Danida-mand tæt på EU-post

Redaktionen

Danmarks kandidat til posten som EUs politiske udsending i det politisk brændbare Sudan ligger ifølge Berlingske Tidende fredag i spidsen i kapløbet om posten, der bliver ledig efter finnen Pekka Haavisto.

Udset til jobbet er Danmarks ambassadør i Sydafrika siden 2001, Torben Brylle, der har kandidater fra Frankrig, Grækenland og Rumænien som modstandere. Posten som EUs særlige repræsentant i Sudans borgerkrigshærgede Darfur-region er p.t. et af de tungeste job i EU-systemet, fordi konflikten står højt på den internationale dagsorden.

58-årige Torben Brylle, der kom til udenrigstjenesten i 1978, har brugt det meste af sin tid på bistandsforvaltning og bl.a. været multilateral chef i Danida (1997-2001).