Forskere i den kinesiske Guangzhou-provins er kommet et skridt nærmere på at finde ud af, hvor den dødelige coronavirus først opstod. Og de har fundet frem til, at mennesker kan være smittet fra skældyret, der jagtes og slås ihjel i Kina på grund af dets keratinholdige skæl.
Forskere fra South China Agricultural University har analyseret mere end tusind prøver, der er taget fra vilde dyr, og har slået fast, at smitten med en vis sandsynlighed er gået fra flagermus via skældyr og videre til mennesker. Det skal dog endnu fastslås med sikkerhed.
”Dette er en ekstremt tidlig observation. Selv om vi har brug for flere detaljer, giver det mening, i og med at der nu kommer andre data frem om, at skældyr bærer vira, der er tæt beslægtet med 2019-nCoV (den nye coronavirus, red.).” Det siger Edward Holmes, der forsker i vira ved Sydney Universitet i Australien, til tidsskriftet Nature.
Ulovlig handel er udbredt
Skældyret er et lille og ufarligt dyr, der lever af at spise myrer. Dets skæl på ryggen er eftertragtede blandt kinesere, fordi det siges at kunne afhjælpe blandt andet hudproblemer. Det truede dyr sælges på det sorte marked til brug i traditionel medicin.
I nogle lande bliver skældyr desuden anset for at være en delikatesse, og skællene bliver også brugt som dekoration i ritualer og på smykker.
Lørdag var det “World Day for Pangolin”, skældyrets internationale dag. Dagen skal skabe opmærksomhed på det stærkt truede dyr og få flere til at respektere forbuddet mod drab på dem og handel med dem. Dyrene er officielt beskyttet af myndigheder i de lande, de lever i, og i Kina kan det i grove tilfælde give 10 års fængsel at sælge skældyr. Men den ulovlige handel med de vilde dyr er udbredt.
Nogle af de allerførste tilfælde af den nye coronasmitte blev fundet blandt mennesker, der mentes at være blevet smittet via et madmarked i Hubei-provinsen, der solgte vilde dyr som flagermus, slanger og desmerkatte.
Der var ikke oplysninger om, at der blev solgt skældyr på markedet, skriver Nature. Men i og med, at denne handel er ulovlig, kan det være foregået i det skjulte.
Markedet blev lukket ned af kinesiske myndigheder, mens forskere arbejdede på at fastslå smittekilden.
Desmerkatte og dromedarer
Coronavira er en familie af vira, der kan resultere i sygdomme rangerende fra en almindelig forkølelse til mere alvorlige sygdomme som Middle East Respiratory Syndrome (MERS-CoV) og Severe Acute Respiratory Syndrome (SARS-CoV).
Den nye coronavirus, der dukkede op i den kinesiske Hubei-provins i december, er en ny slags, der ikke tidligere er blevet fundet hos mennesker, skriver Verdenssundhedsorganisationen WHO på sin hjemmeside.
En coronavirus er zoonotisk, hvilket vil sige at den er blevet overført mellem dyr og mennesker.
Da forskerne fik kortlagt, hvor SARS stammede fra, viste den sig at være overført fra desmerkatte til mennesker. MERS var smittet fra dromedarer til mennesker.
WHO har kendskab til adskillige andre coronavira blandt dyr, der (endnu) ikke har smittet mennesker.
Tirsdag og onsdag er forskere fra flere lande samlet hos WHO i Genève til en international konference om det nuværende udbrud.
Den seneste opdatering fra WHO lyder tirsdag på, at 73.332 mennesker er smittet af den nye coronavirus (Covid-19) verden over. Af dem er kun 804 udenfor Kina.
1870 mennesker er døde af sygdommen, heraf kun tre udenfor Kina.