Corona-miniartikelserie
I en serie på tre artikler bidrager Stig Jensen, lektor på Center for Afrikastudier på Købehavns Universitet, med indblik, refleksioner og perspektiveringer på coronas samfundsmæssige implikationer på og konsekvenser for det afrikanske kontinent.
Første del: “Afrika holder vejret af frygt for coronaudviklingen”
Andel del: “Coronas økonomiske konsekvenser rammer Afrikas mest udviklede lande hårdest”
Tredje del: “Er der grund til bekymring for Afrika?”
Dette er anden del af en artikelserie på tre, der kigger på det afrikanske kontinent set i lyset af coronakrisen. Første del skabte overblik over situationen i forhold til selve virusset, mens denne anden del kigger på de samfundsmæssige konsekvenser i Afrika – hvad betyder det for økonomien og hvordan er det egentlig gået Afrika under tidligere sammenlignelige kriser.
Hug til de globalt integrerede: Hvordan har corona påvirket Afrikas økonomi?
Det er alt for tidligt at drage større konklusioner, men der er tre helt centrale problemstillinger i forhold til Afrikas økonomiske fremtid.
For det første er statistik i Afrika generelt en mangelvare. Manglen på både nationalt og kontinentalt niveau gør det ganske enkelt umuligt at skabe et samlet overblik over de økonomiske konsekvenser, fordi man hverken kan måle, hvad der sker lige nu, og ikke har en baseline at sammenligne med.
Vi ser ikke umiddelbart alarmerende arbejdsløshedstal, som især USA på det seneste har kunnet fremvise. Min formodning er dog, at den coronarelaterede arbejdsløshed allerede er steget kraftigt i Afrika – og det endda med større stigningsprocenter end i USA. Den formodning bygger jeg på, at arbejdsmarkederne i de afrikanske lande grundlæggende er anderledes end i EU: Ansættelsesforhold er ofte løsere, der er et stort uformelt arbejdsmarked og en lav beskæftigelsesgrad, især er ledigheden skyhøj i de afrikanske byer.
Den anden problemstilling er, at de økonomiske konsekvenser vil variere fra land til land.
I den ene ende af spektret vil de hårdest ramte være nationer, virksomheder og individer, der er integreret i den globaliserede økonomi. Jeg forventer, at den økonomiske nedsmeltning på den korte bane bliver langt værre end i Vesten. Dels fordi virksomheder og individer har en begrænset økonomisk buffer og dermed modstandskraft, og dels fordi afrikanske stater, i modsætning til landene i Det Globale Nord, i bedste fald har begrænset og oftest ingen mulighed for at spænde et økonomisk sikkerhedsnet ud under virksomheder og borgere. Med andre ord: Hjælpepakker i Afrika er enten små eller ikkeeksisterende.
I den anden ende af spektret er de lande, der i mindre grad er bundet op på den økonomiske omverden – altså de fattigste, mindst udviklede lande, hvor størstedelen primært lever af traditionelt landbrug med begrænsede eksterne relationer.
Her tror jeg, igen på den korte bane, at livet går videre. Det samme gælder lokale samfund baseret på subsistensøkonomi i andre lande. Selvom coronakrisen ikke rammer økonomisk ude i landsbyerne, så kan en udfordring her dog vise sig i form af udvandringsbølger fra byerne, der søger mod landområderne for at få mad, hvilket på den længere bane kan skabe andre økonomiske og samfundsmæssige problemer.
Den tredje problemstilling knytter sig til internationalt integrerede erhverv, for hvem de økonomiske konsekvenser vil være særligt mærkbare.
Det ser man allerede nu i form af disintegrationen fra globaliseringen, som har været omfattende og lynhurtig, hvor særligt flyselskaber og oplevelsesindustrien er ramt. Hvis ikke de allerede er bukket under, står de foran et totalt kollaps.
Gennem årtier har et stadigt større antal afrikanske lande opbygget nationale flyselskaber, der har været en central del af flere staters identitetsskabende projekt, der har bidraget til oplevelsen af at være integreret med verden. Men allerede inden coronakrisen var mange af disse selskaber dybt forgældede og konkurstruede.
Et af dem er South African Airways (SAA), et af kontinentets største flyselskaber, som for få måneder siden valgte at beskære rutenettet kraftigt for at undgå en konkurs. I lyset af coronakrisen holder SSA nu alle dets indenrigsfly på jorden. Hvis ikke SAA og en række af de andre afrikanske flyselskaber overlever coronakrisen og kommer på vingerne igen, vil mange arbejdspladser forsvinde, lande vil afkobles fra resten af kloden og store investeringer vil gå tabt.
