En tidl. fremtrædende mangeårig Danida-medarbejder, Klaus Winkel, kom tirsdag med et forslag til Danida på et velbesøgt gå-hjem-møde i Dansk Ingeniørforenings Ulandsfaglige Selskab i København med titlen “et kritisk med kærligt tilbageblik” på 50 års fødselaren.
“Tag i anledning af jubilæet initiativ til at udskrive en konkurrence. Opgaven skulle være at identificere tre for længst afsluttede projekter i Afrika, to i Asien og ét i Latinamerika, for hvilke der på overbevisende måde argumenteres, at de må regnes blandt de allermest vellykkede danske bistandsindsatser. Præmiebeløbet bør være substantielt”, foreslog Winkel.
Den nu 72-årige eks-diplomat trak hovedlinjerne op i et tilbageblik og koncentrerede sig især om Afrika i sit indlæg, som bringes her i sin helhed.
Af Klaus Winkel
Med vedtagelse af loven om udviklingssamarbejde i 1962 var der banet vej for, at den danske stat igen kunne engagere sig i Afrika – efter en pause på 112 år. Så længe siden var det, at vi for en klatskilling havde solgt til englænderne, hvad vi gennem 200 år havde opbygget på Guldkysten.
I 1962 vidste den danske stat – og danskerne i øvrigt – ikke ret meget om Afrika, især ikke Afrika syd for Sahara. Med Danida-styrelsens formand, professor Poul Nyboe Andersen, i spidsen blev en delegation sendt af sted for at finde ud af, hvilke af de meget unge, selvstændige stater, som kunne tænkes at være egnede samarbejdspartnere.
Man begyndte i Ghana og Nigeria, men de var ikke særligt interesserede på det tidspunkt – og i øvrigt heller ikke i en årrække derefter. Det var derimod Nyereres Tanganyika, som det dengang hed. Så vi kan også fejre 50 års jubilæet for samarbejdet med Tanzania, der gennem alle årene har været den som regel langt største modtager af dansk bistand.
Det begyndte med bidragene til det nordiske uddannelsescenter i Kibaha, og så gik det slag i slag. Det var en selvforstærkende proces, for når vi omsider havde gjort nogle erfaringer med et land – og gennemgående gode – var det nærliggende at bygge på dem. Og så var Tanzania jo både meget fattigt og sympatisk.
Forsigtigt frem
Ellers gik Danida forsigtigt frem i Afrika. Der blev startet et projekt i hvert af de nordafrikanske lande Egypten, Marokko og Tunesien, og i tropisk Afrika, som jeg vil koncentrere mig om her, blev det i løbet af de første tre år til enkelte projekter i Burundi, Kenya (Karen House), Malawi, Etiopien, Liberia og Zambia.
Da jeg kom ind i TA-sekretariatet i 1966, var vi godt på vej til at sprede os ikke blot ud over tropisk Afrika men over hele Den 3. Verden. Jeg blev således sat til at administrere projekter i Mellemøsten, herunder et stort demonstrationslandbrug i Iran – af alle lande.
Daværende udenrigsminister Per Hækkerup (S) havde været på besøg og var kommet til at love bistand til det allerede dengang ret godt stillede land, som havde produceret olie siden begyndelsen af 1900-tallet. Ikke bare var landespredningen stor, vi forsøgte os også med alle tænkelige former for aktiviteter, og det kan man jo forholde sig til på mindst to måder.
Man kan se det som en hovedløs skyden med spredehagl eller som et ønske om at lade de tusinde blomster gro, så man kunne finde ud af, hvad der virkede. Det var i hvert fald bl.a. et forsøg på at indsamle erfaring, men det var ikke sat ret godt i system.
Da vi var i 80 lande
I 1968 havde vi projekter i 27 lande, og da vi kom frem til 1995 ydede vi en eller anden form for bilateral bistand til i alt 80 lande. På det tidspunkt var Afrika blevet den suverænt vigtigste modtager med 62 procent af den samlede, bilaterale bistand.
13 af de 20 programsamarbejdslande var afrikanske, hvortil kom yderligere 26 lande, som med undtagelse af Mali og Sydafrika dog kun modtog ret små beløb. Her er også medtaget Danida-finansieret NGO-bistand.
Danida bistod dermed over de bilaterale midler – mere eller mindre, direkte eller indirekte – langt de fleste lande syd for Sahara. Jeg har ikke det seneste tal for bistanden til Afrika, men jeg vil tro, at andelen af den landefordelte, bilaterale bistand stadig er mindst 60 procent af totalen.
Hvorfor har Afrika været prioriteret så højt på trods af, at det ikke er her, at man finder de fleste fattige mennesker? Selv om der har været hurtigere økonomisk udvikling i Asien, findes det største antal fattige stadig dér.
