En af dansk u-landsvirkes flittigste og skarpeste debattører, tidl. kontorchef i Danida Ole Mølgård Andersen, ville tirsdag på et velbesøgt gå-hjem-møde i Dansk Ingeniørforenings Ulandsfaglige Selskab “gerne istemme et: Leve Danida,… men helst ikke alt for længe!”
Bemærkningen faldt som konklusion på hans “antifødselsdags-tale” på debatmødet i København, der havde fået titlen “et kritisk men kærligt tilbageblik” på 50 års fødselaren. Indlægget bringes her i sin helhed.
Af Ole Mølgård Andersen
Om Danida: Karrierestige og formidler af udviklingsbistand.
Min første tanke, da jeg modtog invitationen til at være en af de tre oplægsgivere, var, at Danidas historie kan man jo selv læse om i Danidas og Gyldendals digre værk Dansk udviklingspolitik 1945-2005.
Men så slog det mig, at det værk jo mest og som sædvanligt handlede om størrelsen af den danske bistand og om strategier og målsætninger og ikke så meget diskuterede bistandens gennemførelse i praksis og den ramme, bistanden er blevet forvaltet indenfor.
Mange strategipapirer, hvoraf der er blevet produceret stabler i Uden-rigsministeriet, især i de senere år, kan lignes med partiprogrammer, hvis formål er at bekende sig til en eller anden romantiseret ideologi, som ikke står mål med virkeligheden.
At det også har foresvævet forfatterne af Gyldendals værk, som er kompetente historikere fra Århus og København, suppleret med Christian Friis Bach, kan man udlede af en note i slutningen af bogen, hvor de beklager, at der hidtil ikke havde været skrevet erindringer og den slags af nogle af de mange, som havde haft fingrene i postejen gennem årene.
Det gav mig som en af dem engang med fingrene langt nede, en dårlig samvittighed. Det følgende korte oplæg er et kærkomment forsøg på, om end nok lidt sent, at indhente noget af det forsømte.
Da Danida endnu var et foster
Mit første møde med Danida skete, mens fødselsdagsbarnet endnu var i fostertilstanden, nemlig i 1959-60, da vi i Frit Forum, forening af socialdemokratiske studerende, udfærdigede et civiliseret forslag til den første bistandslov, som var på vej. I vores arbejdsgruppe var foruden ringe mig notabiliteter som Knud Heinesen og Gunnar Viby Mogensen:
Da vi præsenterede forslaget for dav. partisekretær K.B. Andersen, betonede vi, at vi ikke ønskede den fremtidige bistandsadministration placeret hos dét, vi i ungdommeligt overmod karakteriserede som udenrigsministeriet (UMs) karrieredrenge. Det ville bistanden nok ikke få godt af.
Næste gang, jeg mødte Danida, skete da min ansættelseskontrakt med University of East Africa var ved at udløbe i 1968.
Chefen for det, der dengang kaldtes sekretariatet for teknisk samarbejde med udviklings-landene, tilbød mig en stilling som bistandskonsulent, betegnelsen for en håndfuld nye personer med friske u-landserfaringer, hvilket man savnede i UM.
Jeg sagde ja tak, og tiltrådte sammen med fire fem andre udvalgte i foråret 68.
“Og hvad skal De så lave her, hr. Mølgård Andersen….”
Her oplevede jeg mit livs første og største kulturchok: Forskellen mellem på den ene side den verden af Afrika-engagerede universitetsfolk fra nogle af den vestlige verdens mest avancerede universiteter, heriblandt også enkelte afrikanere, der som de første var vendt hjem fra de samme universiteter med phd. grader, og så på den anden side den danske udenrigsministerielle virkelighed var et mega chok.
Chefen for det såkaldte projektkontor, vi blev placeret i, var en nålestribet herre, hvis første spørgsmål til mig lød: Og hvad skal De så lave her, hr. Mølgård Andersen.
Heldigvis blev der uden chefens vejledning en del at gøre i de følgende år med at samle projekter op i Afrika og Asien til at sikre afløbet af det voksende bistandsbudget.
Intet slips – ud, duer ikke
Vi var ansatte på treårskontrakter, der i så godt som alle tilfælde blev fornyet, hvis vi ønskede det.
Jeg husker kun ét eksempel på en, som ikke fik en ønsket kontraktforlængelse. Det var en agronom, opvokset i Vestafrika og med flere års praksis i tropisk landbrug, baseret på en uddannelse fra et af de britiske tropiske landbrugsfakulteter.
Han var måske nok lidt åbenmundet omkring den u-landsfaglige kvalitet af de meget danske landbrugsprojekter. Om det var det, der var årsagen til, at denne uhyre sjældne spidskompetence på dansk grund blev kasseret, eller det snarere var kontorchefens utilfredshed med hans ikke særligt kontormæssige påklædning, vides ikke.
F.eks. havde han været så uklog at prale med, at han aldrig havde ejet et slips. Vi hældte til, at det var denne sidste mangel, der udløste opsigelsen.
Danida som “UMs kompostbunke” og om navnkundige Baagø
I det daglige arbejdede vi sammen med mere eller mindre roterende fuldmægtige om projekternes forberedelse.
Der var heldigvis eksempler på yngre diplomater med både interesse og engagement i bistanden, mens andre blandt dem var mindre entusiastiske. De omtalte Danida som UMs kompostbunke, hvori man ikke skulle opholde sig for længe, hvis man ville gøre karriere.
