at vi undgår de værste konsekvenser af klimaforandringerne.

Heldigvis har regeringen ikke flertal til at vedtage finansloven alene, så der er stadig mulighed for at minimere skaderne. Det vil vi meget gerne opfordre de partier, der nu skal ind og forhandle, om at huske på.