Den vigtigste grund er formentlig, at de asiatiske lande har større potentiale til at løse deres fattigdomsproblemer selv. Kina er gået i spidsen her, og Indien er godt på vej. Der er så megen velstand i Indien, at landet burde kunne løse sit store fattigdomsproblem.
Indiens status som værdig trængende blev også anfægtet af dets atompolitik – og det endte vist i øvrigt med, at Indien frabad sig mere dansk bistand.
Synker stadig længere tilbage
Selv om adskillige afrikanske lande har haft høje vækstrater i de senere år, synker kontinentet længe og længere tilbage i forhold til resten af Den 3. Verden. I 2010 var Indiens gennemsnitsindkomst næsten dobbelt så høj som Kenyas og tre gange så høj som Mozambiques, selv om sidstnævnte er blevet fremhævet som en af Afrikas sprintere.
Men når udgangspunktet er så lavt, betyder selv en vækst på 8 pct. ikke ret mange dollars ekstra. Det ser altså ud til, at Afrika har mere brug for hjælp end f.eks. Indien, og også de andre gamle samarbejdslande i Asien klarer sig forholdsmæssigt væsentlig bedre end de afrikanske.
Jeg skal nok indskyde her, at det er otte år siden, at jeg forlod Danida, så jeg kan ikke udtale mig med større sikkerhed om, hvilke motiver – ud over bistandsbehovet – man i dag lægger mest vægt på, når det stærke fokus på Afrika fastholdes.
Jeg tror imidlertid, at det stadig spiller ind, at de afrikanske samarbejds-lande har en overkommelig størrelse, og derfor egner sig godt for forholdsvis små donorer som Danmark. Det er lettere at gøre en synlig forskel – og der er større chancer for at opnå gehør i den såkaldte policy dialog, som vi lægger så megen vægt på.
Vore partnerlande er forholdsvis bistandsafhængige, og de er nødt til at lægge øre til vore mange synspunkter på, hvordan de bør opføre sig medhensyn til demokrati, kvinder, korruption, miljø – og nu ikke mindst rettigheder i almindelighed. Det er lettere at komme til aftaler med afrikanske lande – men det er nok gennemgående sværere at holde dem fast på aftaler.
Måske er der også på Afrika-plan en selvforstærkende proces i spil i og med, at så mange danskere har arbejdet med bistand til Afrika, at der har udviklet sig en stærk Afrika-venlig lobby. Det kommercielle motiv har næppe større vægt, da Asien er betydeligt mere interessant i den henseende.
Hvad kom der ud af det?
Hvad er der så kommet ud af 50 års bistand til Afrika?
Ikke så meget – og slet ikke så hurtigt – som vi håbede på dengang. Og gennemgående ikke så meget, som der er kommet ud af vores bistand til Asien. Afrika har mange odds imod sig; det er dem jeg prøver at give et overblik over i min bog “Hvorfor er det så svært for Afrika?”
Som det er blevet sagt: hvis vi skulle sikre os det størst mulige udbytte af vores bistand, burde vi yde den til Sverige. Men det handler jo om fattigdomsbekæmpelse, og så drejer det sig om grænsenytte; selv et lille fremskridt vejer tungt, når behovet er så stort.
Der er nogen som hævder, at bistanden til Afrika syd for Sahara har været så godt som forgæves, fordi der efter 50 års omfattende indsats stadig er så megen fattigdom, og landene på de fleste områder stadig er så meget bagefter.
Den opfattelse er næret af, at donorerne har skabt overdrevne forestillinger om, hvor meget bistand kan udrette. Det har de haft brug for, når de skulle overbevise skatteyderne om, at der skulle bruges penge på udviklingsbistand.
Realiteten er, at bistand fra a l l e kilder til lande syd for Sahara andrager et årligt beløb pr. afrikaner, der kun svarer til en god dansk timeløn. Under alle omstændigheder tror jeg, at det var gået en del værre uden bistand – men det kan jo ikke efterprøves.
At det er svært at opnå gode resultater med bistanden til Afrika er noget alle donorer har erfaret. Det blev bl.a. påvist i en oversigt, som Verdensbanken lavede for nogle år siden, og hvoraf det fremgik, at af alle Bankens aktiviteter, var bistand til Afrikas landbrug det område, der klart havde de fleste fiaskoer.
Men intet kan alligevel være vigtigere, og der er i dag ret udbredt enighed om, at der må gøres mere for Afrikas landbrug.
Hvorfor ikke undersøge det?
Næppe nogen har overblik over, hvordan vi er lykkedes med vores flere tusinde indsatser i Afrika – og slet ikke over, hvordan det er gået dem, efter vi har trukket os ud. Det kunne være interessant at undersøge, hvad der er af spor efter projekter i Afrika, som vi har afsluttet for 10-30 år siden.
Det er der mig bekendt endnu ingen, der har forsøgt – mærkeligt nok. Jeg har planer om at gøre nogle forsøg i forbindelse med min næste bog, som handler om mit arbejdsliv med udviklingsbistand.
