Fødselaren beskrev selv sin præstation sådan på valgnatten i juni i fjor:
“Jeg er stolt af at have været Danmarks første kvindelige statsminister. Og jeg bliver ikke den sidste. Til alle Danmarks store og små piger: Vi lever i et åbent land og I skal bruge alle muligheder”.
Vejen til at bryde køns-glasloftet med det tykkeste panser af alle havde været lang og svær, og det tog da også næsten 100 år fra danske kvinder opnåede valgret i 1915 til en kvinde kunne sætte sig i statsministerstolen i 2011.
Først blev hun valgt som partiformand efter at være stillet op som en outsider i 2005. Og vel at mærke valgt ved en urafstemning blandt alle partimedlemmer – den første i sin art i Socialdemokratiets lange historie.
Så mandatet var 100 procent i orden. Til gengæld tabte hun Folketingsvalget til Anders Fogh Rasmussen (V) i 2007, men overlevede politisk og viste her den enorme og til tider nærmest ufattelige personlige slidstyrke, der senere skulle præge store dele af hendes statsministertid.
Vejen til valgsejren i september 2011 gik først over bilæggelse af de ødelæggende socialdemokratiske fløjkrige, derpå et hidtil uhørt samarbejde med SF, som for første gang bragte dette parti ind i regeringsvarmen, og så en alliance med de radikale, der efter 18 døgns hårde forhandlinger i Det sorte Tårn førte til SRSF-regeringen.
Alt i alt en ikke ringe præstation
Hun sad som chef for en regering, hvor reformiveren var lige så udpræget som viljen til at skifte ministre (nærmest i løs vægt). Selv fik hun masser af politiske bank for sin strammme økonomiske politik, hvor vi ustandseligt fik at vide, at vi alle måtte yde ofre og spænde livremmen ind.
Personligt var prisen høj, men hendes slidstyrke blev efterhånden legendarisk. Flere kommentatorer undrede sig over, at hun stadig stod op efter alle slagene, de ondsindede og giftige kommentarer og skepsisen i dele af hendes eget parti.
Det kom så vidt, at da hun fældede en tåre over partifællernes varme og store opbakning på partikongressen i 2013 blev det påstået, at tårerne var planlagte, da nogen havde set hende tage et hvidt lommetørklæde med op på scenen.
Helle T. sagde, at hun havde været forkølet i dagevis og derfor havde tørklædet med.
I hendes tid ved roret var u-landsbistanden så rundhåndet overfor verdens fattige nationer, at vi kun kan drømme om det i dag, da blå bloks spareslev er svunget over u-landsmidlerne i historisk omfang.
Helle og u-landene
Helle Thorning-Schmidt har været optaget af u-landsforhold i mange år.
Som statsminister besøgte hun adskillige lande i Den 3. Verden, f.eks. Tanzania i Østafrika, hvor det dav. U-landsnyt.dk havde en reporter med – se
https://globalnyt.dk/content/helle-thorning-modt-af-dansende-masaier-som-nu-far-vand
Hun har også støttet u-landsorganisationen Oxfam IBIS store kampagne “Hele Verden i skole” med et personligt engagement. Og gæstede danske udsendte i kampen mod den frygtede ebola ved et lynbesøg i Vestafrika.
Før hun blev statsminister, var hun en overgang en af ambassadørerne i Melllemfolkeligt Samvirkes netværk, “Kvinder for Indflydelse”.
Det blev grundlagt i 2008 og har samlet flere millioner kr. ind til tre organisationer i Zimbabwe, som dels uddanner kvinder i ledelse, dels systematisk indberetter politisk motiverede overgreb og dels kæmper imod vold mod kvinder.
Går tilbage til ungdomsårene
Jakob Nielsen skriver om ungdomsårene i sin bog “Helle for magten” fra 2007:
“I 3.G tog hele klassen en dag til Albertslund Bio for at se storfilmen om Gandhi. Bagefter aftalte en håndfuld af kammeraterne (også Helle T.), at de ville rejse til Indien og opleve det store land selv, når de var blevet studenter.
