Knud Vilby
Knud Vilby (født 1942) er journalist, forfatter og ind imellem udviklingskonsulent. Han har i mere end 35 år beskæftiget sig med de politiske, sociale og menneskelige forhold på det afrikanske kontinent.
Han har arbejdet på Danmarks Radio, været chefredaktør på Information, formand for Den Danske Unesco Nationalkommission og Mellemfolkeligt Samvirke samt for Dansk Forfatterforening. Han var i en periode ligeledes medlem af Danidas styrelse og har også været formand for IWGIA, International Work Group for Indigenous Affairs.
Den danske stats støtte til danske organisationers udviklingsarbejde er under omlægning. En revideret informationsnote fra Udenrigsministeriet fra begyndelsen af marts fortæller hvordan. Efter år med kraftige beskæringer af støtten til civilsamfundsorganisationerne kommer nu kravene til dem om at lægge deres arbejde om og i højere grad ind under udenrigsministeriets.
Der laves en ansøgningsrunde, hvor organisationerne kan ansøge om strategiske partnerskaber med Udenrigsministeriet og om at få del i de statslige midler. De skal leve op til en lang række specifikke krav, og der sker en frasortering, således at der fra 2018 vil være færre partnere end i dag.
Ansøgerne ”måles på kapacitet og evne til at levere betydelige resultater inden for rammerne af prioriteterne i den nye udviklingspolitiske og humanitære strategi”.
Dermed ligger der en udvikling i retning af at gøre organisationerne til en slags underleverandører i forhold til den statslige bistand. Der er nogle overordnede politisk vedtagne mål, som alle aktører skal leve op til. Det understreges blandt andet ved krav om, at organisationerne i vid udstrækning skal prioritere aktiviteter i de lande, der af udenrigsministeriet er valgt som prioritetslande.
Småændringer efter høringsfasen
Den endelige version af ministeriets såkaldte informationsnote er udarbejdet efter en høringsfase, og der er sket småændringer, men ikke i den grundlæggende tænkning.
Som altid står der mange fornuftige ting i materialet fra Udenrigsministeriet. Det ville være underligt andet. Men der sker også en voldsom ideologisk drejning af tænkning og praksis omkring det arbejde, organisationer, der i princippet er frie og uafhængige, udfører. Og det kan undre mig, at det næsten ikke giver anledning til en principiel (eller højrøstet) debat om civilsamfundets rolle.
Høringssvarene i processen er interessant læsning. De fleste er uendeligt høflige, mange er meget tekniske, flere starter med konstateringer af en række fornuftige nye tiltag, hvorefter de fortsætter med et eller to men’er, og så kommer der indvendinger og anbefalinger. De fleste høringssvar er absolut uegnede til læsning af helt almindelige mennesker, der måtte være interesseret i dansk samarbejde med udviklingslandene.
Samlet udstråler høringssvarene stor forsigtighed. Det gælder om ikke at fornærme den myndighed, der siger ja eller nej til bevillinger.
DIIS’ svar skiller sig ud
Et høringssvar skiller sig dog markant ud. Det kommer fra Dansk Institut for Internationale Studier, ved den nye direktør Kristian Fischer. Det starter også med et par pæne bemærkninger, men så følger 3 korte hovedafsnit.
De har følgende overskrifter:
- ”Risiko for instrumentalisering og svækket uafhængighed af civilsamfundsaktører i Danmark og i det globale syd”.
- ”Risiko for at svække civilsamfundets kritiske stemme og innovationskraft”
- ”Civilsamfundets privatsektor engagement og folkelige engagement”
DIIS har godt læst, at ministeriet både siger, at civilsamfundet skal være uafhængigt og mangfoldigt, men hæfter sig alligevel ved, at man nu opfatter civilsamfundets rolle som mere instrumentel.
Det understreges således at et instrumentelt fokus på organisationernes rolle som strategiske partnere til udenrigsministeriet rummer en risiko for at svække de danske organisationers brede folkelige forankring i Danmark ”og for at såvel vigtige kompetencer, som engagement i global udvikling går tabt.”
DIIS skriver tillige, at ønsket om at skabe sammenhæng mellem civilsamfundsstøtten og den udviklingspolitiske strategi er naturlig. Men. ”DIIS finder dog, at man med den meget tætte strategiske kobling mellem den del af civilsamfundsstøtten, der påtænkes allokeret gennem strategiske partnerskabsaftaler, og de aftalte politiske prioriterer for udviklingssamarbejdet, meget vel kan få den konsekvens, at den kritiske – og ofte innovative – tilgang til arbejdet i relation til disse prioriteter vanskeliggøres. Det gælder f.eks. I forhold til arbejdet med migration og udvikling, hvor understregningen af behovet for et strategisk sammenfald med de politisk bestemte prioriteter af udviklingssamarbejdet medfører en række begrænsninger for civilsamfundets arbejde”.
DIIS noterer også det betænkelige i, at man ved vurdering af organisationernes ansøgninger vil lægge dobbelt så stor vægt på organisationernes evne til at indgå partnerskaber med den private sektor, som på organisationernes folkelige forankring.
Tak til DIIS
Jeg synes DIIS fortjener tak for et høringssvar, der går til det principielle og politiske, og som reelt fortæller, at en af konsekvenserne af omlægningen kan blive, at de sidste tænder trækkes ud af de ikke længere særligt frie eller uafhængige organisationer.
Og jeg kan undre mig over, at de organisationer, der virkelig skulle stå vagt om folkelighed og uafhængighed, selv som hovedregel pipper så forsigtigt, som det er tilfældet. Og stort set i et sprog, der alene er for de politisk-teknisk-indforståede.
Sådan kan man lave rent fundamentale ændringer i en politisk struktur uden at nogle opdager det. Og det er ikke godt.
Jeg kan anbefale læsningen af hele DIIS’s høringssvar, som kan findes på UM’s hjemmeside under teksten om informationsnoten. Som nævnt er der sket småændringer efter at UM har modtaget høringssvarene, men så vidt jeg kan se ikke grundlæggende ændringer.