Og nu vil jeg fremsætte et forslag til Danida: tag anledning i jubilæet til at udskrive en konkurrence. Opgaven skulle være at identificere tre for længst afsluttede projekter i Afrika, to i Asien og ét i Latinamerika, for hvilke der på overbevisende måde argumenteres, at de må regnes blandt de allermest vellykkede danske bistandsindsatser. Præmiebeløbet bør være substantielt.
I Afrika ville jeg begynde med at lede efter succeser mellem projekter til forbedring af den sociale infrastruktur: især undervisning, sundhed og den dermed forbundne drikkevandsforsyning, som helt utvivlsomt har ført til øget viden og bedre sundhed for et meget stort antal afrikanere.
Dette er under alle omstændigheder værdifuldt i sig selv, og det kan ikke have undgået at bidrage til en forbedring af den lave, afrikanske arbejds-produktivitet. Derefter kommer måske fysisk infrastruktur som veje, som har afhjulpet et af de allerstørste afrikanske udviklingsproblemer: den dyre transport.
Direkte støtte til produktionsvirksomhed som f.eks. landbrug har givet meget svingende og ofte helt utilfredsstillende resultater. Men bestemt ikke altid.
I flere år var vores bistand til Tanzanias cementindustri vores største satsning efter undervisningshospitalet i Kinshasa. Det sidste gik som bekendt neden om og hjem sammen med resten af Mobutos Congo, og i de første år så det også sort ud for cementfabrikkerne i Tanzania.
Den hvide elefant i Mbeya
Især den i Mbeya, som i betænkelig grad lignede en hvid elefant. I øvrigt var fabrikkens logo netop – en hvid elefant. Nyerere havde som så mange andre indset, at cement er en strategisk ressource, når man skal opbygge et land nærmest fra grunden. Det lykkedes ham at overtale Anker Jørgensen til at lade Danmark finansiere endnu en fabrik oven i dem i Dar es Salaam og Tanga.
Russerne havde påtaget sig at sørge for strømmen til fabrikken i Mbeya, men uheldigvis floppede deres vandkraftværk, så vi måtte i hast sammen med englænderne opføre et dieselanlæg. Men der viste sig at være mange andre problemer med at udnytte fabrikken, og den blev lagt i mølpose.
Der lå den så nogle år – og da den repræsenterede en meget stor investering, indebar det et alvorligt ressourcespild. Mbeya blev udråbt som en fiasko, men det endte godt. Den har nu i mange år produceret masser af cement.
Et lidt lignende forløb havde vores bistand til Thailands mejerisektor. Den blev der vrænget meget ad af folk som mente, at den ikke var tilstrækkeligt fattigdomsorienteret. Jeg mener, at det nu er en udbredt opfattelse, at den danske indsats dengang lagde grunden til en succesfuld mejerisektor, som har betydet bedre kår for tusindvis af thaier.
Sådan bliver man mindet om, at man skal se tiden an, inden man fælder dom over bistandsprojekter.
De har haft 50 år – vi har haft et årtusinde
Selv om det ikke er gået så hurtigt i Afrika, som vi havde håbet, er der dog meget at glæde sig over.
Det er vigtigt at huske på, at de fleste afrikanske stater ikke er ældre end Danida – og 50 år er ikke meget, når en nation skal bygges op. Vi selv har haft 1000 år til det.
Alle de gamle kolonier har overlevet som nationer – selv om Mali for tiden er ude i høj sø. De fleste begyndte reelt som diktaturer, og nu har næsten alle nået et langt stykke i retning af at være demokratier.
Sundhedstilstanden er blevet dramatisk forbedret, og det samme gælder uddannelsesniveauet. Noget af det, der stadig mangler, er den videnskabelige og teknologiske kapacitet der skal til for, at et land kan hævde sig i den benhårde konkurrence i en globaliseret verden.
Det er en udfordring som mange danske forskere har taget op, og med støtte fra ikke mindst Enreca-programmet har de bidraget til at skabe en lang række ”units of excellence”, som er med til at sætte standarden i de afrikanske forskningsmiljøer.
Hvis jeg skulle ønske noget for det fremtidige samarbejde med Afrika, skulle det være en langt stærkere satsning på dette område. Her har vi noget at komme med – og her er noget, vi selv også har glæde af. I et forskningssamarbejde er det legitimt, at begge parter har udbytte af det.
Det er et mere ligeværdigt samarbejde end de fleste andre former for udviklingsbistand og dermed et godt element i samarbejdsrelationer, som nødvendigvis må blive anderledes end den giver-modtager-relation, som har præget vores forhold til Afrika i de sidste 50 år. (slut)
——————-
Se mere om bl.a. Klaus Winkel i telegrammet
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/13-04-12/erfaren-bistandsdiplomat-vil-holde-anti-f-dselsdag