Også turisme, et andet internationalt integreret erhverv, lider under coronakrisen. Turismen har de sidste år boomet i store dele af Afrika og været en af de vigtigste indtægtskilder til fremmed valuta. Samtidig er turisme et erhverv, der har behov for megen arbejdskraft og har gode indtægtsmuligheder for såvel faglærte som ufaglærte. I det østlige og sydlige Afrika er der mange turismerelaterede jobs i fattige landområder – mange af disse jobs er forsvundet med coronakrisen.
Samlet set står det klart, selvom der ikke kan sættes tal på, at de økonomiske konsekvenser for Afrika bliver massive – og på den korte bane altødelæggende inden for specifikke internationaliserede sektorer.
Sortsyn malet til jorden: Hvordan har Afrika klaret sig under tidligere kriser?
I Vestens mediebilleder af Afrika portrætteres kontinentet og dets indbyggere helt på linje med Rudyard Kiplings værk fra 1899 med titlen: ’Den hvide mands byrde’.
Vi gør vores bedste for at hjælpe og forventer det værste, fordi ”vi” oplever afrikanske samfund som dysfunktionelle. Spørgsmålet er, om vores forventninger, og især forudsigelser, holder stik: Har Afrika i tidligere kriser levet op til vores bekymringer?
Udgangspunktet i det følgende er to af de værste kriser i nyere tid: finanskrisen (2008-09) og ebolakrisen i Vestafrika (2014-2016).
I forbindelse med finanskrisen stod internationale organisationer i kø for at komme med økonomiske beregninger for Afrika. De var enige om fald i BNP, øget fattigdom og alvorlig recession. Helt i tråd med det er Den Afrikanske Unions (AU) forudsigelse for den nuværende krise.
Læs også: ”Afrika kan miste 20 millioner jobs på coronakrise”
Den økonomiske udvikling i Afrika efter finanskrisen har vist sig langt fra at være entydig. Det er i og for sig ikke så overraskende, for de afrikanske lande er meget forskellige, men nogle vil nok alligevel blive overraskede over, at økonomen Wim Naudé for UNU-Wider vurderer, at Afrika klarede finanskrisen bemærkelsesværdigt godt.
At det gik så godt, skyldes flere faktorer.
Eksternt kan det forklares med øgede økonomiske aktiviteter med Indien, Kina og andre ikke-vestlige lande. Internt skal forklaringerne findes i de nationale politikker, for eksempel bør man ikke undervurdere betydningen af de blomstrende entreprenante miljøer på kontinentet.
Jeg interviewede i 2011 Adam Riley, iværksætter og grundlægger af Rockjumper, en sydafrikansk Gazelle-virksomhed, der har opnået verdensklassestatus. Adam Riley fremhæver tre ting: De mange unge entreprenante afrikanere. De afrikanere, der vendte hjem fra et finanskriseramt Vesten og som bidrog med know-how og drive. Og, ikke mindst, øget adgang til kapital, hvilket især gælder for Sydafrika.
Ebolakrisen er særlig interessant at sammenligne med, fordi begge både ebola og Covid-19 går under fællesbetegnelsen super-flu.
Ebola fik fodfæste i Guinea, Liberia og Sierra Leone, der alle er lande karakteriseret som svage stater med, efter vestlige standarder, dysfunktionelle sundhedssystemer. Frygten for, at den vestafrikanske epidemi ville sprede sig – ikke kun til de omkringliggende lande, men helt op til os i Det Globale Nord – var enorm.
I oktober 2014 udtalte Thomas Frieden, chef for USA’s center for sygdomskontrol, CDC, at ebola kunne sammenlignes med AIDS, og at CDC forventede, at et sted mellem 550.000-1,4 millioner ville blive smittet med sygdommen inden tre måneder.
Det gik heldigvis ikke helt så galt. Statens Serum Institut meddelte i januar 2017, at 28.652 var blevet smittet og 11.325 var døde i de tre lande.
Selvfølgelig skal der tages forbehold for såvel kvaliteten af statistisk materiale fra Afrika, som for at inddæmningen og bekæmpelsen af ebola skete med international støtte. Men ikke desto mindre er konklusionen, at både i forhold til finanskrisen og ebolaepidemien var udviklingen på det afrikanske kontinent langt mere positiv, end de skrækscenarier der blev udtænkt og udtalt i Det Globale Nord.
Der er altså en tendens til, at vi undervurderer kriseresiliensen på kontinentet, fordi vores homogene forståelse er baseret på begrænset viden og få cases – vi mangler ganske enkelt indsigt i og viden om diversiteten på kontinentet til at kunne foretage bedre, mere korrekte vurderinger.
Stig Jensen er lektor på Center for Afrikastudier, Københavns Universitet.
