KOMMENTAR
Af Jesper Søe
journalist med u-landsforhold som speciale
Som han stod dér på Folketingets talerstol og viftede arrigt med sin plan, lignede han en bitter mand.
Skældsordene føg fra hans mund: “Plat og snak”, “fnidder”, “inden-rigspolitisk snik-snak” og så et frontalangreb på Socialdemokrater-ne, der blev kaldt uhørt frække, fordi de beskyldte regeringen for løftebrud.
For tænk at det skulle komme fra et parti, som “var notorisk kendt for løftebrud”… og videre i den dur.
Jo, det var bestemt ikke Søren Pinds dag. Det var næsten som at være tilbage på Københavns Rådhus, dengang udviklingsministeren var en “enfant terrible” og aldrig bange for at give modstanderne en ordentlig gang lak.
Var det den “gamle” Søren Pind vi så? Eller blot den rigtige? Hvor var den nye selverklærede “adult terrible”s mådehold og elegante kårdestød? I stedet oplevede vi en såret slugger.
Årsagen til Pinds vrede – udtrykt som “ærgrelse” – var den genstridige oppositions nej til hans plan, det store frihedspapir. Anledningen fredagens debat i Folketingssalen om VK-regeringens nye overordnede strategi for dansk u-landsvirke.
Regeringens klokkeklare løftebrud med nye omfattende u-lands-besparelser havde forsuret stemningen og bragt oppositionen så meget i harnisk, at den traditionelt brede politiske enighed om de overordnede mål i dansk u-landsbistand forsvandt som dug for solen.
Oppositionen straffede så at sige Pind for regeringens handlinger og skrottede hans plan, som nu helt er afhængig af Dansk Folkepartis velvilje. En ganske enestående situation i dansk u-landspolitik.
Man må da bede til, at Pianisterne ikke tager sig yderligere betalt og vil til at rette i planen. Forhåbentlig er de mætte efter lige at have fortæret hundredvis af u-landsmilllioner og omdirigeret dem til hjemlige formål.
Ifølge Pind er det altsammen oppositionens skyld. Den kunne jo bare have indgået forlig med regeringen om den store genopretningsplan, så var u-landspolitikken aldrig kommet i lommen på Dansk Folkeparti.
Det rene spil for galleriet. VK har baseret hele sin økonomiske politik på samarbejdet med det yderste højre i dansk politik. Det er ikke gangbart overhovedet at forestille sig, at Pia Kjærsgaard og kompagni var skiftet ud nu. Så var hele VKO-huset ramlet.
Pind var også oprørt over, at oppositionen egentlig har haft mange positive ord til overs for hans plan, – og så alligevel ikke vil stemme for den.
Det er nu godt det samme. For det første var tilbagemeldingerne fra u-landsbistandens bagland – de mange organisationer på området – mere end blandede. For det andet er planen reelt et opgør med store dele af dansk bistand, som vi har kendt den indtil nu.
Bag de faure ord skal der nemlig også afsættes penge til intentionerne, og det er vist mere end tvivlsomt, om de sektorer, som NGOerne – og flere politikere – ønsker tilgodeset, også vil nyde fremme hos Pind.
I en pressemelding fra udenrigsministeriet fredag taler han eksempelvis om at yde bistand til så betændte lande som Zimbabwe og Somalia. Ingen af de lande kan håndtere egentlig langsigtet udviklingsbistand på større betryggende vis, de har behov for humanitær nødhjælp.
Jo, vi har vist meget til gode fra Pind i den kommende tid, når han agter at rokere rundt på u-landsmillionerne.
Og hvad bliver der af fattigdomsorienteringen, når det store erhvervsstøtte-futtog sætter i gang? Det får stå hen i det uvisse.
Udviklingsministeren ærgrede sig fredag i Folketinget. Vi andre ærgrer os over, at den nye minister forfaldt til en retorik, som ikke er en minister værdig. Eller var det bare den rigtige Pind, der sprang ud?
Ham, der trods sin nye taburet ikke kunne redde så meget som en million af midlerne til verdens fattige, da det kom til stykket og så gav oppositionen skylden.
Kommentaren er stillet til rådighed for u-landsnyt af forfatteren
