Danida indleder Afrikaprogram for Fred med Per Stigs underskrift

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Udenrigsminister Per Stig Møller og Patrick Mazimhaja, næstformand for kommissionen i den Afrikanske Union, har torsdag i den etiopiske hovedstad, Addis Ababa, underskrevet en aftale om dansk støtte til konfliktforebyggelse i Afrika.

Afrikaprogrammet for Fred er på samlet 248 mio. kr. over 5 år (2004-2009), skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Afrika har været præget af nogle af de værste konflikter siden den Anden Verdenskrig. Millioner af mennesker er blevet dræbt som følge af konflikter rundt om på kontinentet, og det skønnes, at 4-5 millioner i dag er flygtninge i et naboland, mens 12-13 millioner lever som fordrevne i deres eget land. Konflikter, som den vi aktuelt oplever i Darfur, hæmmer mulighederne for bæredygtig udvikling.

Danmark ønsker at være med til at forebygge konflikter i Afrika. Programmet for Fred er udtryk for Danmarks aktive støtte til, at de afrikanske lande bliver i stand til at påtage sig et større ansvar for konfliktløsning og krisestyring i Afrika.

Programmet understøtter African Union (AU) og de regionale organisationer i Afrika – Economic Community of West Africa (ECOWAS), Southern African Development Community (SADC) og Intergovernmental Authority on Development (IGAD), som er en samarbejdsorganisation for Østafrika.

Disse organisationer spiller en stadig voksende rolle i indsatsen imod konflikter i Afrika. Programmet underbygger særligt FNs, men også EUs og G8s indsatser, der netop lægger vægt på at opbygge de afrikanske organisationers egen kapacitet til at løse egne konflikter.

Programmet retter sig mod de centrale udfordringer, ikke mindst behovet for at gøre konfliktforebyggelse mere operationel og for at opbygge et tættere samarbejde mellem de regionale organisationer og civilsamfundet i løsningen af konflikter.

Yderligere oplysninger hos fuldmægtig Peter O. Jonsson, Danidas Afrika-kontor, tlf. 33 92 03 75.