Imens Danida faser bistanden ud, har Benin genvalgt præsidenten og lader op til parlamentsvalg
Lars Zbinden Hansen
skriver fra Cotonou
I slutningen af 2013 stryges det danske flag over den hvide danske ambassade i Haie Vive-kvarteret i Cotonou, Benins store havneby, sandsynligvis for sidste gang.
Bistanden ikke bare til Benin, der er blevet ydet siden 1992, men også til Bolivia, Cambodja og Zambia skal fases ud, og det betyder, at ambassadens væsentligste grund til at være i Benin – bistanden – er væk.
Ikke flere hårdt tiltrængte penge til de fattige beninere til projekter inden-for uddannelse, landbrug, transport og god regeringsførelse.
For fremtiden må NGOer som BØRNEfonden på bistandssiden og Mærsk og Fanmilk på erhvervssiden holde Dannebrog højt.
Udviklingsminister Søren Pind (V) og VK-regeringen traf beslutningen i januar. Men det har ikke ligefrem vakt begejstring alle steder.
Kritikere i Danmark betegnede Pinds ønske om at koncentrere bistanden om færre lande og svinge sparekniven som et ”ideologisk korstog mod den traditionelle fokus på fattigdomsbekæmpelse” og et ”grundlæggende kursskifte” i bistanden.
En karakteristisk udtalelse kom fra Stig Jensen, leder af Center for Afrika-studier ved Københavns Universitet, der den 20. januar sagde til Dagbladet Information, at ”man generelt gerne vil slanke. Både for at bruge pengene herhjemme, men også for at kanalisere dem over i f.eks. støtte til klimatilpasning til de fattige”.
En injektion mindre
”De fattige”, og ikke mindst de fattige her i Benin, hvor over halvdelen af befolkningen lever for under en dollar (5,20 kr.) om dagen, en tredjedel af alle børn er fejlernærede, og gennemsnitslevealderen er 55 (for nu at give bare et par stykker af mange barske facts), får altså én injektion mindre af hjælp i en situation, hvor landet er inde i en afgørende politisk fase.
Politisk er Benin i en afrikansk sammenhæng lidt af et særsyn. Siden 1991 har landet troligt holdt præsidentvalg og parlamentsvalg, der af alle observatører er blevet betegnet som forholdsvis frie og fair og gennemskuelige.
Derfor blev den danske venden tommelfingeren nedad da også mødt med fortørnelse af den beninske regering. Der blev henvist til de nært forestående valg og den omstændighed, at det lille vestafrikanske land har brug for al den støtte, det kan få, til at konsolidere demokratiet- se også mere om Benin og den danske bistand på http://www.um.dk/da/menu/Udviklingspolitik/LandeOgRegioner/Afrika/Benin/Benin.htm
Men mens man her i Benin vænner sig til tanken om et udfasende Danmark, blev Boni Yayi den 13. marts genvalgt som præsident og den 6. april genindsat i sin anden og ifølge forfatningen sidste periode.
I Benin, hvor politiske diskussioner har en tendens til hurtig ophedning, der tit ender i fastlåste positioner, var – og er – der udbredt skepsis, om nu Yayi også vil gå af i 2016.
Mange, bl.a. en stor gruppe journalister, som U-landsnyt talte med i tirsdags i det beninske ”Mediernes Hus” i Cotonou, mener, at Yayi går efter en ny forfatning for at få ændre reglen om maksimalt 2 præsidentperioder, så han kan blive siddende i endnu en periode og måske for altid.
Yayi selv sagde ganske vist i sin tiltrædelsestale den 6. april, at han planlægger reformer af det politiske system – også reformer, der vil medføre en forfatningsændring – men, kom det så eftertrykkeligt: ”Det mandat, som De (befolkningen, red.) lige har givet mig er nummer 2 og den sidste, ja!”
En herværende diplomat hæfter sig ved, at udtalelsen kom, efter at Yayi var blevet valgt, og at Yayi nok ville nedtone spørgsmålet om flere præsidentperioder, hvis han agtede at gå efter en forfatningsændring for at kunne blive siddende.
Yayi-skeptikerne
Hertil svarer en af ”Yayi-skeptikerne”, Guy Ehoumi, der er journalist ved dagbladet La Presse du Jour og samtidig vice-præsident i det beninske journalistforbund, at ”det er rent spil for galleriet”.
“Yayi satser på at få lavet forfatningen om, så han kan blive siddende. Og det vil foregå på samme måde som ved præsidentvalget. Man foregiver, at der er en reel folkeafstemning, snyder og bedrager, får først en kommission og derefter forfatningsdomstolen til at godkende afstemningen, og så kører Yayi videre”, mener han.
Flere udenlandske observatører, bl.a. fra EU, mener ikke, at Ehoumi har ret omkring de seneste præsidentvalg. De vurderer, at Yayi rent faktisk vandt i første runde.
Men måske har Ehoumi ret i den antagelse, at når Yayi spiller ud som han gør lige nu, hænger det sammen med at Yayis hustru, Chantal de Souza Yayi, pludselig er blevet kandidat i Yayis regeringsparti, FCBE (Forces Cauris pour un Bénin Émergent) til parlamentsvalget den 30. april.
Det er sket lidt ubemærket i uroen efter præsidentvalget, hvor flere af de tabende præsident-kandidater krævede omvalg på grund af tekniske uregelmæssigheder under valget.
Uroen kulminerede i et par demonstrationer i Cotonou og i hovedstaden Porto Novo med flere sårede til følge, bl.a. 2 journalister, der blev alvorligt lemlæstet af politiet, da de viste deres pressekort frem.
Flere iagttagere her i Cotonou mener, at Yayi med udnævnelsen af et politisk urutineret og ubekendt blad som sin hustru kan have skudt sig selv i foden.
Befolkningen kan ved parlamentsvalget tænkes at straffe FCBE og Yayi for denne åbenlyse ”politiske nepotisme”, ligesom udnævnelsen allerede har givet uro internt i partiet.
FCBE er nok det største parti i parlamentet men kun med 35 af de 83 mandater, som i øjeblikket er fordelt på 12 partier.
Hvis den andel bliver udhulet ved parlamentsvalget, får Yayi som regeringschef endnu mere travlt, end han har i forvejen. Det er nemlig regeringschefens lod løbende at skulle fremlægge regeringens politik og svare på spørgsmål i parlamentet, og det kræver oplagt en utrolig bunke energi og tid.
Måske også af denne lidt mere praktiske grund annoncerede Yayi under sin tiltrædelsestale 6. april at ville reformere det politiske system, så regeringen i fremtiden vil blive ledet af en ministerpræsident.
Kort om Benin
Benin opnåede uafhængighed fra Frankrig 1.august 1960 under navnet Dahomey. Det lange, smalle land grænser mod øst til kæmpen Nigeria, mod nord til Niger og Burkina Faso og mod vest til Togo.
Under det første frie demokratiske valg i 1991 var Mathieu Ahmed Kerekou den første siddende præsident i Afrika, der blev udskiftet ved et fredeligt og frit valg. Nationen fik derpå tilnavnet “Vestafrikas demokratiske fyrtårn”.
Jorunalist Lars Zbinden Hansen har indgående kendskab til vestafrikanske forhold og er p.t. bosat i Lomé i Togo.
