Dagsværk-penge går til unge i et fattigt land, der burde være rigt

Foto: Jeppe Carlsen
Forfatter billede

“Rå dimanter og skarpe tunger” og “Cut the crap – del diamanterne” er nogle af de overskrifter, der er lagt ud på nettet for årets Operation Dagsværk, som foregår onsdag (06.11.), når 20.000 gymnasieelever skifter skolebøgerne ud med knofedt og arbejdshandsker.

Indtjeningen fra gymnasieelevernes slid og slæb går til unge i et af verdens fire fattigste lande – Sierra Leone i Vestafrika. De skal lære at slå i bordet og kræve deres andel af indtægterne fra landets mange diamanter, skriver NGOen bag dagsværksprojektet, IBIS, i en pressemeddelelse mandag.

Gymnasieeleverne dagsværker ved at arbejde på en chokoladefabrik, hjælpe kommunalpolitikere med at nå ud til unge vælgere, give råd til ministre, gå catwalk som hårmodeller, lave teater i børnehaver, guide ældre gennem internettet, passe på naturen i en nationalpark og meget mere.

Indtjeningen går til et projekt i en nation, der er så fattig, selv om den i grunden er så rig. Er de fattiges rige land. For undergrunden bugner af ædelstene – og på en dyster baggrund.

Den tidl. britiske koloni måtte nemlig gennemleve en lang og blodig borgerkrig og fik en overgang tilnavnet “bloddiaman-ternes land” (mere i link neden for).

Mine Watchers

Årets Operation Dagsværk projekt går ud på at uddanne unge i Sierra Leones diamant-distrikt, Kono, til såkaldte Mine Watchers.

I samarbejde med lokalbefolkningen, høvdinge og embedsmænd skal de holde øje med minedriften i deres lokalområde og kræve deres retmæssige andel af det enorme overskud fra minerne.

Ifølge landets lovgivning skal en del af overskuddet fra diamantindustrien gå til udvikling i lokalsamfundet, men det sker langt fra altid.

Desuden flytter de store udenlandske mineselskaber deres overskud i skattely uden for Sierra Leone, så de undgår at betale en retfærdig skat i landet.

Dagsværkprojektet gennemføres af udviklingsorganisationen IBIS i samarbejde med lokale partnere i Sierra Leone. Projektet løber over tre år og starter i januar 2014.

”Projektet er vildt vigtigt, fordi det handler om at skabe udvikling og uddannelse ved hjælp af de ressourcer, der allerede er i Sierra Leone”, siger leder af IBIS’ politik- og kampagneafdeling, Lars Koch.

“Det er simpelt hen den eneste vej frem, hvis landet skal ud af sin fattigdom Det er jo paradoksalt, at Sierra Leone er fyldt med diamanter og andre værdifulde mineraler, mens størstedelen af indbyggerne lever for under 10 kroner om dagen,” lægger han til.

145 gymnasier er med

”Jeg skal lave pedelarbejde på VUC. Det er dejligt, at vi gymnasieelever kan gå sammen og arbejde for aktivt at gøre en forskel,” siger Emma Højmose Læsøe. Hun går i 2.g på Aalborg Katedralskole, som er et af de 145 gymnasier i landet, der i år deltager i Operation Dagsværk.

“En af de ting, jeg synes særligt godt om ved årets projekt, er, at muligheden for at skabe udvikling i Sierra Leone er lige rundt om hjørnet – eller rettere: nede i jorden, hvor værdifulde naturressourcer vælter frem”, siger Nanna Bak-Jensen, som er talsmand for Operation Dagsværks bestyrelse og netop selv gået ud af gymnasiet.

Udover det arbejde, som eleverne udfører på Dagsværkdagen onsdag den 6. november, har flere gymnasier holdt fester og andre støttearrangementer, hvor overskuddet også går til Operation Dagsværk 2013.

Operation Dagsværk

Læs videre på
http://ibis.dk/articles/gymnasieelever-traekker-i-arbejdstojet

Se også telegrammet
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/03-08-13/12-dagsv-rkere-p-bes-g-i-bloddiamanternes-land

Og mere om “de fattiges rige land” og dets omtumlede historie på
http://en.wikipedia.org/wiki/Sierra_Leone