Helt galt blev det, da UMs ledelse i begyndelsen af 70erne fik den lyse ide at udnævne vores navnkundige konsulentkollega og Indien-kender, Kaj Baagø, til den første chef for et nyoprettet Asienkontor.
De unge diplomaters tillidsmænd henvendte sig til ledelsen og klagede over, at man nu tillagde én, der ikke tilhørte den almindelige tjeneste, et af de smalle trin højere oppe på den snævre karrierestige. Angiveligt forlod tillidsmændene mødet med ledelsen med et løfte om, at der absolut var tale om en undtagelse, og at det ikke ville blive gentaget.
Tiden gik og det løfte blev med årene brudt, efterhånden som antallet af kontorchefstillinger og de påfølgende ambassadørposter i Den tredje verden voksede.
Det sidste krampagtige forsøg på at undgå trængsel af folk fra den ikke-almindelige tjeneste på de smalle karrierestiger bestod i, at ministeriet fra midten af 1970erne opfandt en ny kategori af medarbejdere, kaldet specialmedarbejdere.
Der var her tale om personer med ikke-akademiske uddannelser, som ansås for karrieremæssigt ufarlige, og hvoraf nogle kom fra Mellemfolkeligt Samvirke, andre fra det hensygnende Østasiatisk Kompagni, og der var også en pensioneret orlogskaptajn m.fl.
Bistandsmafiaens pression
Et mere spektakulært udslag af Udenrigsministeriets personalepolitik i forhold til bistanden var reaktionen på den evindelige pression fra bistandsmafien, for, at Danida skulle tillægges en mindre tæt tilknytning til det udenrigsministerielle miljø, eventuelt som et direktorat.
Denne pression blev energisk nedgjort af ministeriets ledelse med den trivielle visdom, at bistandspolitik er udenrigspolitik, hvorfor Danida må være en integreret del af UM. Tilsyneladende har det aldrig haft nogen indflydelse, at denne visdom også er fattet i andre lande, hvor man har valgt en udskillelse.
Det gælder både i vore skandinaviske broderlande, men blandt andre jo også i Storbritannien og USA, hvor sammenhængen mellem bistand og udenrigspolitik er langt mere slagkraftig end hos os.
Summa summarum var det slet ikke dette hensyn, som bestemte UM-ledelsens kamp for at kontrollere bistanden, en kamp, som de helt og holdent fik støtte til fra Danidas såkaldte styrelse, der klogeligt undgik at lægge sig ud med ministeriet i denne som andre kildne sager.
Der skulle en helt ny modig minister til omsider at gøre en formentlig ende på styrelsens magtesløshed.
Det vigtigste er niveauet af begavelse
Belært af mine fortidige erfaringer er jeg med årene kommet til den konklusion, at det måske ikke er så væsentligt, hvilken slags folk – om det er folk med eller uden væsentlig u-landsfaglig kompetence – der har det praktiske ansvar for bistandens udførelse.
Det vigtigste er det begavelsesniveau og den kultur, de repræsenterer: Om de har eller søger at opnå et kvalificeret engagement i det, som fortsat siges at være udviklingsbistandens hovedformål, nemlig at understøtte modtagerlandenes egne bestræbelser på at opnå økonomisk vækst og social fremgang.
Eller om det er folk, som mestendels har alle mulige andre interesser, inklusive deres egne, at varetage. Hvis det er det sidste, som er den dominerende kultur, betyder det ikke så meget med den u-landsfaglige udrustning.
Efter sigende er den relevante faglige udrustning for tiden heller ikke meget udtalt i Danida. Resultatet bliver under alle omstændigheder en mindre end optimal effektivitet, uanset bistandens volumen.
Korstog for protestantisk etik
Hvordan det vil udarte sig med disse dilemmaer fremover, skal jeg ikke gøre mig meget klog på. Klart er det dog, at der er nedfældet flere nye formål foruden de gamle, mere eller mindre slørede.
Nye formål, hvoraf nogle tydeligt er præget af nervøsiteten for de ændrede relationer mellem den såkaldte tredje verden og os i den første og bedste af alle verdener.
Det var givetvis ikke en historisk tilfældighed, at Samuel Huntingtons bog, ”The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order” i slutningen af 1990erne skabte den internationale furore, som det var tilfældet.
Siden århundredeskiftet er bistanden jo i høj grad blevet et redskab i vores deltagelse i det korstog til fremme af den protestantiske etik, som slog igennem ved det nye århundredes begyndelse. Måske kan der her drages en sammenligning med 1800-tallets civilisationsprojekt, der som bekendt udgjordes af en koalition mellem kolonial magtudøvelse og kristen mission.
Ny minister ikke nem at blive klog på
Aktuelt og mere jordbundent synes jeg, der er symptomer på, at den nye minister er ved at rende fra de løfter, han kom med for et halvt år siden om, at vi nu også fra dansk side omsider ville overlade til vore samarbejdspartnere selv at bestemme deres udviklingsprogrammer.
Men måske tager jeg fejl. Det vil vise sig. Han er ikke så nem at blive klog på.
Om man synes, at denne udvikling er god for det kære fødselsdagsbarns fremtid eller ej, er vel et spørgsmål, som henhører til det, der nu om dage kaldes værdipolitik.
Til sidst. Jeg istemmer gerne et: Leve Danida,… men helst ikke alt for længe! (slut)
————-
Se mere om bl.a. Ole Mølgård Andersen i telegrammet
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/13-04-12/erfaren-bistandsdiplomat-vil-holde-anti-f-dselsdag
