Journalist med stort udsyn

Forfatter billede

Fødselaren er født og opvokset på en lille gård uden for Grevinge i Odsherred. Og han har stadig benene solidt plantet i den danske muld, selv om hans uddannelse som journalist og karrieren har bragt ham viden om. 

Det startede ellers i København, da han i 1983 begyndte sit arbejdsliv i Danmarks Radio, først som morgenreporter på Københavns Radio, herefter som konsulent i Båndværkstedet og senere politisk/økonomisk medarbejder på Radioavisen.

I 1990 flyttede han til TV-Avisen og begyndte så småt at optræde som nyhedsvært, men siden blev karrierekursen justeret til fordel for den store verden.

Kom til Mozambique

I 1993 blev jobbet som studievært indstillet for i stedet at undervise journalister i valgdækning forud for Sydafrikas første demokratiske valg. 

Det førte til, at Per Østerlund skiftede til TV-avisens udlandsredaktion, og senere sammen med sin familie flyttede til Mozambique, hvor han arbejdede som informationsmedarbejder for u-landsorganisationen Ibis.

Siden blev det Indonesien, hvor Per Østerlund afsluttede UNESCOs arbejde med støtte til demokratiske nærradioer.

I 2002 blev han medejer af medievirksomheden Danicom og har siden arbejdet med medieudvikling og -uddannelse i en stribe lande i Asien, Afrika og Mellemøsten.

Danicom står centralt

Danicom blev stiftet for snart 30 år siden (1987) som et medieinitiativ under Danmarks Radio – se mere på http://danicom.net

Her har han bl.a. i samarbejde med Danida, FN-organisationer og NGOer været med til at udvikle og opbygge lokale og regionale radio- TV-stationer med det overordnede sigte at styrke den demokratiske debat og udvikling i lande, som normalt er præget af en top-down kommunikation.

Gennem hele karrieren og det internationale virke har Per Østerlund bevaret sin gode bondemoral, der kan omskrives til:  “Man skal ikke gøre tingene mere kompliceret end det er nødvendigt”.

“Engageret og hæderlig”

Hans humoristiske sans, gode formidlingsevner og ønske om at gøre det komplicerede enkelt har gjort ham til en eftertragtet medietræner og han har smeltet adskillige forbeholdne bureaukratiske hjerter på sin vej. 

Igennem Danida Fellowship kurser under overskriften ”Mediernes Rolle i Demokratiprocessen” har han verden over mange elever, som ikke glemmer ham eller det de har lært.

Østerlund er kort sagt et engageret og hæderligt menneske, som ikke holder sig tilbage med at ytre sin mening, heller ikke offentligt, når han bliver for indigneret over de urimeligheder han møder på sin vej. Fødselaren fejrer den runde dag med venner og familie.