Nogle måneder senere landede de fem unge i millionbyen Bombay (Mumbai). De købte et indisk interrailkort og så bumlede de igennem det enorme land.
Fattigdommen, de så undervejs, påvirkede dem meget. I forvejen var det en flok unge mennesker, der gik temmelig meget ind for retfærdighed – nu fik de sat et nyt perspektiv på det verdensbillede, de var ved at danne sig”.
Jakob Nielsen nævner i bogen, at Helle Thorning havde arbejdet i næsten et halvt år i køkkenet i et supermarkeds-cafeteria i hjembyen Ishøj på den københavnske vestegn for at skaffe penge til Indiens-færden.
Tabte topjob i EU og FN
Thorning-Schmidt er flere gange de seneste år blevet kædet sammen med internationale topposter.
I 2014 var hun med i opløbet om posten som formand for Det Europæiske Råd – den gik til polakken Donald Tusk efter en politisk handel, der tilgodeså Østeuropa.
I 2015 var hun officiel kandidat til posten som FN’s Højkommissær for flygtninge. Den endte overraskende med at gå til den erfarne italienske FN-diplomat Filippo Grandi. Se mere på
http://globalnyt.dk/content/kommentar-om-unhcr-outsideren-grandi-vandt-i-sidste-ende
Sparekniven, mens Helle var i New York
Venstre-regeringens besparelser på udviklingsbistanden væltede ind, mens Helle Thorning var kandidat til den store FN-post og det gjorde det ikke lettere, selv om hun var tidl. regeringsleder ligesom den siddende højkommissær.
Det var så slemt, at hendes partifællle, Mogens Lykketoft, i et dagbladsinterview gav udtryk for, at han bare få måneder efter sin tiltræden i New York ikke kunne være valgt til formand for FNs generalforsamling. For da var omfanget af milliardbesparelserne for alvor blevet kendt.
Tankevækkende er det også, at Norge med en totalt usvækket og gavmild udviklingsistand under en borgerlig regering kunne besætte den store post som chef for FNs Miljøprogram (UNEP) efter tyskeren Achim Steiner med sin tidl. udviklingsminister Erik Solheim.
Selv gjorde hun regnestykket sådan op i Politiken tidligere på året:
“Hvis alle lande gjorde som Danmark, da jeg var statsminister, både i forhold til at give udviklingsbistand og tage imod flygtninge, ville verden være et helt andet sted, end vi desværre er nu”.
Uanset hvad, har hendes gamle parti rykket sig så langt under hendes efterfølger, Mette Frederiksen, at ingen fra den nye partiledelse har villet afgive nogen form for løfte om at søge at hæve u-landshjælpen til sit gamle leje.
Det indgår simpelt hen ikke i det store oppositionspartis prioriteringer længere – til tydelig ærgrelse og irritation hos den gamle radikale regeringspartner.
Drømmejobbet i London
Sådan kaldte Helle Thorning direktørposten for Save the Children International.
Hun kom til jobbet tidligere i år og den danske afdeling af Red Barnet var ikke overraskende begejstret
“Med internationalt lederskab, udsyn og handlekraft kan Helle Thorning-Schmidt som direktør for Save The Children International sætte markant fokus på de dårligst stillede børn i verden”, hed det i en pressemeddelelse.
“I Red Barnet glæder vi os over, at valget er faldet på en så stærk dansk profil. Jeg er overbevist om, at Helle Thorning med sin store erfaring og internationale gennemslagskraft kan skabe mærkbare forbedringer for de dårligst stillede børn”, sagde generalsekretær i Red Barnet Danmark, Jonas Keiding Lindholm.
Save the Children International har hovedsæde i hjertet af London – blot få kilometer fra House of Commons, hvor fødselarens mand, Stephen Kinnock, til daglig har sin gang som parlamentsmedlem for Labour.
Se mere om fødselaren på
https://da.wikipedia.org/wiki/Helle_Thorning-Schmidt