Danida åbner mandag sit nye programkontor i Somaliland

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Mandag (06.08.12) åbner Danidas nye programkontor i Somaliland på Afrikas Horn som “led i en væsentlig styrkelse af den danske indsats for at bidrage til et stabilt Somalia”, skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse søndag.

Det er det første bistandskontor for en vestlig givernation i Somaliland. Dermed går Danmark forrest, når det gælder om at støtte lokale udviklingsbehov i regionen, anfører ministeriet.

Siden Somalias sammenbrud i 1991, der efterlod landet i dyb økonomisk, social og humanitær krise, har Somaliland i det nordvestlige Somalia gjort sig til et selvstyrende område og også erklæret sig uafhængigt (hvilket dog ikke anerkendes internationalt).

Somaliland har ifølge udenrigsministeriet i København gjort betydelige fremskridt mod på at skabe øget stabilitet og udvikling. En lokalt baseret freds- og demokratiseringsproces har bidraget til en statslignende struktur med forfatning, og et regeringsapparat er under opbygning.

Udviklingsminister Christian Friis Bach (R) besøgte Soma-liland i februar og her udtrykte myndighederne stor tilfredshed med hans tilsagn om at åbne et dansk kontor.

Ved opstarten af kontoret siger han:

”Vi tager nu et vigtigt skridt i arbejdet med at støtte skrøbelige stater. Det er netop viljen til at tage risici, der er centralt for at hjælpe udviklingen i gang i de lande, hvor behovet er allerstørst.”

Danmark vil yde 112 millioner kr. over fire år til Somaliland med det langsigtede mål at bidrage til et stabilt Somalia, som kan tage vare på sin egen sikkerhed og fremme en stabil økonomisk og social udvikling.

Hovedparten af den danske udviklingsstøtte i Somaliland er afsat til at skabe Somaliland-fonden, der skal støtte udviklingsprioriteter, som er fastsat i en national udviklingsplan for Somaliland.

Fokus vil være på opbygning af offentlige institutioner, herunder udbygning af demokratiet, styrkelse af den private sektor samt lokalt baserede udviklingsinitiativer.

Dansk programkoordinator i havnebyen Hargeisa

Friis Bach lægger til:

”Administrationen i (områdets hovedby) Hargeisa har vist vilje til at lede befolkningen frem mod en genopbygning. Denne indsats kvitterer Danmark for ved at styrke indsatsen i Somaliland”.

“Ved at placere en dansk programkoordinator i Hargeisa får Danmark en daglig dialog med befolkningen og myndighederne i Somaliland, og dermed bliver tilsynet med de dansk støttede aktiviteter forbedret.”

Udover udviklingsbistanden gennemfører Danmark andre indsatser for Somalia under den Freds- og Stabiliseringsfond, som regeringen oprettede som led i arbejdet med at ophjælpe verdens skrøbelige og svage stater.

Yderligere oplysninger:
Om kontoråbningen i Somaliland: Nikolaj Juncher Wædegaard på
tlf. 33 92 02 96
Pressehenvendelser til udviklingsministeren: Frej Jackson på
tlf. 29 72 44 77